Ammehistorier

Min femte, sofrologiske seance handler om at amme. Catherine er her for sidste gang i dag, hun har termin om fjorden dage. Laurisse har endnu én til gode, så hende møder jeg også næste gang. I dag deltager foruden jordemoderen Christiane også en jordemoderelev, Alison, der er næsten færdig med det fem år lange studium, og nu har fjorten dages praktik. Hun får overladt opgaven med at fortælle om det at amme.

Alison er sød nok, men genert. Hun griner fjollet, taler for hurtigt og rabler teori, hun har lært udenad, af sig. Hun har tydeligvis hverken et praktisk eller en personlig erfaring at binde noget af det, hun siger, op på. Det er der selvfølgelig ikke så meget at sige til, hun er stadig studerende.

Begyndere for Vorherre
Hendes generte distance til sin opgave generer imidlertid mig. Jeg er i dag kommet for at lære at undgå de problemer, der kan opstå i forbindelse med amning. Brystbetændelse for eksempel. Problemer, som jeg ved, kan gøre det mere eller mindre svært at lykkes med ammeprojektet her i Frankrig. Ikke for at fnise, prøve at lægge en kludedukke ved brystet eller se på en ballon, der har form som en brystvorte.

Nå, men vi har alle været begyndere for Vorherre, så mens jeg skriver dette, sender jeg også lige en tanke til de gange, hvor jeg har været kejtet nybegynder, der har fået en eller andens tilgivelse herfor. Endda helt uden at vide det.

Jeg gad nok vide, om hvordan vejen fremad er for jordemoderelever. Er Alison for eksempel parat til at tage ansvar for noget, når hun snart får sin afsluttende eksamen? Eller bliver hun føl hos en erfaren dame som madame Fernandez, før hun kommer ud på helt egen hånd? Jeg mener, jeg vil da nødig skulle føde mit barn, kun hjulpet af en nogle-og-tyve-årig, der fniser som en teenager.

Alene på skansen
Christiane letter det for hende - eller gør hun? - ved at forlade lokalet flere gange, for - går jeg ud fra - at give Alison mulighed for at påtage sig rollen som den professionnelle jordemoder, hun snart bliver, snarere end som den pjattede elev. Det hjælper hende også, trods alt kender hun jo teorien bedre end os.

Jeg bliver spurgt om mine erfaringer med at amme. Jeg husker det ikke som nogen spøg. Min mælk kom for eksempel aldrig rigtig af mange forskellige grunde. Jeg husker også, at jeg i tre uger lå og bed i et viskestykke hver gang Clement skulle have bryst, fordi det gjorde så ondt.

Herfra lyder beskeden, at smerter skyldes små rifter på brystvorten, og det undgår man nemt ved at smøre vorten med lanolin. Jeg har allerede fået en tube med dette vidunderprodukt foræret og anbefalet på det varmeste. Jeg ved ikke, om det er kendt i Danmark, men det skal bestemt få en chance denne gang. Hvad gør man ikke for at minimere sine trængsler?

Ringe viden om amning
Lige omkring amning giver jeg mig dog ikke rigtig. Jeg tror faktisk ikke engang rigtigt på dem, for min erfaring fra, hvad jeg har set her i Frankrig gennem nu næsten tre år, er, at der er utrolig ringe viden om amning blandt kvinder i al almindelighed men også på flere af de hospitaler og klinikker, jeg har hørt andre tale om.

Jeg har hørt så mange kvinder fortælle om, hvordan de ikke længere har mælk efter den første måned, samtidig med, at jeg har kunnet se dem styrte omkring og tilsyneladende slet ikke forbinde det at amme med noget, der varer mange timer hver dag. Og hvor skulle de også vide det fra, amning har ikke været brugt i to generationer. Det kan dog godt chokere, når jeg hører hospitalers bedste bud på at stoppe brystbetændelse er at stoppe amningen.

Jeg får lov at tage stikket hjem. Tak, Christiane.

Husk at tømme brystet hver gang for at undgå problemer med betændelse.

Negativ erindringer
Ellers nedtones besværlighederne. Det er såmænd ikke fordi de ikke bliver nævnt - ting kan gå anderledes, end vi ønsker det, siger Christiane gang på gang - men vi hænger os ikke i det. Dermed bliver alt så enkelt i denne kvindeverden, og afgrunden til mine egne erindringer så meget desto dybere.

I dag går det for alvor op for mig, hvor sprængfyldt jeg er med negative erindringer fra Clements første tid. Jeg skal faktisk tænke mig virkelig godt om for at huske noget, der var rart fra den tid. Og jeg er ikke engang ganske sikker på, om jeg virkelig følte det som noget rart, eller det blot er en efterrationalisering.

