Travl kalender

Jeg begynder at blive en meget travl dame nu. Scanningstidspunkter skal holdes ude fra jordemoderen, jordemoderditto må ikke forveksles med anæstesilægen, og fødselsforberedelsen, der godt nok aftales fra gang til gang, ligger både tidligt og sent på eftermiddagen.

Det vil sige, at de gange, der ligger sent på eftermiddagen, skal jeg finde pasning til Clement. Foreløbig er der to gange samt et sent besøg hos lægen. Vi satser på at kunne klare os med en gang forlænget tid i vuggeren, en gang hos Vladis og Jocelyne og en gang besøg af Mamie Josette.

Jeg undrer mig næsten over, hvordan de arbejdende kommende mødre mon passer alle disse aftaler ind mellem også at gå på arbejde. Arbejdstiderne er ret ofte noget længere end i Danmark. Men selvfølgelig går de fra to måneder før, og jeg begynder jo så småt at nærme mig det tidspunkt.

Nattens krampe

I nat - jeg befandt mig midt i mellem drømmeland og opvågnen - kom jeg til at strække mine ben godt og grundigt, og det var en yderst dårlig idé.

Jeg fik nærmest omgående krampe i den højre underbensmuskel. Det gjorde simpelthen så ondt, at jeg skreg højt. Alain vågnede, og gav sig til at strække mit ben, så jeg fik det bedre.

Til morgen gør det stadig ret ondt i musklen, jeg haltede den første time, men nu går det fint igen, selvom jeg stadig tydeligt kan mærke musklen.

Alain har foreslået mig at sætte mit daglige indtag af jern op. Kramper skyldes manglende iltning af musklerne, siger han, og jern befordrer åbenbart den iltning. Jeg ved ikke rigtig... indtagelse af jern er en hårdfin balance, og da det denne gang - foreløbigt i hvert fald - stort set er lykkedes mig at undgå forstoppelse og hæmorider, er jeg ret forsigtig med at rykke på den nuværende balance.

Sofrologisk seance

Netop hjemvendt fra den første forberedelsestime er jeg i rimeligt godt humør.

Det helt afgørende er, at jeg forstår jordemoderen, og hun forstår tilsyneladende også mig, og det er ikke komplikationer mellem fransk og dansk, jeg mener. Jeg møder i min dagligdag primært mennesker, jeg overhovedet ikke forstår, og som formentlig heller ikke forstår mig. Vi lever på hver sin planet, og det har nu stået på så længe, at jeg bare prøver at affinde mig med det. Men glæden, når der endelig dukker en op fra samme trin som mig - tror jeg dig - er stor.

Jeg havde den samme oplevelse, da der forleden pludselig dukkede en forsker fra Cern i Schweiz op lige midt på landevejen ud af Verzy. Han talte både engelsk, kendte nogen forskere fra Århus, spurgte om jeg snart skulle nedkomme og fortalte lidt om sine egne børnebørn. Hvilket altsammen kunne være helt lige meget, hvis det ikke lige var fordi den slags udveksling af interesse omend blot for fem minutter i et helt langt liv gør dette hele lange liv så meget mere rart, hjemligt, interessant, og hvem ved, måske kunne man ligefrem lære noget nyt af en vildfremmed.

Det er ikke en tanke, der har strejfet ret mange af bønderne herude. Jeg går ud fra, at dem der løfter næsen så meget som en milimeter over den fædrene fært, forlængst har forladt åstedet.

Nå, men jordemoderen forstod jeg altså også, og hun forstod mig, og hvor var det dog velgørende.

Vi er tre på holdet. En fransk kvinde, der skal nedkomme i midten af juni, mig i midten af juli og en kvinde fra Cameroun, hvis nedkomst ligger lige midt i mellem.

Jeg er den eneste, der allerede har et barn, så jeg blev bedt om at fortælle om det. Jeg måtte jo lægge ud med at sige, at det ikke var nogen god oplevelse, men at alt jo er godt nu, og da også hurtigt blev det bagefter, når jeg vender blikket bagud.

