Blomster i hele hovedet

Enkelte fysiske attributter, der er tilstødt til min krop, under graviditeten, er jeg mindre tilfreds med.

Mavens stadig lille men dog umiskendelige runding er mere end velkommen. Verden er ofte venlig ved store, gravide kvinder, og det giver en del af energien til at holde de sidste tre måneders tunge tilstand ud. Brysterne er også vokset i omfant til en størrelse, hvor der undtagelsesvist rent faktisk er noget at fatte om.

Men at mit ansigt skulle blomstre som en valmuemark under sommersol med mangfoldige røde markeringer i snart sagt alle navngivne zoner med undtagelse af næseryggen, det kunne jeg nu godt undvære.

En gravid kvinde er jo imidlertid en hormonbombe af format, så jeg foretager mig intet i den retning ud over mit normale toilette. Jeg formoder, at det er en del af pakken denne gang.

Er der liv fra Mars

Jeg er i uge 19, og jeg bruger efterhånden en hel del tid på at mærke efter. Er dette lille blop tegn på, at det lille væsen indeni mig har foretaget en kovending?

Jordemoderen spurgte, om jeg havde mærket noget, og jeg måtte jo svare, at jeg havde været ret bevidst om det den sidste uges tid til to, men at jeg ikke var ganske sikker. Måske.

Jeg vil jo gerne snart - nu hvor det er muligt - også mærke, at livet er der. Selvom jeg ikke tvivler. Ikke lige på det.

Frøet nu også som film

En meget foromtalt dokumentar er netop rullet hen over tv-skærmen. I filmen følger man livets begyndelse, fra sædcellens møde med ægget, udviklingen fra lille marsvæsen med abnormt hoved og tændstiktynde arme og ben, til den lille baby bliver født.

Et lækkert par, herunder en gravid kommende mor - med en profession så eksotisk som dyrepasser og svømmer i et vandland med delfin- og søløveartister - er filmet gennem hele graviditeten. Fostret og dets bevægelser er animeret i 3D. Behændigt klippet mellem disse to følger man de ni måneder så at sige både udefra og indefra, gennem interviews med de kommende forældre og den kommende mors dagbogskommentarer.

Det er ganske utroligt at følge det lille rumvæsens bevægelser i det livgivende vand i livmoderen. Dets kolbøtter, saltomortaler og gyngen frem og tilbage i maven på en meget aktiv mor, der foretager sig lignende bevægelser, når hun svømmer og dykker rundt i det store bassin sammen med søløverne og delfinerne. Delfinerne kan høre barnet, siger hun.

Smil gennem graviditeten
Kan man virkelig tro disse billeder, der trods alt er kunstige? Omend Nils Tavernier, der står bag dokumentaren, har konsulteret professor René Frydman, der må være en af de franske kapaciteter på området. Det er samme professor, der introducerer den seneste udgave af Lennart Nilssons banebrydende værk med ægte billeder af fostret og dets udvikling.

I dokumentaren ser det grangiveligt ud som om at det bette nøk smiler sig igennem mindst halvdelen af graviditeten. Det er da for utroligt... godt nok bør den lille stump også have det bogstaveligt talt som blommen i et æg - "the world is my oyster" - hvis den også virkelig har det, er det bare så utrolig dejligt at tænke på.

Alain mener nu ikke, at han kan se smil: Øjnene er jo ikke åbne. Jeg nærer absolut ingen tvivl, men vil alligevel godt have ret: Kom nu, du må da kunne se, at den lille stump af en mund har tydeligt opadvendte mundvige. Enten må jeg være meget overbevisende, eller også finder han det sikrest at give sin gravide kvinde ret og undgå eventuel risiko for yderligere pression. Ret får jeg.

Vanvittig fødsel
Tråden knækker for mig, da vor heltinde skal føde. Hun får naturligvis epidural - smerter er ikke kulturelt acceptable i Frankrig, og da slet ikke i en massivt foromtalt dokumentar i primetime. Det groteske består i, at jeg overhovedet ingen oplevelse har af, at hun rent faktisk føder et barn. Hendes ansigt er afslappet og ikke fortrukket. Hun taler roligt med gynækologen og jordemoderen, og ikke antydningen af skrig eller smerte kommer over hendes mund.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på historien om en dansk kvinde, der fødte et barn i USA, og var så dopet, at hun uden problem talte i telefon med veninderne i Danmark, mens fødslen stod på.