Til gengæld kan jeg stadig skrive lange lister over det, der var svært:

Mælken, der aldrig kom

Det afsindige stress på Rigshospitalet

Det lille barn, der skreg og skreg, og aldrig lod mig i fred

Brysterne, der gjorde ondt

Den ligegyldighed, jeg følte for barnet, i stedet for kærlighed

Til gengæld har jeg i dag lært at forstå, at det ikke kun er mig, der har prøvet at føde et barn, der var en hårsbredde fra at dø.

Jeg har selv mærket, at kærlighed til et barn godt kan vokse frem - med tiden - selv om der ikke er andet end afstand og basal pleje til det den første tid. Som om jeg var barnets plejer snarere end dets mor. Min daværende psykolog sagde til mig, at hun kunne se, jeg reagerede normalt på for eksempel mit barns gråd, også selvom jeg ikke følte noget selv.

Jeg har set, at der faktisk var nogen, der hjalp mig, så godt de formåede det hver eneste dag i de seks uger, jeg var alene i København, med dette dødsangste, skrigende, lille barn, hvis behov jeg ikke kunne forstå.

Jeg har også perspektivet på plads: Hvor kort en tid det i virkeligheden var, og hvordan barnet selv lige siden kun har bragt mig varig glæde, aldrig varig vrede eller sorg.

Jeg kunne se med hvilken kærlighed og tålmodighed barnets far overtog det meste af plejen i den første måned og når han var hos os i weekenderne.

Således er der også positiv erindring omend det nok snarere er efterrationalisering.

Den svære moderkærlighed
Måske denne første tid har givet mig et problematisk forhold til begrebet moderkærlighed. Jeg har aldrig følt mig som den store moder jord, ikke som gravid og ikke bagefter, jeg har heller aldrig haft nogen drøm om at blive mor, men nok om at få et barn. Disse to uadskillelige begreber er det således ikke nødvendigvis i min forestillingsverden.

Under dagens afspændingsøvelse skal vi se os selv som mødre. Det sætter mig på en prøve. Jeg ved ikke, hvordan det er at være mor eller at føle moderkærlighed, efter at jeg har født mit barn. Jeg har set min mor opleve den, da hun fødte min lillesøster. Jeg glædede mig selv til at opleve det, men det skulle altså ikke være en del af min første fødsel.

I stedet er den kærlighed, jeg føler for mit barn, en kærlighed, der er vokset frem med tiden, og med alt det, jeg har set mit barn mestre, hvoraf jeg har lært noget fra mig. Sådan har jeg også hørt andre mødre beskrive moderkærligheden, men om det primært er dem, der fik en svær debut, eller det bare er en bestemt type kvinder, der oplever det sådan, ved jeg ikke.

Til gengæld kan det være svært at finde sin plads blandt mødre, for det er ikke den almindeligt accepterede model for, hvordan og hvornår man begynder at elske sit barn.

Forestillingsøvelse
Vi skal også forestille os forskellige tidspunkter af vores ufødte barns liv. Vi skal trække vejret, som om vi har veer. Vi skal forestille os babyen, når den er et halvt år gammel. Når den er et år gammel. Når den lige er født. Vi skal forestille arbejdet og glæden ved at være mor. Jeg ser Clement for mig i hans forskellige perioder.

En meget spæd baby, som er på besøg hos den anden jordemoder i klinikken, og skriger hjerteskærende, den bringer uværgerligt mine tanker hen på Clements første måneder. Kors, hvor han dog skreg. Jeg var klar til at smide ham ud af vinduet klokken fem hver eftermiddag i flere uger og blev reddet på målstregen hver dag af Pernille, når hun kom hjem fra arbejde og på forunderlig vis forplantede den ro, hun besad, og som jeg slet ikke havde, til det lille, bange barn, så han kunne føle sig lidt tryggere i verden.

Trods alle de negative erindringer mener jeg dog ikke, at der er ubearbejdet vraggods tilbage fra den tid. Der kan stadig komme chok, jeg kan stadig reagere følelsesmæssigt på det... men jeg har ikke længere nogen følelse af anderledeshed, af at have fået et anderledes barn på en forkert måde. Jeg har blot erkendelsen af, at nogle fødsler ikke går, som man tror eller ønsker.

Hjælp fra det ukendte
En enkelt smuk oplevelse har jeg dog i erindring fra disse hårde hårde uger... en nat, hvor jeg stod op for at lave en sutteflaske til Clement, fik jeg hjælp fra det ukendte. Jeg kan ikke forklare det anderledes...

Hver nat mellem klokken tre og fire skulle han have sin flaske. Jeg stod op for at koge vand, og mens jeg satte det til at køle af, gik jeg ind for at berolige ham. Hver nat skreg han i ventetiden mellem sin opvågning og flasken.

Men ikke denne ene nat. Der sad allerede noget på min seng og tog sig af det lille barn... noget, skriver jeg, jeg bemærkede mest de lange ben, og regnede med, at Pernille var stået op for at sidde lidt hos den lille. Jeg gik atter ud i køkkenet for at lave flasken, og da jeg kom tilbage, var værelset tomt med undtagelse af Clement.

