Andet besøg hos jordemoderen
Jeg er netop vendt hjem fra anden omgang hos jordemoderen, madame Fernandez, og hun er altså bare god.
Indtrykket er stadig stor og myndig dame, der nok skal fortælle dig, hvor skabet skal stå. Samtidig har hun formatet til at høre på mine spørgsmål, der ofte går på sammenligninger mellem det, jeg kender til i Danmark, og det jeg hører om eller nogen gange tror at have forstået om Frankrig, uden at lukke af eller føle sig angrebet på sit lands vegne.
Men hun opfordrede mig indtrængende til at få valgt, hvilken form for fødselsforberedelse jeg ønsker for at få trænet de ord, jeg vil få brug for at kende, og for at forstå, hvordan det franske system virker, i tide inden fødslen. Som hun sagde, så er det to forskellige systemer, og nu er det det franske system, jeg skal lære at kende og forstå, for det er her jeg skal føde. Det har hun jo ret i.
Jeg sagde til hende, at det hjælper mig meget at komme med mine spørgsmål til hende, få hendes syn på sagen forklaret stille og roligt og derefter lejlighed til at tænke over tingene, inden jeg skal se hende igen næste gang.
Jeg forklarer hende også, at jeg har en vis nervøsitet overfor at melde mig til et fødselsforberedelseshold. Jeg ved godt på den ene side, at det er en nødvendighed for mig. Men jeg er også nervøs for at få et nederlag på det. Mit vinbeskæringskursus har med al tydelighed vist mig, at mit franske i dag er godt nok til at indgå i en større og fransk sammenhæng på klasseniveau. Men det er meget svært for mig at agere i fri dressur i en gruppe, som vi gør, når vi er 20 mennesker ude at beskære vinstokke, og jeg frygter lidt den samme situation i forbindelse med fødselsforberedelsen. Hun beroliger mig med, at disse hold er meget små, og at det ikke som sådan er en læringssituation, men der er plads til spørgsmål og svar, gentagelser og eftertanke til næste gang. Hun gentager også, at det er vigtigt, at jeg snart får meldt mig til, hvis jeg vil have et frit valg. Det begynder dog først fra 7. måned.
Spark på briksen
Jeg kommer også en tur op i damens gynækologiske leje. Hun leder efter spunkens hjertelyd ganske længe. Det er dejligt, det giver lidt længere tid i det særlige rum, jeg kan føle mig hensat i, når jeg har mulighed for at høre eller se denne ellers ret usynlige del af mig. Maven fraset selvfølgelig.
Hjertelyden tager det hende længe at finde. Men babymusen bevæger sig, så det er ikke fordi, der er tvivl om, hvorvidt den er der, er levende eller hvad det nu kunne være. Til sidst spørger hun mig, om jeg har puttet creme på maven, hvilket jeg jo må indrømme. Jeg bruger olie på maveskindet for at gøre det smidigt, og det er i øvrigt åbenbart før franske damer bruger det. Men jeg må love hende at droppe olien om morgenen de næste gange, jeg må heller ikke bruge den, når jeg om nogle uger i begyndelsen af marts skal have den næste scanning.
Hun undersøger mig også i skeden. Den har været irriteret i den sidste halvanden måneds tid, og hun finder svamp, som jeg får en kur imod. Det kunne hun også have gjort sidste gang, hvor jeg endda nævnte for hende, at det føltes som svamp. Men skidt, nu er det da lokaliseret, og jeg får en behandling mod det. Jeg fortæller, at det stensikkert altid kommer i forbindelse med antibioltika, men at jeg ikke ved, hvad det kan være denne gang. Hun siger, at der hormonændringer meget nemt kan forårsage det, og som gravid har man mange af disse hele tiden.
