Personlig forberedelse

"Husk nu at sende en SMS om hvordan det er gået."

Sådan lyder den sidste besked fra jordemoderen Christiane, da jeg forlader hendes klinik for sidste gang efter den sidste afspændingstime.

Det lover jeg selvfølgelig. Både Laurisse og Catherine har også henholdsvis SMS'et og ringet besked.

Jeg notererer mig, hvor anderledes det er, end dengang jeg gik til den slags i Danmark. På Frederiksberg Hospital var jordemødrene også søde og professionnelle, men jeg havde aldrig nogen fornemmelse af, at de interesserede sig specielt for mig.

Det har jeg her, og sådan har det faktisk været lige fra begyndelsen. Ikke bare Christiane. Også madame Fernandez har i hvert fald virket interesseret, og hun har gjort sig den ulejlighed at gennemlæse sine noter fra sidste gang, således at hun hver gang har kunnet spørge til et eller andet.

Faktisk rigtig rigtig rart at have været et menneske af kød og blod og ikke alene et journalnummer... for det er jeg selvfølgelig også i Frankrig, og sekretæren spørger til nummeret hver gang, og jeg kender det aldrig. Den slags er for programmører og administratorer.

Sidste sofrologi

Jeg er helt alene til den sidste sofrologiske seance. Det er godt for det giver mig lejlighed til at drøfte lidt med Christiane, at jeg i dén grad har været i meget negative stemninger. Jeg er ret sikker på, at det dels er sofrologiens visualiseringer kombineret med mine skriverier om dem, der har gjort det.

Jeg er dog også helt sikkert på, at det har været en rigtig god psykisk proces at komme igennem på forhånd for forhåbentlig kun at genleve et minimum til selve fødslen og under barslens første tid. Jeg tror ikke, at man sådan bare kan slippe for sine erindringer og minder, så det er bedre at få dem hevet op på banen i god tid, give sig tid til at vende og dreje dem lidt, så de forhåbentlig bedre kan forblive slet og bart minder, når det påny går løs.

Hun påpeger, at det denne gang er en anden oplevelse, og foreslår mig at prøve ret ihærdigt at lade erindringer være erindringer og prøve at få nogle nye billeder på nethinden under denne den sidste afspænding.

Det lykkes mig nu ikke ret godt.

Til gengæld undgår jeg at falde i søvn, og er faktisk med hele vejen, kan lave de rigtige vejrtrækninger på de rigtige steder. Hun har en sidste gang gennemgået den vejrtrækning, der er god i pressefasen, med mig. Jeg spørger om jordemoderen på selve dagen mon vil hjælpe mig med den, for selvom jeg godt kan lave den selv herhjemme, er jeg ikke sikker på, at jeg kan huske den under pres. I bogstaveligste forstand. Det svarer hun ja til.

I øvrigt har også Laurisse nu født sin datter. Med epidural - hun klarede altså ikke smerten, som hun havde tænkt sig - men alt er gået godt. Det er jo fint. Nu mangler jeg så bare en sidste blodprøve, et sidste besøg hos madame Fernandez. Vægten viser nu næsten 80... jeg er så træt at jeg kan falde i søvn nærmest stående i færd med at lave et eller andet, og jeg synes nemt det gør ondt - presset på bækkenet - hvis jeg ikke bevæger mig meget forsigtigt.

Klar kuffert

Kræfterne begynder at tynde ud, og jeg synes efterhånden, at jeg har et konstant behov for at hvile mig. Enten fordi jeg er millimeter fra at falde i søvn, eller også fordi lænden gør knuder.

Et lille hvil ved middagstid skader ikke, endnu et klokken 17-18 stykker, og så i seng med en god bog og noget te ikke alt for meget senere end klokken 21.

Jeg begynder også at se fordelene i, at tasken står pakket, og er begyndt at finde ud af, hvad jeg skal have med. Mest fordi min hjemmebeklædning ikke er specielt sexet. Det behøver den heller ikke at være til hospitalet. Blot der ikke er for mange pletter, der aldrig gik af i vask, huller som følge af ælde og lignende er jeg såmænd tilfreds.

Jeg er i øvrigt også begyndt at opponere mod for mange ture til Lille og omegn. Det vil sige, det generer mig ikke at tage til grillfest hos Etienne og Laurence på samme kanter, det genererer mig at være alene hjemme mens Alain er langt væk. Jeg mener, det er trods alt ham, der skal bringe mig ind på åstedet, når det går i gang. Han siger, at han ikke har flere køreture nu, hvor der godt nok også stadig er over tre uger til. Det føles blot som om det lige pludselig er rykket så tæt på.

Babyen sparker stadig ret livligt, og den ligger s'gu nok tungt, når jeg skal slæbe den op ad bakke hele vejen nede fra vuggeren. Clements små daglige promenader er derfor helt forbi, og det kan vi godt mærke om aftenen, hvor han slet ikke er træt til normal sengetid.