Da jeg spurgte Pernille næste dag, viste det sig, at hun havde sovet trygt hele natten. Jeg tror nok, at væsnet havde hendes skikkelse... Alain mener selvfølgelig, at det blot var en drøm, overkørt af træthed som jeg var disse nætter. Selv mener jeg ikke, at det var en drøm. Det skete i øvrigt kun denne ene gang.

Selv om jeg fandt oplevelsen smuk, var den også skræmmende. Fremover havde jeg altid det kogte vand i en termoflaske og mælkepulveret i dåse stående ved siden af min seng, så jeg ikke behøver forlade rummet med risiko for at genfinde barneplejersken fra det ydre rum på min sengekant.

Højgravid

En veninde siger det til sine børn: Solveig er det, man kalder højgravid nu. Det betyder vel sådan noget som, at nu er maven virkelig meget stor, og at barnet er lige om hjørnet trods seks uger til termin.

Jeg føler mig også højgravid. Nu mere end på noget tidligere tidspunkt under denne min anden graviditet føler jeg mig virkelig som en kvinde med et barn i maven, der snart skal ud.

Om det er den øgede vægt, jeg som et bovspyd fører forrest på maven, eller barnets mange daglige bevægelser, skvulpen rundt og spark til højre og venstre, skal jeg ikke kunne sige.

Men jeg føler meget klart, at vi nu er godt i gang med at gennemføre tredje og sidste akt, badedyret og jeg, og at der nu ikke er så længe til, alting forandres endnu engang.

Omstillingsparat, forandringsvillig
De sidste tre-fire år har forandringer revet og flået mig selv, mine vaner og mit liv i stumper og stykker. Resultatet af at få et barn, holde op med at arbejde og flytte til et fremmed land og en anden kultur. Stumperne er derpå blevet føjet sammen påny sådan lidt på må og få. Nogle gange som følge af bevidste valg, andre gang som det har vist sig muligt og måske sidst og aller mest ved rene tilfældigheder.

At lære at mestre forandring er vel i virkeligheden mest af alt det, mit liv er blevet til... det er ikke helt dumt at kunne... jeg føler mig ikke just på højden af den store bølge, men det hænder da, at jeg får fodfæste på den nu, omend normalt kun for korte perioder.

Det skal blive spændende at se, om det er en erfaring, jeg vil kunne mærke, når familiemedlem nummer fire gør klar til for alvor at svømme ind i vores verden.

Jordemoder tilgivet

Alt skal blive Mme Fernandez tilgivet i dag.

Jeg er ellers mødt kampberedt op til, hvad jeg tror vil blive det sidste besøg hos denne myndige tidligere chefjordemor, der er lidt af en blond maskine, indpakket i absolut lyserød kittel.

Sidste gang tog det mig en uge, før jeg kunne slå hendes bemærkning om, at tre kilo er for meget at tage på i løbet af en måned, ud af hovedet.

Kampberedte kilo
Denne gang er jeg forberedt, da jeg stiger op på vægten. Omend resultatet overrasker mig: 3,5 kilo, siger madame, idet hun bladrer i sine papirer. En anelse spørgende mod mig, og med et blink til Alain, som jeg dog ikke kan se. Denne gang kan jeg med overbevisning sige, at jeg har både spist og bevæget mig normalt, og det mener jeg med bedste overbevisning også er tilfældet.

Jeg mener i øvrigt heller ikke, at hun har ret... godt nok giver det ingen mening at modsige, hvad hun har stående i sine papirer. Men jeg ved jo, at min vægt svinger tre kilo i løbet af en dag, så det betyder noget, om vejningen foregår om morgenen eller om eftermiddagen som nu. Madame er temmelig indifferent med hensyn til mine forklaringer, bortforklaringer...

Selv mener jeg jo ikke, at jeg har taget mere end to kilo på. Men jeg gider ikke diskutere det. Det er, som det er... og denne gang mener jeg hverken, at jeg spiser mere end normalt eller, at jeg har forgrebet mig på kiks og/eller chokolade i nogen nævneværdig grad. Derudover er der intet fedende i vores kost.

Hun giver mig og mine to eller tre næsten fire nye kilo lov at være i fred.

Hormonelt humør
I stedet går madame over til andre emner: Lavmælt til Alain, mens jeg tager plads på briksen bag forhænget, forhører hun sig om, hvordan det står til med min moral - altså humøret - det var ikke for godt sidste gang, konstaterer hun, hvilket han bekræfter.

Jeg føler mig dog hildet til at give mit besyv med. Det er trods alt mig, de taler om. Det morer hende også, at jeg ikke kan holde kæft.

Hun har ret, og jeg synes, det er dejligt, at hun tjekker op på tingene... det har hun i øvrigt gjort hver eneste gang... Notaterne er ikke blot til pynt.

Sidste gang hjalp hendes kilobetragtninger mig ikke ligefrem op i lyset, men de var trods alt ikke årsag til min depression. Graviditeten næppe heller, selvom de hormonelle karruselture, der kan følge med, næppe har gjort det bedre.