Hun bad mig fortælle om det og benyttede lejligheden til at spørge de andre om deres forestillinger om deres kommende fødsel og også om de havde frygt for at det skal gå galt eller bare frygt i det hele taget.

Laurisse fra Cameroun er bange for smerten. Det er Christine ikke, men hun regner også med at skulle have epidural, hvorimod Laurisse er mest stemt for at føde uden. Jeg sagde, at jeg ikke har bestemt mig, men jeg forestiller mig nok en helgardering, hvor jeg føder så meget jeg kan uden, men stadig har muligheden for at få den, hvis det af en eller anden grund gør for ondt, varer for længe, er for hårdt. Det er svært for mig at tro helt på at jeg kan gøre det, når der ingen iltmaske er. Men det mener man ikke er godt hernede.

Dette her handler om følelser, og om at tale om følelser og forestillinger.

Det handler om at lære at tænke positive tanker fremfor negative tanker.

Og det handler om at prøve at visualisere nogle ting og at indstille sin tankegang på at skulle føde og på at man har den fornødne mentale kraft til at gøre det.

Jordemoderen siger, at det handler rigtig meget om, hvad der foregår oppe i hovedet, og at få nogle positive ting til at foregå deroppe, og at bruge den kundskab positivt i forbindelse med fødslen.

Alt hvad hun siger er som litervis af vand, den ene efter den anden, til min tørstende sjæl. Jeg kan næsten ikke få nok af at høre på hende, og jeg kan da heller ikke lade være med at sige, at jeg tror hendes teknikker kan være rigtig interessante for mig, ikke bare i forbindelse med den kommende fødsel, men bare i det hele taget til hjælp i et svært liv.

Det må jeg selvfølgelig redegøre for, hvilket jeg så gør. Laurisse har også negative tanker, finder det koldt og svært at komme hertil. Hun har været her siden december, er altså kommet efter at hun er blevet gravid, fransk er dog i det mindste et sprog, hun selvfølgelig kender ud og ind, fordi det sammen med engelsk er den fælles sproglige referenceramme i Cameroun.

Jordemoderen kommer med den sædvanlige: Champagne er et koldt sted. Det er hun bestemt ikke selv. Jeg undlader dog at spørge om hun selv kommer fra en anden region.

Til sidst laver hun en afslapningsøvelse med os. Den er svær for mig at følge med i sprogligt, der er masser af verber, jeg ikke kender, og jeg kender heller ikke alle de anatomiske betegnelser. Til gengæld har jeg jo prøvet principperne i den slags før i forbindelse med det yoga-kursus for gravide, jeg fulgte med Clement i maven. Så jeg følger med, som jeg kender det, og så går det også.

Denne øvelse er bedre, end jeg husker, fordi hende her også går ind i, at man skal tænke på barnet, forestille sig hvad det foretager sig og hvordan det ser ud. Det bliver dermed lidt mere konkret, lidt mindre yoga-orange og abstrakt.

Tænk engang, sådan et fantastisk kursus er en del af den offentlige fødselsforberedelse i Frankrig. Otte gange skal jeg komme her. Fra gang til gang bliver tidspunkterne tilpasset efter, hvornår vi kan, og hvornår vores mænd eventuelt kan komme med. JEg har selv valgt sofrologi - og dermed valgt almindelig forberedelse og svømmebassin, som jeg også var tiltrukket af, fra - men det er sygesikringen, der betaler. Fantastisk eller hvad.

I Danmark i sin tid husker jeg ikke at have fået noget videre ud af de seks seancer eller deromkring, som Frederiksberg Hospital leverede. Det var generaliteter, og ikke specielt anvendeligt i forbindelse med fødslen. Yoga-kurset, som jeg selv tog initiativ til og betalte, var derimod godt.

Hvor fantastisk at opleve at dette her tilsyneladende går i samme retning, og hvis jeg er heldig, kan jeg måske oven i købet bruge det også mere generelt.