Hun tager mit blodtryk, kontrollerer min vægt, jeg har taget omkring tre kilo på, hvilket hun tilsyneladende synes er (for) meget. Hun spørger indgående til mine spisevaner, og spørger også Alain, om jeg har ændre noget. Det mener jeg ikke. Jeg mener ikke engang, at jeg spiser mere end før. Jeg er blot opmærksom på at spise oftere, men synes egentlig til gengæld, at mine hovedmåltider er mindre-
Fransk fødsel
Noget af det sidste vi er inde på er min begyndende skræk over fødslen. Jeg er slet ikke sikker på, at jeg har lyst til epidural, men jeg er overhovedet heller ikke sikker på, at jeg kan klare at gøre det uden, og da det er det smertestillende tilbud, der er, synes jeg, at det er meget svært at vælge. Jordemoderen forsikrer mig om, at der ikke som sådan er tale om et valg. Jeg vil ikke kunne få den lagt, hvis jeg bestemmer mig for den inde i pressefasen, men lige til da kan jeg få den lagt modsat danske forhold, hvor det er slut ved en åbning på otte centimeter.
Dette er jo rart at vide.
Den anden mulighed er det, som de kalder "sophrologie", som er en mental metode, hvor man træner sig selv op til at kunne klare smerten. Så vidt jeg har forstået det. Alain mener, at jeg skal snakke med Isabelle om, hvad det er for noget for bedre at blive klar over, om det er noget for mig.
Jeg konfronterer hende også med den dokumentarfilm, vi så for nylig, hvor den fødende lå og konverserede på fødestuen, mens hun fødte sit barn. Jordemoderen siger, at hun ikke har tv og ikke har set den, hvilket undrer mig så meget, da det er den aftens seersucces og oven i købet hendes felt. Snarere ønsker hun ikke at kommentere, hvilket selvfølgelig er hendes ret. Jeg indvender harmdirrende: Dette er jo ingen fødsel, men jo, svarer hun, sådan føder man i Frankrig.
Og måske er der en kerne her. Nu fik jeg aldrig rigtig mentalt rum til at føle mig stolt over at have født Clement, men rent faktisk er det noget, jeg har været stolt af bagefter. Jeg har selv født mit barn. Jeg kan mærke, at det falder mig svært at vælge muligheden for at kunne blive stolt en gang til fra på forhånd, og måske er det i virkeligheden her, at min modstand mod epiduralen bunder.
Nogen har sagt, at det at føde et barn svarer til at løbe en maraton. Tænk at kunne sige, at man har haft den mentale styrke til at gøre det og oven i købet at gøre det igen.
Indtrykket er stadig stor og myndig dame, der nok skal fortælle dig, hvor skabet skal stå. Samtidig har hun formatet til at høre på mine spørgsmål, der ofte går på sammenligninger mellem det, jeg kender til i Danmark, og det jeg hører om eller nogen gange tror at have forstået om Frankrig, uden at lukke af eller føle sig angrebet på sit lands vegne.
Men hun opfordrede mig indtrængende til at få valgt, hvilken form for fødselsforberedelse jeg ønsker for at få trænet de ord, jeg vil få brug for at kende, og for at forstå, hvordan det franske system virker, i tide inden fødslen. Som hun sagde, så er det to forskellige systemer, og nu er det det franske system, jeg skal lære at kende og forstå, for det er her jeg skal føde. Det har hun jo ret i.
Jeg sagde til hende, at det hjælper mig meget at komme med mine spørgsmål til hende, få hendes syn på sagen forklaret stille og roligt og derefter lejlighed til at tænke over tingene, inden jeg skal se hende igen næste gang.
Jeg forklarer hende også, at jeg har en vis nervøsitet overfor at melde mig til et fødselsforberedelseshold. Jeg ved godt på den ene side, at det er en nødvendighed for mig. Men jeg er også nervøs for at få et nederlag på det. Mit vinbeskæringskursus har med al tydelighed vist mig, at mit franske i dag er godt nok til at indgå i en større og fransk sammenhæng på klasseniveau. Men det er meget svært for mig at agere i fri dressur i en gruppe, som vi gør, når vi er 20 mennesker ude at beskære vinstokke, og jeg frygter lidt den samme situation i forbindelse med fødselsforberedelsen. Hun beroliger mig med, at disse hold er meget små, og at det ikke som sådan er en læringssituation, men der er plads til spørgsmål og svar, gentagelser og eftertanke til næste gang. Hun gentager også, at det er vigtigt, at jeg snart får meldt mig til, hvis jeg vil have et frit valg. Det begynder dog først fra 7. måned.