I Danmark kan man ikke få epidural i pressefasen. Det kan man åbenbart i Frankrig, og hvis man kan det her, hvorfor kan man så ikke i Danmark? Til gengæld bruger man ikke iltmaske i Frankrig. Det er for hårdt for hjertet, forklarer jordemoderen.

Dokumentaren mister noget af sin fascinationskraft efter at have vist en så tandløst urealistisk fødsel. Jeg har til gengæld fået et nyt emne at tage op til næste jordemoderbesøg og med mine bekendte. For jeg kommer tydeligvis til at vide lidt mere om, hvordan en fødsel egentlig foregår i Frankrig.

Maven holder på hemmeligheden

Det er en måned siden, at jeg droppede bælte i bukserne. Siden har jeg også lagt de fleste af mine cowboybukser væk til forhåbentlig senere brug om et års tid igen. Og jeg går og glæder mig til maven vokser sig stor nok til at den kan holde et par rigtige graviditetsbukser oppe.

Det er muligt, at man ligner en sæk kartofler i sådan et par. Til gengæld er der ikke noget bart stykke mellem tidens lavtaljede bukser og blusen, og det skal man bestemt ikke undervurdere her i januar.

Men selvom maven har ændret sig - den er hård - som om den har dannet et lille skjold, der kan tage af for badedyret og dets vandlige udfoldelser - og den har såmænd også en lille top på, som må skyldes graviditeten.

Også brysterne er vokset. Der er normalt glimrende plads i mine brystholdere trods deres små skåle, men her under graviditeten fylder de altså lidt mere i landskabet. De er i øvrigt også hårde og ømme.

Jeg har aldrig vejet mig meget, og det gør jeg stadig ikke. Men når jeg ind i mellem husker at stige op på vægten, normalt ved aftenstide, kan jeg konstatere, at jeg foreløbig ikke har taget noget videre på. Grammene må altså have omfordelt sig en smule, for de fleste bukser er ikke længere videre behagelige at have på.

Det betyder i øvrigt også, at man stadig ikke kan se, at jeg er gravid. De få af vores naboer, der ved besked, mener ganske vist at kunne konstatere en voksende maven, men jeg tror ikke rigtig på dem. Skidt med det, det kommer nok. Under min første graviditet tog maven også først rigtig fart i femte/sjette måned, så vidt jeg husker.

16. uge.

Ved en port på hospitalet

I anden anledning besøgte jeg i dag hospitalet, hvor frøet efter al sandsynlighed vil komme til verden.

Vi stak forbi barselsgangen bare for at se det... Man må ikke gå igennem, og der var ingenting at se. Eller høre for den sags skyld. Sådan var det også på Rigshospitalet. Jeg forestiller mig altid et lydbillede fra et mareridt, et inferno af skrigende kvinder, men sådan er det ikke.

Der er hvidt, ryddeligt, ordentligt, og kun personer i hvide kitler bevæger sig tilsyneladende omkring inden i disse hellige haller. En veninde har dog været derigennem og har set at de har et badekar derinde. Man kan altså føde i vand eller i hvert fald opholde sig i vand under en del af veerne.

Udenfor døren, denne port til en ren kvindeverden, hvortil mænd selvfølgelig har adgang, men alligevel aldrig rigtig vil få det helt. Mænd har ikke det særlige fællesskab, der er mellem kvinder, der har født. Kvinder, der har børn i det hele taget, vil jeg tro.

Jeg vidste heller ikke, at der var sådan et fællesskab, før jeg blev mor. Men jeg mærkede det meget tydeligt efter at jeg var flyttet til Frankrig. Måske så meget desto mere som jeg ikke forstod ret meget af, hvad der blev sagt, og selv kunne udtrykke endnu mindre. Alligevel følte jeg 100 procent, at kvinderne tog mig til sig, i den måde, de interesserede sig ikke alene for Clement men også for mig på.