Jeg savner ind i mellem mit arbejde ganske skrækkeligt, forklarer jeg, og så snakker vi ikke mere om det. Hun må jo have det lidt på samme måde: Pensionsmoden, som hun er, sidder hun stadig i jordemoderkonsultationen i stedet for at rode i sin have...

Arbejde og hvile
Som også ved de tidligere besøg scanner hun min mave. Hun mærker sig frem til den side, stumpen p.t. har taget ophold i, og finder hurtigt dens hjertelyd, dobbelt så hurtig som min. Der er altid knas på. Som om lyden vitterlig rejser over lange distancer. Hvad den på sin vis også gør.

Jeg fortæller om vores rejse, om mine smerter, om at jeg nok opfatter vores rejse som en anelse for hård for mig... men nu er det jo overstået, og jeg planlægger ikke ture længere væk end Reims, før barnet er født. Jeg har stor respekt for neonatalafdelinger, og er flink til at hvile mig, hvis jeg mener, at jeg har taget for hårdt fat.

Madame tjekker med Alain, om jeg hviler mig nok, om jeg arbejder for hårdt... han siger, at det er svært at få mig til at tage den mere med ro. Jeg ved ikke, om jeg genkender det billede. Men det er ganske bestemt rigtigt, at jeg ikke gider se tilbage på en anden graviditet, hvor der ikke er sket noget som helst andet end, at jeg har hvilet mig.

I stedet har jeg taget kursus og diplom, været med i vinen så meget som muligt og skrevet så meget jeg kunne... og er alligevel aldrig tilfreds med min egen indsats. Dette er i hvert fald sandt.

Ny jordemoder
Madame Fernandez har indkaldt endnu en jordemoder i dag. Det er en af de tjenstgørende fra fødegangen, hun er også oppe i årene, venlig. Jeg overvejer, om det er taktik eller tilfældighed. Uanset hvad virker det vældig beroligende for mig at møde flere hospitalsmennesker.

Rolige, afslappede... jeg forstår, hvad de siger. Jeg kan sige, hvad jeg vil, og de svarer mig tilbage, så jeg kan forstå det. Også hende her... hver gang jeg møder én til, der med et smil og som det naturligste i verden forklarer mig, at jeg på fødestuen må skrige, som jeg vil, så længe jeg holder min kæft i korridoren, er det som om skuldrene sænker sig endnu en anelse, og min frygt svinder lidt mere.

Hende her mener, at det sproglige ikke udgør noget problem... og at de ellers kan hente en, der taler engelsk. Jeg tror hende, på trods af mine snart tre års erfaring for, at der altså bor meget få mennesker i departementet Marne, der taler andet end fransk. Ikke med mig i hvert fald. Men jeg tror hende i det øjeblik, og min egen jordemoder forsikrer mig højst moderligt, at jeg jo så glimrende forstår alt, hvad vi taler om ved disse konsultationer... og det er rigtigt nok. Det er sjældent, Alain spiller nogen rolle udover som min garanti for, at jeg får det hele med.

Jeg er ikke fri for at mene, at madame Fernandez for længst har læst mig som en åben bog, og nu roligt vender bladene i det tempo og efter de temaer, hun finder passende.

Hun tildeler mig endnu et møde, i begyndelsen af juli, da jeg siger, at jeg finder, at en måned er en smule for længe mellem sidste jordemodermøde (12. juni) og min termin (13. juli). Alt er hende således tilgivet, og jeg har det godt med formentlig at skulle se hende endnu engang inden fødslen.

Epiduralens dybere mening

Der er ingen egentlig grund til at få en epiduralblokade, hvis man har gennemgået næsten hele fødslen uden. Det siger anæstesilægen, da vi møder hende tirsdag.

Jeg kan godt se hendes pointe.

Det er ikke, fordi den som sådan gennemhuller min foreløbige plan. Den går ud på ikke som udgangspunkt at få epiduralen, men stadig have den i baghånden som en mulighed, hvis jeg ikke synes, at jeg er stærk nok til at klare resten af fødslen uden.

Men hvorfor gennemgå stort set hele arbejdet på egen hånd for så ikke at klare den sidste korte tid selv? Og oven i købet være fuldstændigt udmattet af de første timers arbejde? Og dermed måske få mindre ud af selve fødslen?

Det giver måske ikke ret meget mening at kombinere mulighederne, således som min intention hele tiden har været. Selvom det naturligvis er en mulighed, medgiver lægen. Jeg kan sagtens følge lægens argumentation. Hun giver mig virkelig noget at tænke over, bringer et forhold, jeg ikke har overvejet tidligere, på bane.

Sundhedsmæssig fortid
Ellers går vores forholdsvis korte samtale mest ud på at afklare min sundhedsmæssige, medicinske og hospitalsmæssige fortid og nutid. Den er temmelig ikke-eksisterende.