Mørbanket

Hver morgen vågner jeg op med en krop med lemmer, der værker, som om jeg personligt havde stået for at flytte en treværelsers fra anden sal og op igen til tredje.

Jeg kan næsten ikke få mig selv til at svinge benene ud over sengekanten, for det føles overhovedet ikke som om kroppen har fået den hvile, den skriger efter. Benene vil så gerne forblive i horisontal position. Armene vil ikke løftes, i hvert fald ikke højere end til højst at gribe fat om et blad eller en bog. Og så er der ryggen...

Men jeg har jo altså et lille vækkeur på snart tre år, med kridhvidt hår og knaldblå øjne, liggende 10 meter fra dobbeltsengen, og vi er ikke ganske enige om min krops behov. Da han nu også har fundet ud af at klatre ud af den høje babyseng, kan jeg godt glemme alt om at blive liggende.

Noget af mørbanketheden forsvinder, når de forskellige lemmer har været i bevægelse et stykke tid. Eller også tænker jeg bare mindre på det.

Franske forelæsninger

"Franskmænd kan vist godt lide at fortælle andre, hvad der er rigtigt og forkert."

Det havde jeg såmænd ikke tænkt på, før den franske fætter gjorde opmærsom på det. Snublende i kølvandet af sin kones højst løftede pegefinger om, at gravide kvinder ikke må røre alkohol. Hun er jo diætist, og føler en hellig forpligtelse til at vide bedre.

Hun har da sikkert i øvrigt også ret. Alligevel vil jeg nok fortsætte med at drikke et glas champagne sammen med resten af selskabet, når vi har et sådant. Jeg drikker også kaffe... og the... og spiser chokolade - men det er vist blevet en accepteret kvinderet nu, idet det åbenbart virker antidepressivt og er fyldt med vigtig magnesium. Fint nok.

Jeg synes nu ikke, at jeg er udsat for så mange formaninger og irettesættelser, men jeg møder godt nok heller ikke særlig mange mennesker. Og svigermor, som ellers er nærmest til den slags ifølge teorien, tror jeg slet ikke har noget gen overhovedet for at fortælle andre, hvad de skal gøre. Jeg er slet ikke sikker på, at jeg skønner nok på det faktum, for det er ellers noget rigtig mange svigerdøtre lider bravt under i Frankrig.

De værste undslår sig ikke engang for at gøre deres svigerdøtre opmærksom på, at de skal huske at dyrke ordentlig sex med de prægtige sønner.

Men som sagt, min svigermor er et yderst fredsommeligt eksemplar. Jeg skal kun trækkes med fætterens kones viftende pegefinger.

Og jeg undlod at fortælle om den oprørende oplevelse hos min jordemoder, der sidste uge meget myndigt gjorde mig opmærksom på, at jeg har taget for meget på. Jeg har ellers talt med mange både danske og franske om det efterhånden. Jeg gad bare ikke høre den diætistiske pegefingers forelæsning på dette felt også. Og jeg er helt overbevist om, at hun hurtigt kunne have rystet et par tilføjelser eller tre ud af ærmet.

Franske kilokrav gør mig godt gal

Siden jordemoderens bemærkning om at jeg har taget alt for meget på, har jeg godt nok tænkt meget på det. Så meget at jeg fra at have været irriteret nu egentlig er blevet godt gal over det.

Den konstruktive del er, at jeg har spurgt en masse franske og danske kvinder bosiddende i Frankrig ud om deres oplevelser i forbindelse med graviditeter og vægt.

Det viser sig, at man i Frankrig får at vide, at det kan gøre fødslen besværligere for ikke at sige farlige, hvis man vejer for meget. Og kære venner i Danmark, med for meget mener jeg altså ikke 20 kilo eller 30 kilo. Her er man stor, når man passerer 15 kilo, og mange får at vide allerede i forbindelse med første besøg hos gynækologen, hvor meget de bør tage på. 10-12 kilo er ikke noget usædvanligt bud for slanke kvinder omkring 1,65-1,68.

Jeg ligger vægtmæssigt på plus 10 allerede nu, så selvom jeg er lidt højere med mine 1,74 kan jeg godt regne ud, hvad klokken er slået.