Navneleg

Hvad skal barnet hedde? Ja, det ved vi sådan set ikke. Vi har mere styr på den formodede dåbsdato - den 14. oktober - end på svaret.

Da man imidlertid her i Frankrig kun har to døgn til at navngive sit barn, og da vi altid er milevidt fra hinanden i begyndelsen af en hel del diskussioner, har vi taget forskud. Dels ved hjælp af hukommelsen men også links over godkendte navne.

Jeg har således allerede pløjet den danske, liste i gennem, og er nu i gang med den franske.

Særlige krav til navnet
Når man er født ind i en dobbeltkulturel forvirring, som vores andet barn vil blive, er der visse krav til et navn, som man ikke behøver at tænke på, når man kun har et sprog, en kultur, en måde at udtale og stave på.

For os betyder det at navne som Maëlys og Romain eller Villads og Siri end ikke kommer med i opløbet - det er nogle af mine favoritter på henholdsvis fransk og dansk. Imidlertid ikke rigtig mulige i det andet land, og derfor farvel til dem. Simone er jeg også glad for, og det lever sådan set op til alle krav.

Simone og Angelique
Der er imidlertid tre stærke Simone'r i Frankrig - forfatteren Simone de Beauvoir, skuespilleren Simone Signoret og politikeren Simone Veil (kendt for at have kæmpet den fri abort igennem i Frankrig). Alain mener derfor, at der er alt for mange personassociationer omkring det navn. Jeg kan slet ikke se problemet, det er da ikke de værste fodspor at træde i.

Til gengæld må Alain opgive navne som Angelique og Laure og også Romain og Arnaud, som jeg mener er for franske til Danmark.

Navnets udtale
Ydermere er vi - efter at jeg flyttede til Frankrig - blevet introduceret for endnu et hensyn, man kan vælge at tage, nemlig at navnet udtales ens.

Det gælder stort set alle navnene på de andre dansk-franske børn, vi kender: Alexis, Anouk, Oscar, Sarah, Cléophée. Men ikke for Clement.

Clement udtales jo nemlig på dansk men på fransk.

Jeg tror dog nok, at det er noget, vi vil tage med i overvejelserne denne gang.

To efternavne
I øvrigt skal navnet jo også passe samme med efternavnet, som vi muligvis også skal tage en snak om. Her i Frankrig er navneloven nemlig blevet ændret siden Clements fødsel, og det betyder, at for eksempel børn kan hedder både moderens og faderens efternavn.

Vi har med andre ord mulighed for at få både Tange og Gérard som efternavn og uden bindestreg, og det er da muligt, at vi skal benytte os af den mulighed, mens vi er i Frankrig. Jeg mener ikke, at dette er muligt i Danmark endnu.

Er der to efternavne, vil det ene få status som efter- og familienavn og det andet reelt som fornavn. Med mindre man vælger at forbinde de to navne med en bindestreg. Sådan er i hvert fald status for navnet Tange for Clement.

Den foreløbige godkendte liste (med forbehold for ændringer) er derfor:

Eva

Caroline som fordanskning for Carole

Tristan

Thomas.

Både Thomas og Eva er dog i farezonen for at ryge ud, da de begge har vist sig at være meget populære i Frankrig i øjeblikket. Ligesom i øvrigt Clement er det for tiden... der er tre-fire drenge ud af omkring 40 i vuggeren, der bærer dette smukke navn. Forældre tror, de er så originale. Det var vi så også i Danmark... men altså ikke her.

Ventetid

Vi er blevet inviteret til grill og druk på fredag. Første indskydelse er selvfølgelig, at det kan vi ikke. Det involverer 2,5 time i bil hver vej, så vi kommer temmelig langt udenfor hospitalets jurisdiktion for ikke at tale om, at det næppe vil være behageligt for maven.

På den anden side kan vi jo ikke stoppe livet i en hel måned. Det er s'gu lang tid at vente, trods alt, og da vi jo netop har fået at vide i går, at babyen foreløbig ikke lader til at have travlt, kører vi såmænd nok afsted alligevel.

Værdien af selskab kan nærmest ikke overvurderes, og der kommer godt nok mange weekender, hvor vi nok ikke lige kommer afsted denne sommer.

Hovedet ligger stadig højt oppe

Fødslen er ikke nært forestående. Det vil sige, sådan helt nært forestående. Til den sidste jordemoderundersøgelse i dag siger madame Fernandez' vikar, at selvom livmoderhalsen er blød - og dermed klar til at udvide sig - så har den ikke åbnet sig så meget som en sprække. Jeg kan dermed sagtens gå hjem og tage den med ro.