Jeg har aldrig været indlagt udover i forbindelse med Clements fødsel. Jeg har aldrig været i fuld narkose eller for den sags skyld været så meget som lokalbedøvet på et hospital. Jeg har ingen sygdomme, får ingen medicin med regelmæssige mellemrum og har ikke hidtil reageret på bedøvelse hos tandlægen. Det er det bedste, jeg har at stille op med. Trods alt fik jeg fjernet en ultraled visdomstand for to år siden.

Nåleskræk
Hun spørger mig, om jeg er bange for epiduralen. Det mener jeg nu ikke. Jeg har vanskeligt ved at forestille mig, at det kan gøre mere ondt at få den lagt end de veer, den skal afhjælpe. Desuden fik jeg akupunktur i forbindelse med Clements fødsel. Jeg har dog aldrig haft nogen fornemmelse af, om det hjalp. Det er jo svært at vide, når man ikke har prøvet uden.

Epiduralblokaden består i virkeligheden af en vædske, der bliver sprøjtet ind gennem et hårstråtyndt rør, der med en nål lægges ind mellem to af rygsøjlens hvirvler. Og der bliver den siddende, til moderkagen er født, og altså langt længere tid, end man bruger det i Danmark, hvor den fødende må klare pressefasen og moderkagen selv.

Anæstesilægen forklarer videre, at det tager 15 minutter at lægge blokaden samt 15 minutter, før effekten er fuld. Der går altså en halv time, fra beslutningen er truffet, til man er smertefri. Det betyder, at en hurtig fødsel kan komme til at foregå helt uden smertelindring, sådan som tilfældet var for en af de franske kusiner for nogle måneder siden.

Mental fødselstræning
Fødselsforberedelsen går blandt andet ud på at forberede os mentalt på, at det ikke nødvendigvis bliver som vi forestiller os det. Nej, det skal guderne vide.

Jeg har i hvert fald fået så meget ud af dagens konsultation, at jeg bliver mindre og mindre skråsikker på, hvordan jeg gerne vil have det. Jeg prøver fortsat at forberede mig på de muligheder, der er, og så må selve dagen og min tilstand til den tid afgøre resten.

At befinde sig fint med al denne svæven er måske den væsentligste erkendelse overhovedet af alle disse mange konsultationer.

Smækker højgravid

Den afrikanske kvinde fra Burkina Faso er to uger længere henne end mig, og hun er mere end almindeligt smækker.

Jeg formoder, at det er den umiddelbare gevinst ved benhård kilokontrol à la francaise.

Vi mødes en gang om ugen til fødselsforberedelse, og hver gang kan jeg konstatere, at alle Laurisses ekstra kilo synes smukt koncentreret på hendes kuglerunde mave. Både ben og de små fødder er så velformede som uden tvivl altid. Med andre ord: Ingen elefantben, ingen lår i skoene, ikke så meget som det mindste tegn på hævede fødder. Hendes miniskørt og pailletbesatte tongs efterlader ikke skygge af tvivl om sagernes udmærkede tilstand.

Behøver jeg overhovedet at nævne det? Laurisse er en knaldhamrende, flot hoejgravid.

Jeg behøver ikke at se ned af mig selv for at konstatere, at det ikke helt i samme grad er tilfældet her. Jeg befinder mig bedst med benene gemt i bukser eller gamacher, da jeg befinder mig milevidt fra de smækre stænger, jeg ellers har været i besiddelse af i det meste af mit liv.

I undertegnedes tilfælde standser vægten i øjeblikket ved 74 kilo, i hvert fald om morgenen, det er 12 kilo over normalen. Jeg er således ved at være godt oppe i det røde felt, da der formentlig også ryger et og andet på i løbet af de næste seks-syv uger.

Måske har jordemoderen alligevel en pointe? Hvem vil ikke gerne være smækker, gravid eller ej? For mit vedkommende er løbet s'gu nok kørt for denne omgang.

Men jeg er også 10 år ældre end Laurisse...

Redebyggeren

Den højgravide kvindes instinkt for redebygning fornægter sig ikke.

Endnu inden vores ferie i Danmark og England er slut, har jeg enorm lyst til at komme hjem. Babytøjet skal vaskes nu, synes jeg, og stables op på de nye hylder, Alain har banket op ved puslepladsen på vores badeværelse.

Jeg vil have styr på, hvad vi har af udstyr. Have sat puslebordet fra København op i soveværelset, købt sutteflasker af glas, styr på brystpumpe og andet udstyr og meget mere.

Og så er der køkkenskabene, boghylderne, Clements værelse og måske mest af alt mit eget skrivebord, der har haft top på de seneste mange måneder. Her skal smides ud, rydes op, tørres grundigt af med Ajax, så alt kan være flunkende klart, når babyen kommer.