Selv har jeg også fået et andet forhold til børn end jeg havde før. Jeg har altid godt kunnet lide børn og deres verden, men jeg tager dem ind på en helt anden måde nu end før.

At besøge hospitalet og tage denne lille afstikker forbi porten til den virkeligt rå smerte er også at tage den og det, der skal ske langsomt ind. Jeg regner stadig med, at det bliver muligt at besøge lokaliteterne en anden gang, hvor vi har en aftale med en af øvrighedspersonerne i hvid kittel. Sygeplejerske, jordemoder eller læge.

I dag måtte vi holde os i forhallen. Den var på sin vis imponerende og forekommer med sine høje buer af røde mursten og gulv af mørke klinker at udgøre en passende ramme for livets mirakel. Udføres, mens De venter.

Tanker om mit lille badedyr

Gravide kvinder kan man beskylde for stort set hvad som helst. De er hysteriske, ryger op i himlen det ene sekund for at styrte ned i den dybeste kulkælder det næste. De spiser mærkelige ting og bygger rede. Jeg drømmer.

Jeg drømmer om min lille badegæst, der vokser fra mindre end ingenting til samme størrelse som noget så håndgribeligt som en lillebitte, lyserød sparkedragt. Eller lyseblå. Eventuelt lysegul eller hvid, hvis den er indkøbt uden den nødvendige viden om, hvorvidt det er en leverance med eller uden tap.

Jeg forestiller mig det lille væsen - nu knapt 12 centimeter langt rent statistisk, det er fire uger siden, at stumpen er blevet målt - svømmende rundt i livmoderbølgen, stadig krumbøjet og med lukkede øjne. Men ikke desto mindre med øjne. Med abnormt, stort hoved og små tændstiktynde arme og ben. Men ikke desto mindre et hoved, to arme, to ben.

Mit indre billede af det lille liv er kornet ligesom de billeder jeg åbenbart stadig bærer indeni mig. De så vidt jeg ved eneste billeder, der er taget af liv på dette stadie. Det er den svenske fotograf, Lennart Nilssons, helt utrolige billeder, hvoraf nogle snart har en halv menneskealder på bagen og alligevel stadig udkommer i bogform nye oplag.

Han har rent faktisk fotograferet den mærkværdige verden af vand, som også mit lille badedyr svømmer rundt i. Nu fra dag til dag i mere bevægelse og i mere vand lige indtil livmoderen i sidste del af graviditeten bliver så trang, at bevægelse bliver umulig.

Jeg går rundt og mærker og mærker. Søger det lille liv. Forveksler en boble med, hvad der måske er en vending, måske ingenting. Det er jo lige på grænsen. Jeg er i 16. uge og at mærke liv allerede nu vil være tidligt, omend muligt. Under min første graviditet mærkede jeg først spark omkring 20. uge. Men nu er det jo anden gang og dermed er muligheden for at mærke det lidt tidligere sat noget i vejret.

Billederne af det ufødte barn vil ikke forlade min hjerne. Jeg har ikke set dem siden min første graviditet. Da jeg først havde født mit barn, havde jeg ikke længere samme behov for at lurekigge på det. Billederne må på en eller anden måde have levet videre i mit ubevidste, for nu hvor der atter er liv i maven, må jeg simpelthen bare se dem igen. Nu.

Samme eftermiddag er jeg forbi Frankrigs svar på Gad for at hente "Naître", som den franske udgave hedder, og jeg bliver ikke skuffet. I dag sidder jeg såmænd og bladrer, mens jeg tuder ganske hjertegribende over disse møder mellem himmel og jord. Mennesket kan godt nok flyve til månen og mange andre utrolige ting, men er der overhovedet noget, der kan sammenlignes med disse små væsner, som endnu ikke - efter traditionen i hvert fald - er blevet menneske.

Men de ligner godt nok til forveksling.

Læs om fotografen.

Læs om bogen.

Køb bogen.

Nakkefolder og sandsynligheder

Foran mig ligger tre sort-hvide billeder. Det er vores baby. De er mine minder fra det andet møde mellem himmel og jord mellem mig og det lille ukendte væsen i min støt voksende mave. Et møde, der har nedsat min risiko for at føde et lille mongolbarn betragteligt.

