Svingninger

Mit humør er i stigende grad begyndt at tage mindst en ugentlig elevatortur mellem den dybeste kulkælder og et mere normalt følelsesleje. Den syvende himmel har jeg åbenbart ikke adgangstegn til, når jeg er gravid.

Misforstå mig ikke, jeg glæder mig til at møde spunken, selvfølgelig. Men bevidstheden om den, tyngden af den hensætter mig hverken i lykkerus eller bringer lyserøde (lyseblå) drømme.

Hvorimod altså adgangen til kulkælderen synes temmelig direkte.

Kvinders følelsesliv er jo imidlertid nok temmelig uransageligt. Måske i det hele taget. Ret sikkert i hvert fald under graviditeter.

Har i øvrigt ikke taget 7-8 kilo på men kun 5,5.

Sparkeri

Badedyret har udviklet sig til lidt af en sparker gennem de seneste uger.

Jeg kan tydeligt mærker, at det bevæger sig mere og mere. Dels runde og bløde bevægelser, men også i stigende grad velrettede spark i siden. Det gjorde Clement aldrig. Helt sjovt at prøve nu. Det er som at få et signal direkte fra det ydre rum om at det lille væsen bevæger sig tættere og tættere på vores verden.

"Hallo mor, jeg er jo lige her!"

Jeg er begyndt at tale med Clement om at der er en baby inde i maven. HVad han præcis får ud af det, er svært at vide. Men han synes, det er sjovt at mærke på min i stigende grad store mave. En eller anden gang, hvor hans lille hånd ligger på mit maveskind, vil han også mærke et spark.

Jeg har taget syv-otte kilo på nu. Men klarer mig stadig med mit eget tøj. Lavtaljede bukser er en fin opfindelse i min nuværende tilstand. Jeg skal blot leve med, at jeg skiller på midten.

Anden scannings anden omgang

En uge efter den første scanning i Frankrig stiller vi op én gang til.

Lægen var ikke helt tilfreds med frøets præstationer i første omgang, hvor det lille ansigt var beslutsomt klinet fast mod livmodervæggen under hele seancen. Derfor fik hun hverken set næse eller mund. Derfor fik vi endnu en aftale.

Denne fredag formiddag er hun ikke forkølet. Hun taler imidlertid stadig mere med sig selv end med os. I sagte sætninger som selv Alain har svært ved at forstå.

Den lille tilbringer en stor del af den tid, vi har den på kornet, med armen oppe foran hovedet. Lægen puffer til maven, det er ubehageligt, men hun må jo prøve at få set frøet "en face", når det nu er det vi specifikt er kommet for. Frøet er da også så venligt at movere sig denne gang, så hun får set, hvad hun har brug for.

Næse og mund er som de skal være, og vi kan derfor gå hjem med så megen vished som en scanning nu kan give.

Vi har valgt at sige nej tak til moderkagebiposien. Efter at have vendt og drejet det med hinanden og flere venner i Danmark og Frankrig, der også har prøvet denne problemstilling, er vi nået frem til, at risikoen er større end vindingen.

Anden scanning

Vi har netop set badedyrets hjertemuskel banke og banke i en grad, som blev den betalt for det... den ved ikke bedre, og heldigvis for det.

Inden jeg bliver bedt om at tage plads på det papirdækkede leje, spørger hun først ret indgående til tidligere scanninger og tests. Jeg er jo en gammel gravid på 38 år, inden barnet skal ud.

Det er nu for sent at lave den såkaldte tripletest for at undersøge for kromosomfejl som mongolisme, men hun foreslår i stedet fostervandsprøve, og tilføjer sådan ret en passant, at en procent aborterer raske babyer som resultat af den prøve.

Det er dens catch 22 - risikoen for at abortere et rask barn, idet man undersøger om det er sygt - jeg kan faktisk slet ikke koncentere mig om andet end tallet en procent under resten af konsultationen. Hun bøjer det ikke ligefrem i neon, men jeg har tidligere hørt om denne risiko, så jeg forstår udmærket, hvad hun taler om, også gennem det franske filter. Men undrer mig dog en anelse over, om man virkelig ikke gør mere ud af at forklare om fordele og risici ved de mulige valg.

Gynækologen i Odense var en anderledes grundig tegner og fortæller, der sikrede sig i alle leder og kanter, at jeg havde forstået, hvad han havde at tilbyde i form af sikkerhed, og hvad min egen indsats ville være i form af valg, der under alle omstændigheder vil være en kalkuleret risiko.

Jeg kan godt ofte opleve franskmænd som meget mindre direkte og rundt-om-grøden-gående end danskere, og det er da muligt, at dette er endnu et eksempel til samlingen. På en dårlig dag ville jeg finde det oprørende, det er trods alt et vigtigt valg, som altid vil indbære et vigtigt fravalg. I dag hoster jeg, og er træt efter gårsdagens beskæring, så jeg forholder mig roligt som en ordentlig og velopdragen, fransk klient. Men jeg tænker på den ene procent hele tiden.

Hvad målingerne angår, er den franske gynækolog en grundig dame, der for en sikkerheds skyld måler alting tre gange. Tre gange hoved, tre gange hver arm, tre gange ben. Fødderne er 3,5 henholdsvis 3,6 centimeter. Ret utroligt. Jeg synes, det lyder så stort, men det følger hendes gennemsnitstal, siger hun. Og da de formentlig er franske, er det nok ikke nogen oprørende længde for et foster i badedyrets alder.

Til sidst mangler hun kun at se næse og mund. Badedyret er fast besluttet på at forblive i mundkontakt med min livmoder. Det lader sig ikke sådan kyse væk, selvom hun ryster rundt med min mave for at få det til at movere sig. Gu' vil det da ej, og da hun insisterer på, at hun gerne vil se mund og næse, får vi en ny tid til næste uge. Alt andet er som det skal være, siger hun.

Da alt er slut, foretager hun et kontrolopkald. Det viser sig, at grænsen for fostervandsprøver i Frankrig går ved 38 år på undfangelsestidspunktet. På fem minutter rykker jeg dermed fra risikogruppe qua alder til helt almindelig omend gammel gravid. Min risiko er nøjagtig den samme, da jeg kom, som da jeg gik. Men alene diskussionen rejser en lille højst ubehagelig tvivl, som vi ikke havde før.

Nu har vi så en uge til at overveje for og imod.