Oven i købet er jeg rebelsk, og forstår overhovedet ikke, at man i Danmark således udsætter, hvad jeg vil betegne som størstedelen af de gravide og deres babyer for sådanne farer. Oven i købet i et land, hvor der langt fra fødes det nødvendige antal babyer, hvis man i øvrigt ønsker at opretholde befolkningens størrelse. Nej vel?

Det giver ikke ret meget mening. Men det er muligt, at det giver sundhedspersonalet hernede mindre arbejde. Det er da også muligt, at kiloene har en betydning for den type fødsler, der er så almindelige hernede, nemlig under fuld epidural hele vejen igennem. Det må jeg spørge en eller anden om.

Og så er der naturligvis også det element, at en fransk kvinde forventes at have genfundet sin vægt og figur senest fire måneder efter fødslen. Jeg er spændt på reaktionerne, da det næppe bliver tilfældet for mig. Det er heller ikke noget mål, men jeg kan mærke allerede nu, at jeg er godt gal over at få trukket disse værdier ned over hovedet, for hvad enten jeg vil eller ej, så bliver jeg jo vurderet efter de franske normer, og da det også er her jeg skal føde, kan jeg ikke stille så meget op med det.

Det er oven i købet ikke usædvanligt at læse i blade om mænd, der ikke finder deres kærester og koner tiltrækkende under graviditeten, og som knap nok ønsker at røre ved dem, så længe de normalt yderst slanke modeller har større lighed med velvoksne matroner.

Sådan ser min jordemoder i øvrigt selv ud. Måske fik hun ikke smidt kiloene i sin tid selv... nå, det nytter jo ikke noget at blive direkte personlig. Så hvis jeg nu skriver rigtig ondt om det her, kan det være, hun slipper for en galsindet kommentar til næste observation på vægten.

Og så gud nåde trøste den, der mæler så meget som et ord, inden det første år efter fødslen er gået.

Fjerde besøg hos jordemoderen

I dag fik jeg s'gu næsten skældud.

Tre kilo på en måned er for meget, sagde jordemoderen, som jeg ellers har elsket siden min graviditets begyndelse. Lige pludselig rutschede hun gevaldigt langt ned af popularitetsskalaen. Endda meget hurtigt.

Om jeg spiser usædvanlige ting? Næh, kun almindeligt. Chokolade er vel en menneskeret, når man er kvinde, og poserne med chips er kun, når Alain lader dem ligge og flyde lige foran mig i chokoladeskabet ;-) Og så meget har jeg altså heller ikke spist af den slags. Jeg klarer mig for det meste med æbler, tomater og bananer, når jeg bliver overfaldet af sult.

Desuden, forsvarede jeg mig, i Danmark er der altså ingen, der gøer over, at man tager 20 kilo på under en graviditet. Hvilket lige netop tilfældet for mig første gang.

Men madame lod sig ikke sådan gå på. Hun holdt sig oven i købet ikke for god til at sige, at hun fandt mig mere skal-vi-kalde-det-stille, måske ligefrem trist end normalt. Hvad forestillede hun sig mon efter den udmelding? Kun to dage efter et hysterisk sammenbrud lige midt på Coras p-plads med meget stærke og uafviselige fornemmelser af at være godt på vej til at springe ud som den nye kvindelige udgave af Elefantkvinden.

Heldigvis kom der uventet trøst fra to veninder, hvoraf den ene fødte for snart et år siden og den anden for en uge siden. Begge tog 25 kilo på. Helt uden skæld-ud.

Men som hende med erfaring i at bo i Frankrig sagde, så er de mere strikse med den slags her. En anden bekendt kunne ikke holde til det og endte med at føde hjemme i Danmark, hvor man har stort set har lov til at veje det, som man nu vejer.

Her forventes det, at man genfinder sin figur helst ret hurtigt efter fødslen, på trods af at nærmest ingen ammer deres børn. Og i forvejen ligger den kvindelige idealvægt en fem kilo under, hvad jeg har kendt til fra Danmark. Jeg går ud fra, at de også er bygget anderledes. Eller også er de bare tynde.