Spark på briksen
Jeg kommer også en tur op i damens gynækologiske leje. Hun leder efter spunkens hjertelyd ganske længe. Det er dejligt, det giver lidt længere tid i det særlige rum, jeg kan føle mig hensat i, når jeg har mulighed for at høre eller se denne ellers ret usynlige del af mig. Maven fraset selvfølgelig.
Hjertelyden tager det hende længe at finde. Men babymusen bevæger sig, så det er ikke fordi, der er tvivl om, hvorvidt den er der, er levende eller hvad det nu kunne være. Til sidst spørger hun mig, om jeg har puttet creme på maven, hvilket jeg jo må indrømme. Jeg bruger olie på maveskindet for at gøre det smidigt, og det er i øvrigt åbenbart før franske damer bruger det. Men jeg må love hende at droppe olien om morgenen de næste gange, jeg må heller ikke bruge den, når jeg om nogle uger i begyndelsen af marts skal have den næste scanning.
Hun undersøger mig også i skeden. Den har været irriteret i den sidste halvanden måneds tid, og hun finder svamp, som jeg får en kur imod. Det kunne hun også have gjort sidste gang, hvor jeg endda nævnte for hende, at det føltes som svamp. Men skidt, nu er det da lokaliseret, og jeg får en behandling mod det. Jeg fortæller, at det stensikkert altid kommer i forbindelse med antibioltika, men at jeg ikke ved, hvad det kan være denne gang. Hun siger, at der hormonændringer meget nemt kan forårsage det, og som gravid har man mange af disse hele tiden.
Hun tager mit blodtryk, kontrollerer min vægt, jeg har taget omkring tre kilo på, hvilket hun tilsyneladende synes er (for) meget. Hun spørger indgående til mine spisevaner, og spørger også Alain, om jeg har ændre noget. Det mener jeg ikke. Jeg mener ikke engang, at jeg spiser mere end før. Jeg er blot opmærksom på at spise oftere, men synes egentlig til gengæld, at mine hovedmåltider er mindre-
Fransk fødsel
Noget af det sidste vi er inde på er min begyndende skræk over fødslen. Jeg er slet ikke sikker på, at jeg har lyst til epidural, men jeg er overhovedet heller ikke sikker på, at jeg kan klare at gøre det uden, og da det er det smertestillende tilbud, der er, synes jeg, at det er meget svært at vælge. Jordemoderen forsikrer mig om, at der ikke som sådan er tale om et valg. Jeg vil ikke kunne få den lagt, hvis jeg bestemmer mig for den inde i pressefasen, men lige til da kan jeg få den lagt modsat danske forhold, hvor det er slut ved en åbning på otte centimeter.
Dette er jo rart at vide.
Den anden mulighed er det, som de kalder "sophrologie", som er en mental metode, hvor man træner sig selv op til at kunne klare smerten. Så vidt jeg har forstået det. Alain mener, at jeg skal snakke med Isabelle om, hvad det er for noget for bedre at blive klar over, om det er noget for mig.
Jeg konfronterer hende også med den dokumentarfilm, vi så for nylig, hvor den fødende lå og konverserede på fødestuen, mens hun fødte sit barn. Jordemoderen siger, at hun ikke har tv og ikke har set den, hvilket undrer mig så meget, da det er den aftens seersucces og oven i købet hendes felt. Snarere ønsker hun ikke at kommentere, hvilket selvfølgelig er hendes ret. Jeg indvender harmdirrende: Dette er jo ingen fødsel, men jo, svarer hun, sådan føder man i Frankrig.
Og måske er der en kerne her. Nu fik jeg aldrig rigtig mentalt rum til at føle mig stolt over at have født Clement, men rent faktisk er det noget, jeg har været stolt af bagefter. Jeg har selv født mit barn. Jeg kan mærke, at det falder mig svært at vælge muligheden for at kunne blive stolt en gang til fra på forhånd, og måske er det i virkeligheden her, at min modstand mod epiduralen bunder.
Nogen har sagt, at det at føde et barn svarer til at løbe en maraton. Tænk at kunne sige, at man har haft den mentale styrke til at gøre det og oven i købet at gøre det igen.
posted by Sol at 2:43 AM
0 comments