Jeg har trygt lagt mig op på gynækologens briks. Det franske system har afgivet et "go". "Le Danemark? Pas de probleme." Deroppe har lægerne forstand på at lave den nødvendige ultralydsscanning, lyder vurderingen fra de franske kolleger. Det morer den danske gynækolog, men utilfreds kan han vel ikke være med vurderingen.

Det er jeg i øvrigt heller ikke, for det betyder, at jeg slipper for at flyve tilbage til Frankrig midt i decembers juletravlhed for at blive scannet dernede. I stedet kan jeg betale mig fra det i Danmark. Og forhåbentlig få mine penge tilbage af Alains franske sygekasse på et tidspsunkt.

Downs syndrom, som er den korrekte betegnelse for det, der tidligere hed et mongolbarn, er i virkeligheden en kromosomfejl, der sker under befrugtningen. Ved selve livets begyndelse så at sige. Et menneskes celler består af 46 kromosomer, dog ikke sædceller og ægceller. Når disse to smelter sammen til én, kommer den nye celle op på de 46 nødvendige kromosomer. Hvis alt går godt. Sker der - uvist af hvilken grund - en fejl i sammensmeltningen, kommer den nye celle kun op på 23 plus en, det vil sige 24 kromosomer. Hvis det er tilfældet, vil det nye liv udvikle Downs syndrom.

Nakkefoldsscanningen kombineret med den såkaldte double-test er den metode, man i dag anvender til at opdage det størst mulige antal af fostre med denne fejl.

Mens jeg begejstret og forundret - det er et mærkeligt syn at se den lille menneskefisk - studerer de to gange to tændstikarme og tændstikben, måler gynækologen nakkefoldens tykkelse. Den er normal.

Den viden sammenholder han med sin viden om fostrets længde, min alder og så den såkaldte doubletest, som han har lavet på baggrund af min blodprøve fra sidste uge. Alt det bruger han til at beregne min sandsynlighed for, at fostret har Downs Syndrom.

Min risiko daler fra en ud af 200 - baseret på min alder - til en ud af 1500 - baseret på alle ovennævnte faktorer. Ifølge gynækologen ligger det risikotal i den behagelige lave ende. Ikke bare ud fra min alder - 37 år - men i det hele taget. Jeg har i øvrigt også fået oplyst, at der bliver født flere børn med Downs Syndrom af yngre mødre end af ældre, men det hænger vist primært sammen med, at yngre kvinder føder flere børn end ældre.

Man ved ikke, hvorfor Downs Syndrom opstår. Kun at risikoen stiger med alderen, og at det forekommer indenfor alle kulturer.

Cirka 90 procent af alle fostre med Downs Syndrom findes på denne måde. Med andre ord afslører man ikke de øvrige 10 procent. Der er altså ikke tale om nogen garanti men om en sandsynlighed.

Læs mere omdet svære valg, fosterdiagnostik, nakkefoldsscanning
eller download de danske sundhedsmyndigheders brochurer her (PDF-filer).

Skal rumvæsnet allerede have egne slots

Oplevelsen er besynderlig. Det, som fylder mest i mig, men som ingen kan se, når vi passerer hinanden på gaden, at jeg er to og ikke en, skal jeg nu dele med en læge, der alene har professionel interesse for mig og mit foster. For mig er scanningen, billedet på den lille skærm, dybt personligt, og en hemmelighed, som ingen, der ikke glæder sig til at møde frøet, ellers deler.

Jeg ligger på det gynækologiske leje med benene spredt og en form for stav oppe i skeden. I denne position, der ikke har så meget som et anstrøg af noget seksuelt over sig, kan jeg alligevel aldrig lade være med at tænke, at det ellers kun er min mand, der ser mig fra den vinkel. Jeg går ud fra, at gynækologen har set så mange kvinders underliv, at der for ham ikke er andet end apparatur og ren mekanik over minutterne.