Hvorom alting er, at en fødsel i Danmark ikke nogen reel mulighed for mig. Det koster jo en hel del, når man er en fraflytter som mig, desuden er det måske også en kende hysterisk, trods alt er dette jo ikke junglehospitaler i det mørke Afrika. Jeg er såmænd ikke fri for at mene, at de passer bedre på gravide kvinder hernede end man gør i Danmark. Man kan så diskutere nødvendigheden af de øgede kontroller.

Men tilbage til madame. Var det ikke lige fordi hun trods alt også nåede at fyre et vaskeægte guldkorn af, tror jeg faktisk, at jeg ville være blevet rigtig træt af hende i dag. Nu huskede hun så i stedet, at jeg har haft mine besværligheder med vinbeskæringskurset, og gjorde mig nådigt opmærksom på, at der ikke er noget farligt ved de stillinger, selvom man er gravid. Tværtimod træner de bækkenbundsmusklerne på bedste vis.

Med andre ord beskæring og opbinding i vinen er ligeså godt som knibeøvelser, og så får man oven i købet penge for det.

Seks måneders mave

11 kilo der bare ikke vil have motion

Maven har vokset sig stor.

Hvor mange kilo, der egentlig sidder, ved jeg ikke. Jeg håber lidt på, at det er morgenvægten, der tæller, fremfor aftenvægten. Der er tre kilos forskel. Her til aften viste vægten 73 kilo, det er sæmænd 10-11 kilo over normalen. Jeg begynder at forudse ganske enorme dimensioner om tre måneder. Jeg synes allerede, jeg er stor.

Men måske var det også sådan sidste gang. Jeg kan faktisk ikke huske, hvor stor jeg var med udgangen af andet trimester. Jeg bilder mig ind, at det ikke var lige så meget, men sikker er jeg ikke. Og det er da heller ikke fordi, at jeg skal gå og tælle kilo nu.

Der er bare det, at jeg begynder at føle mig en anelse handicappet. Jeg kan ikke holde til de store udskejelser rent fysisk. Vinbeskæringen var et kapitel for sig, men efter en nylig tur til Paris kunne jeg også konstatere, at jeg faktisk ikke kan gå ret meget, før det hævner sig. Turen gennem metroen - konstant op og ned af trapper - er anstrengende.

Jeg mærker stadig ikke, at kræfterne svinder ind til nul, mens jeg er i gang. Først når jeg sætter mig ned, kommer det. Da jeg således tog plads i toget tilbage til Reims efter lidt spadseren rundt i Paris samt nogle metroture, kunne jeg mærke, hvordan kroppen sagde stop, maven ville strækkes ud og trætheden meldte sig helt ud i lillefingrene.

Da toget holdt i Reims knapt to timer senere, kunne jeg knapt nok gå af bare træthed.

Og det er så, hvad det er. I dag har jeg så bare tilbragt en god del på langs, og det hjælper. Men jeg har lidt svært ved at forestille mig, hvordan jeg skal klare mig igennem tre måneder endnu. Jeg må jo forvente, at det bare vil blive værre.

Jeg må virkelig sørge for at få mit selskabelige behov dækket hurtigt.

Tredje besøg hos jordemoderen

Det begynder at være lidt rutineagtigt, og der er egentlig ikke så meget at snakke om.

Jeg har det jo fint, jeg har fået ringet til jordemodercentret og venter nu på at få en aftale om fødselsforberedelse, der er ingen bøvl med min blodprøve, babyen sparker lystigt, og jeg tænker egentlig ikke så meget på selve fødslen lige nu.

Der er røget lidt flere kilo på. Lidt af det sidder uden tvivl på benene, jeg synes ikke, jeg plejer at have sådan nogen elefantben, men ellers er det ret centreret på maven og lidt på brysterne.

Jordemoderen tjekker, at alt er som det skal være, og tyve minutter senere står vi på gaden igen.