Godt nok er der stadig seks uger til. Babyen er højst sandsynlig også lige glad. Kunne den få et ord indført mellem alle hormonerne, ville den måske ligefrem foretrække, at dens mor i stedet smed sig lidt på langs og fik hvilet ud oven på to ugers ferie i Danmark og England, hvilket har efterladt mig i en tilstand, der mest af alt føles som én stor plukve.

En stor plukve

Jeg føler mig som én stor plukve, da vi sent søndag aften atter planter fødderne på egen matrikel i Verzy.

Fem timers rejse fredag, middag i byen fredag aften, bryllup hele lørdag og 10 timers biltur ned gennem England, over Kanalen med færgen ved Dover og tilbage til Champagne har gjort det af med de sidste af mine kræfter.

Jeg har bare ondt. Maven er udspilet og stram som en fodbold, og jeg er så træt, at jeg kan tude. I stedet går jeg i seng.

Næppe nogen luksus, klokken er 23, og det er 12 timer siden, at vi som det kontinentale element forlod bryllupsselskabet på Branston Hall.

Siden har der været få pauser og ingen mulighed for at ligge ned. Den manglende hvilke må jeg indhente i løbet af den kommende uge.

Lettet hjemkomst

Fjorten dages dejlig ferie er slut, og jeg føler mig virkelig lettet.

Allerede da vi kører fra kanal-færgen i Calais, kan jeg næsten fysisk mærke, hvordan det gør godt at være tilbage i Frankrig.

At være i Danmark har for så vidt været ok. Dér kender jeg jo systemet, der kommer jeg fra, der hører jeg til. Vores to døgn i England har været dejlige, vi har mødt mange søde mennesker, men jeg nærer absolut intet ønske om at komme i den mindste form for berøring med NHS (National Health System), det britiske sundhedsvæsen.

Ikke fordi der har været den mindste udsigt til, at jeg skulle komme det. Jeg tror såmænd blot, det er den gravide kvindes - for ikke at sige det gravide dyrs - umiddelbare instinkt, at det den sidste tid er bedst at opholde sig i nærheden af reden.

Jeg nyder derfor at gense fransk jord, da vi forlader færgen i Calais.

En lettelse, jeg har tænkt mig at indvie min jordemoder i, når vi om få dage har næste besøg programsat. Så får hun den indrømmelse som betaling for tålmodigt at have lyttet til mine "I Danmark gør vi sådan-sætninger"... Jeg synes ikke, at jeg har udbasuneret et ligefrem skrækkeligt stort antal... men er alligevel opmærksom på, at hendes åbenhed har gjort mig godt i de forløbne måneder. Derfor vil jeg gerne betale tilbage, nu hvor jeg rent faktisk har lidt valuta at gøre godt med.

Og lettelsen er god nok.

Champagne må der til

Selvom løbet vist er kørt nu, har Alains oplysning om, at alkohol er den næsthyppigste årsag til medfødte hjerneskader, gjort et vist indtryk.

Jeg har næsten dårlig samvittighed over at have drukket champagne på Clements tre års fødselsdag. Og jeg kan næsten ikke holde ud at tænke på efteråret - graviditetens tidlige stadier. Jeg har ganske vist hverken soldet eller sviret, men champagne har jeg drukket.

• I Paris, da jeg præsenterede vores mærke for en gruppe danskere. Godt nok vidste jeg endnu ikke, at jeg var gravid, jeg var det måske knapt nok endnu...
  
  
• Siden fulgte champagnekurset på engelsk med besøg og smagsprøver hos huset Bollinger i Aÿ...
  
  
• Derpå beskæringskurset med adskillige smagsprøver på små uafhængige mærker, husene Lanson og Laurent-Perrier og - ikke at forglemme - Isabelles og Finns bryllup i begyndelsen af december i Rilly-la-Montagne.

Fremover vil det i Frankrig være lovpligtigt at trykke advarsler til gravide om ikke at drikke alkohol på enhver form for flaske med procenter, og altså også champagne.

Vores diætist-kusine Nathalie har allerede sagt det til mig... hende har jeg for længst behændigt valgt at overhøre... jeg bryder mig langt mindre om at høre min lægevenindes svar til sin undrende mand: Graviditeten er så fremskreden nu, at et lille glas ikke har stor betydning.

Et muntert liv som gravid
Nu er det ikke fordi, at jeg har været på druk på noget tidspunkt - sådan er mit liv ganske enkelt ikke længere - jeg har ikke på noget tidspunkt drukket mere end højst to glas på en dag og aldrig to dage i træk - mon det så er godt nok? Eller er Nathalies hellige "ingen alkohol overhovedet" den eneste fornuftige holdning?

Når jeg tænker på, hvor muntert jeg levede i ugerne før, at jeg fandt ud af, at jeg var uplanlagt gravid med Clement, ved jeg ikke, hvad jeg skal tænke. Det var en dejlig og varm august måned i et København på kogepunktet, og jeg måtte bære mere end en absolut fuldvoksen bjørn hjem på anden sal i Guldbergsgade. Jeg har sjældent moret mig så godt som i den periode.