I dette setup at jeg for første gang en lille film, hvor frøet optræder. I løbet af de næste mange måneder vil det lillebitte foster vokse sig til en formentlig fuldbåren lillebror eller lillesøster. Uden at dele det med nogen, der vil huske denne oplevelse sammen med mig. Men sådan er det nu engang. Under min første graviditet ville jeg sikkert have reageret kraftigt på, at Alain ikke var der. Nu tager jeg det mere roligt. Meget er kommet til at handle mest af alt om, hvad der er praktisk. Og det er vitterligt mere indlysende at blive scannet i Danmark end at flyve tilbage til Frankrig for at få det gjort. Derfor er han der ikke.

Gadagung-gadagung pulser det lille hjerte afsted. Det er bare et støvkorn næsten mindre end ingenting nogenlunde i midten af det fire centimeter bette væsen. Undfanget for ganske få uger siden. Hjertet pumper, som det skal.

På den sort/hvide skærm kan jeg se væsnets hoved, der er næsten lige så stort som dets krop, og ikke ulig en lille marsmands. Men på sin vis føles det også som om denne eksistens, der stadig er så ukendt og fremmed, er kommet langt væk fra universets yderkrog for at tage bo i mig. Så der er ikke noget upassende over den sammenligning.

Jeg har tænkt på frøet. Hvornår tiden ville være inde til at kalde på det. Faktisk har det været i mine tanker meget meget længe omend langtfra konstant. Helt tilbage fra storebror Clement endnu ikke var fyldt et halvt år.

Dengang læste jeg "Vinterbørn", genkendte mange af procedurerne fra Rigshospitalet, følelserne, som også jeg har gennemlevet på vej gennem gangen, der forbinder Barselsgangen og Neonatalafdelingen med dens drivhusbørn. Så tidligt fik jeg lyst til en baby igen.

Det er over to år siden nu, og den følelse er siden forsvundet og kommet tilbage med jævne mellemrum. Jeg kan ikke sige klart, om jeg er klar, eller om vi er klar, til en baby mere. Men det er nok i stigende grad gået op for mig, at det vil jeg nok aldrig helt blive i stand til, og derfor kan jeg ligeså godt realisere frøet med det samme.

Vi har ikke slots afsat til dets kommende pleje à la travle lufthavnes minutiøse tidstabeller. Eller noget værelse til det. Det vil også gå ud over mine i forvejen vanskelige vilkår for at tage mere aktivt del i det franske samfund. Men på den anden side skal Clement ikke være enebarn. Og det er gået op for mig, at jeg selv efter nummer et har lidt af den vrangforestilling, at jeg ville føle mig klar og i overskud og med så og så mange minutter i timer renset for gøremål og fikse og færdige til babypleje. Sådan er det bare ikke. I stedet vil jeg i dag hellere sige, at jeg hviler ret trygt i den forestilling, at det altsammen ordner sig med tidens fylde primo juli. Når det skal ordne sig.

Med gynækologens: "Du er længere henne, end du tror", rykker jeg , der - noget sjusket - har anslået min graviditet til 7. helt frem i 11. uge. Dermed kan jeg få den nakkefoldsscanning, jeg har bedt om, men som gynækologen kun har villet give mig, hvis tiden var den rette. De fire centimenter afgør nu sagen.

Mirakuløst er både gynækologen i Frankrig og kollegaen i Danmark enige om, at uge 12 er det helt korrekte tidspunkt at lave denne scanning på. Vi ses altså til endnu et besynderligt møde mellem himmel og jord.

Blokken 9. januar

Maven: Maven er hård og med en umiskendelig runding fortil. Jeg kan huske den stramme fornemmelse i maveskindet, som er helt særegent, når man er gravid. Når jeg er gravid i hvert fald. Jeg er begyndt at smøre skindet med olie. Den undergørende fra Weleda, som jeg bilder mig sikrede mig mod strækmærker under sidste graviditet. Det sikrede nu ikke min veninde mod mærkerne, og var slet ikke opfundet, de tre gange min mor var gravid, og hun fik alligevel ingen mærker. Så måske er det mere et spørgsmål om arvelighed. Men om ikke andet bibringer det i hvert fald en følelse af at drage omhu for min krop såvel som det lille liv derinde, der sikkert har noget godt ud af en gange blide strygninger hver morgen og aften. Det har jeg sikkert også selv. Det er med til at vende fokus mod det lille væsen derinde.