I sammenligning minder mit liv i Verzy nærmest om Mother Theresas. Alligevel har jeg nok i mit stille sind besluttet mig for indtil videre at spare på champagnen. Øllerne og en dejlig lille pastis henunder aften i selskab med en smøg eller to er for længst droppet på ubestemt tid.

Men jeg vil ikke forsværge, at jeg kunne få hang til dette behagelige makkerpar igen på et senere tidspunkt.

Hæmorroiderne slår til igen

Under vores forårsferie i Danmark vender et af en graviditets mange mulige lidelser tilbage.

Hæmorroider er små udposninger, der kan sidde ved eller oppe i anus, og det gør de store afleveringer ganske smertefulde.

Jeg tilbringer lang tid på toilettet, mens jeg sidder og sukker og stønner, og tjekker eventuelle friske blodpletter på toiletpapiret. Alain tror, jeg laver sjov, men det er bestemt ikke tilfældet.

Den mest sandsynlige årsag til bæsternes tilbagekomst er mit daglige jerntilskud, som jeg omgående dropper. Jeg kender turen fra min første graviditet, og satser på, at jeg har fået jern nok, som det var tilfældet første gang. Der går flere uger, før normalitet vender tilbage til underregionerne.

Da jeg - vel hjemvendt til Frankrig - fortæller jordemoderen, at jeg har droppet jernen, men planlægger at genoptage dråberne om nogle uger, siger hun, at hun foretrækker, at jeg holder mig helt fra dem.

Efter hendes mening er det vigtigste nu at have normal afføring for at undgå spændinger som følge af smerte.

Lyder fornuftigt... jeg kan næsten ikke takke Vorherre nok for, at jeg går til kontrol hos en dame med så stor erfaring... om hun har ret eller ej - okay, det går jeg ud fra, at hun har - så forplanter hendes fornuft, overblik og ro sig til mig som ringe i vandet, og jeg har i den grad brug for at kunne føle mig tryg, sikker og hjemme i systemet her.

1000 kilometer i bil

Mine medgravide på fødselsforberedelseskurset korser sig næsten hørligt. De er begge svært tilfredse med, at det ikke er dem, der skal køre de 1000 kilometer til Danmark med bare to måneder til termin.

Selv har jeg ingen dårlige erindringer fra første graviditet, der bød på en lignende køretur på samme tidspunkt i graviditeten. Oven i købet i samme bil. Eneste forskel er, at denne tur foregår om natten. Og gu' gør det da en forskel.

Jeg tror aldrig, at jeg nogensinde vil finde det behageligt at køre natten igennem fra Frankrig til Danmark eller fra Nordfrankrig til Sydfrankrig. Det har blot den meget store fordel, at Clement på næsten tre år sover i stedet for at brokke sig over den lange køretur. Desuden spilder vi ikke tiden. Vi vil jo gerne udnytte vores lejede sommerhus mest muligt. Og så undgår vi normalt køer op gennem Tyskland og myldretidstrafik ved Hamburg.

Overtager rattet
I dag er Alain imidlertid dødhamrende træt, vi er ikke langt på den anden side af Reims, før han begynder at falde i staver, og jeg, der ellers ikke har forestillet mig at skulle køre overhovedet, overtager rattet, til vi er et godt stykke inde i Belgien.

Det går fint. Jeg er stadig frisk nok, og på motorvejen behøver jeg ikke foretage alt for mange kik til siden med de for mig ubehagelige drej.

Efter halvanden times pause overtager Alain igen rattet. Tre gange i løbet af natten holder han ind for at hvile. I alt fem timers søvn på diverse tyske rastepladser. Det er ikke den fede form for afslapning - et bilsæde, der ikke engang kan lægges ned, fordi Clement undtagelsesvis sidder bagved førersædet - men nok til at vi kan komme helskindet og sikkert frem.

Luksussædet
Jeg har fået luksussædet. Der er plads nok på sædet bag mig til, at jeg kan lægge mit eget sæde så meget ned, som jeg ønsker. Det giver mig mulighed for at ændre sædets position ofte nok til, at min krop er nogenlunde afslappet og smertefri. Min ryg melder sig ellers lynhurtigt på banen med uønskede signaler, hvis den bliver udsat for samme position alt for længe.

Da vi kommer frem til Danmark, er jeg udhvilet nok til, at jeg kan overtage rattet hele vejen til København. Jeg har ikke ondt nogen stede, ikke engang de plukveer, jeg nu ellers har lært at identificere, må jeg trækkes med.

Vi kan derfor gennemføre rejsens første programpunkt som planlagt. Aflevering af fødselsdagsgave til Bjørg, der lige er fyldt tre år.

Tre gange neonatalvægt

Den sidste scanning finder sted godt to måneder før termin, og det er lige før, at lægen er helt munter.

Måske et plaster på såret for den time ekstra, vi har tilbragt i hendes venteværelse. Vi kom fem minutter for sent.

Proceduren er den samme som under den 2. scanning. Hun måler babyens hovedstørrelse, dens sædehøjde, arme og bens længde og diverse andre parametre med den for hende karakteristiske grundighed. Babyen vejer nu 1,7 kilo, oplyser hun.

Allerede tre gange så meget som de allermindste af de små skravl, som en neonatalafdeling kan holde liv i. Af en eller anden grund kan jeg ikke lade være med at måle det barn, jeg bærer, op imod denne en af livets alleryderligste positioner. Dér har jeg trods alt ikke selv været, men jeg har set nok af det til at vide, at jeg aldrig ønsker at komme tilbage.

1,7 kilo er et stykke vej fra min kommende gudsøns fødselsvægt på 2,5 kilo og godt det halve af Clements, der var 3,5.

En runde om navne
Vores time på bænken har givet god tid til en snak... blandt andet en runde mere om navne. Vi kan endnu engang konstatere, at vi end ikke er i nærheden af hinanden med noget som helst. Jo, et enkelt navn synes vi begge om. Romain duer desværre bare ikke rigtig på dansk. Hvad pigenavne angår, er der intet fælles ståsted...

Måske er det dét, der ligger i baghovedet, da jeg ikke kan lade være med at fritte lægedamen: Ser hun barnets køn, som hun sidder der og scanner?

Mais oui, bien sur. Selvfølgelig gør hun det. Og jeg tror oven i købet, hun sidder og morer sig en anelse. Ingen af os kan se noget som helst på trods af, at det er tredje gang, vi befinder os foran skærmen.

Hun fører ultralydsdimsen henover mit maveskind og forsikrer os, at vi nok skal få et fint billede med af bebsen. Jeg gad nok vide, om det ligefrem skulle være muligt at se kønnet af billedet?

Felter af sort og hvidt
På skærmen kan jeg bare se en masse sort og hvidt, der tilsammen og tilsat en anelse god vilje viser os omridset af vores andet barn. Det er i fuldt sving med at sutte tommelfinger, behageligt henslængt - formoder jeg i hvert fald - på ryggen, og aldeles uden antydning af, om vi skal satse på lyserødt eller lyseblåt.

Jeg er splitsekunder fra at spørge... Jeg er måske ikke helt lige så nysgerrig som folk er flest, men selvfølgelig vil jeg da også gerne vide, om vi venter det ene eller det andet. Og så vil det, hvilket kunne være yderst praktisk for vores vedkommende, eliminere i hvert fald 50 procent af diskussionerne, hvad navn angår.

Jeg holder mig i skindet. Alain holder sig i skindet. Vi forlader hospitalet ligeså uvidende, som vi kom. Med undtagelse af visheden om, at baby nu vejer 1,7 kilo. Og så tre screen dumps med junior i centrum.

Plukveer

Et besøg af en stribe mødre med mere erfaring end min egen har oplyst mig om, at den hårde mave, jeg nu får af, at gå for hurtigt, stresse for meget, have for travlt og lignende ting, der opstår, når en million ting skal ordnes inden ferie, er det fænomen, der hedder plukveer.

Jeg husker dem ikke fra min første graviditet, men de har da uden tvivl været det.

Nu er de der, i går kom de, i dag har jeg haft dem det meste af dagen. Nu glæder jeg mig bare til at lægge fladt ned. MAven vil så gerne strækkes ud. Ikke mindst efter sådan en dag.

Natteroderi

Det bliver sværere at finde ro hele natten lang.

Forstoppelse er jeg - syv-ni-tretten - heldigvis stadig forskånet for, men jeg har alligevel de besynderligste smerter omkring anus/vagina. Jeg går ud fra, at det er bækkenet, der giver sig.

Jeg vågner i løbet af natten, fordi jeg skal tisse, men også fordi jeg skal drikke, og her på det seneste også, fordi mine underbukser strammer. JEg synes jo ellers dårligt elastikken kan blive løsere, men det er tilsyneladende ikke godt nok.

Jeg har også haft nogle jag i understellet, der er nye, og som jeg ikke husker fra Clement. Jeg går ud fra, at det er plukveer, som jo er ret almindelige på nuværende tidspunkt, hvor min krop er på vej ind i sidste og afgørende fase.

Det er også vanskeligere at finde en position, der overhovedet er til at holde ud i liggende stilling. Længe har jeg kun kunnet holde ud at ligge på den ene siden. Nu synes tendensen på vej i retning af, at det kun er liggende udstrakt på ryggen, der duer til noget.

Og der er endda stadig to måneder tilbage. Som jeg husker det med Clement var kun den sidste måned rigtig besværlig... okay, samt den næstsidste måned på arbejde, som jeg husker som en kontant hiven op og ned i Politikens hæve/sænke-borde... når jeg da ikke lige var ude at tisse. Det brugte jeg nemlig også en hel del tid på.

Så måske er det bare sådan det er at være gravid. Hverken værre eller bedre end sidste gang.