Jerntilskud: Allerede på juleferien i Danmark begyndte jeg med Kräuterblut. Sørme også tysk. Et jerntilskud, der desuden indeholder udtræk af en stribe helsebringende urter, og under alle omstændigheder et produkt, som min mor altid har prist i høje tonerfor sine gode virkning, når man er i underskud. I Frankrig fortsætter jeg med et andet flydende produkt. Kun halv dosis efter lægens opfordring, da jeg er i underskud, og halv dosis for at starte blidt. Jeg er noget nervøs for at blive forstoppet men især for at få hæmorrider, hvilket jeg var så plaget af under min første graviditet, at jeg fik lov til at stoppe med jerntilskuddet. Jeg synes allerede, at jeg nogengange kan tilbringe uforholdsmæssig lang tid på toilettet, mens jeg venter på den store aflevering. Vi får se. Måske er det anderledes denne gang.

Middagslur: Jeg har i nogen grad overgivet mig til naturens tilstand. Indset at jeg ikke længere bestemmer alt, kroppen - maven - vil også godt have et ord indført i ny og næ. Således er en lille middagslur virkelig dejlig for ikke at sige nødvendig for at holde den gående resten af dagen. Alternativt dejser jeg om klokken 18, når Alain træder ind ad døren. Og så går jeg ikke engang på arbejde. Jeg har i stigende grad en teori om, at man holder til det man skal.

Kvalme: Jeg holder den i nogen grad i skak ved at spise lidt hver anden time og endelig ikke springe nogen måltider over. Jeg har også bemærket, at jeg ikke lægger mærke til den, når jeg foretager mig noget sammen med andre. Går en tur, taler med en veninde med videre. Når jeg derimod sidder og skriver ved computeren, stikkker den hovedet frem igen. Jeg kaster ikke op, men jeg har svært ved at skyde tanken væk om at jeg har det dårligt. Selvom jeg ikke vil tænke på det. Jeg mener, man kan jo ikke bruge ni måneder på at synes, at det er ubehageligt at have kvalme, vel?

Aftaler:Alain har talt med de nødvendige personer i mit julefravær, og vi har nu en lang liste med aftaler hængende i køkkenet. Jordemoderafteler, aftale om den næste scanning hos gynækologen, næste blodprøve. Nu mangler jeg aftalerne til barselsintroduktion, som jeg er ganske spændt på. I Danmark var det noget nær overflødigt at bruge de 10 timer - eller hvor meget det var - på hospitalet. Man fik meget lidt at vide, når det kom til stykket. Det største udbytte havde jeg af min graviditetsyoga, så jeg vil måske prøve at finde noget tilsvarende her.

Tandlæge: Mit tandkød bløder noget igen. Hver graviditet siges at koste en tand. Om det passer ved jeg ikke. Men jeg fik fjernet en visdomstand året efter at jeg havde født Clement. Og jeg bilder mig ind at jeg kan mærke, at mit tandkød er mere skrøbeligt end normalt, så jeg er begyndt at skylle munden med fluorvand. Jeg kan ikke bære udsigten til at skulle børste mit tandkød til blods som opfordringen fra min - danske - tandlæge lød sidste gang. Det var simpelthen så klamt og gjorde for ondt. Jeg kan nu ikke forestille mig, at den meget blide franske tandlæge ville komme med et så barbarisk forslag. Men vi får se, jeg har tid på torsdag.

Tøj: Jeg har lånt to poser ventetøj af en veninde: "Så er man ligesom lidt gravid selv igen," siger hun. En anden har foræret os en pose aflagt babytøj. Selvom vi slet ikke er begyndt overhovedet at overveje udstyr er det da også rent fysisk med til at hjælpe fokus i retning af det, der skal ske om seks måneder.Jeg bruger i øvrigt stadig mit almindelige tøj, dog uden bælte i bukserne, der tilgengæld efterlader et ubehageligt bart stykke mellen blusernes afslutning og linningen. Men det strammer for meget til med bælte, så der er ikke noget at gøre.