Det kan jeg i øvrigt under alle omstændigheder. Graviditeten er nu så fremskreden, at en fødsel - om den kommer i morgen eller om en morgen - er helt i orden nu. Det er rart at vide. Selvom vi ikke har store planer, der skulle sætte ting og sager i gang, er det alligevel rart nok at vide. Nogle uger for tidligt er intet problem, mange uger for tidligt kan forsinke barnets udvikling mange år.

Vægtkontrollen
Da vi nu ikke kender hinanden, gør jeg hende inden vægtkontrollen opmærksom på min indstilling samt almindelige vægtforøgelse i løbet af en måned. Jeg ved godt, at jeg er kommet mig endnu tre kilo, og hun er imødekommende nok til ikke at kommentere yderligere end at lægerne i Frankrig har en tendens til at gå op i gravide kvinders vægt. Vi begraver den dér. Gudskelov.

Den sidste måneds tid er presseveerne taget af - jeg har vel hvilet nok ud - til gengæld mærker jeg stadig mere nedre pres, især hvis jeg bilder mig ind at jeg skal skynde mig et eller andet sted hen. Det hævner sig i form af, hvad jeg bedst kan beskrive som et meget ubehageligt pres mod bækkenet, blæren eller hvad det er, der bliver presset imod.

Stadig højt placeret
Jeg har derfor haft en fornemmelse af, at barnet måtte være godt på vej nedad, men det afkræfter jordemoderen. Den ligger stadig forholdsvis højt oppe, og da jeg heller ikke har åbnet mig, kan vi tage det helt roligt. Dog med det forbehold, at tingene kan gå meget stærkt, når det nu ikke er første gang.

Hun spørger til mit fostervand, som jo gik omkring seks timer før fødslen. Hvis det går igen, skal jeg komme med det samme, siger hun. Hun tager også en prøve fra min vagina, den vil de analysere for at se, om der er infektion. Jeg vil dog ikke få besked, men hvis der er, vil de begynde behandling, når det er muligt lige omkring fødslen.

Til sidst afklarer jeg diverse spørgsmål omkring hospitalsopholdet, som jeg nok kredser mindre om nu end i sidste uge, men jeg har stadig ikke lyst til at forlænge, hvad jeg opfatter som en pinsel. Jeg siger da også til jordemoderen som en del af den almindelige smalltalk, at jeg har ganske mange negative erindringer, og at de virkelig kommer tilbage nu. Men altså:

Clement må gerne kommer der, søskende er velkomne, hvis de ellers er raske.

Alain må også komme der, når han vil, dog ikke om natten.

Stuerne er normalt enkeltsengs, men der er enkelte dobbeltsengs.

De uldne bodyer, som de beder os om at stille med i den udleverede huskeseddel, skal vi ikke tage alt for alvorligt. Det havde jeg heller ikke tænkt mig. Men det er lidt sværere for mig at være anarkist hernede, hvor jeg i forvejen er anderledes.

De har i øvrigt alt nødvendigt udstyr, men vi kan bruge vores eget, hvis vi vil.

Et ophold varer normalt op til fem dage, men aldrig under tre.

Det sidste er jeg ikke helt tilfreds med, men det kan jo sagtens være, at det giver sig selv. Det kommer an på, hvordan alting forløbet. I øvrigt tager de en blodprøve på tredjedagen, som de bruger til at analysere for eventuelle genetiske fejl. Jeg kan sagtens se fidusen ved, at det bare bliver ordnet på hospitalet fremfor at vi skal til at stable hinanden op i bilen for at køre ind og få det gjort. Hvilket stemmer mig lidt mildere med hensyn til at blive i hvert fald tre dage på hospitalet. Så får vi se.

Lænden

Min ryg laver ballade igen... eller rettere lænden. Tillader jeg mig at sidde ned - for eksempel foran computeren, hvor jeg jo rigtig gerne vil befinde mig fem timer hver dag - beklager den sig.

Over middag skal den helst have et hvil, helst 20 minutters søvn inklusive, for at klare sig fint gennem eftermiddagen. Efter aftensmaden slår den bak igen og vil ligge ned.

Til gengæld lader plukveerne til at have overstået arbejdet nu. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det hænger sammen med min øgede mentale fokusering på fødslen. Eller også noget så banalt som at jeg hviler nok. Don't know.

Men hvor maj måned mindede om én stor plukve, har jeg det nu roligt og fint igen. Bortset altså fra lænden, der åbenbart er træt af de tolv kilo på den anden side. De resterende to-tre ekstra kilo fordeler sig på bryster, talje (hvad er det), hofte og ben. At fødderne er større, tilskriver jeg hævelser på grund af varmen snarere end reel ekstra dødvægt.

Føde-mode

Min sjæl er ved at tune sig ind på at skulle føde mit barn. Bedre kan jeg ikke beskrive det. Jeg kan mærke, hvordan tankerne langsomt skiftet baner, og begynder at kredse om andre ting.

Min krop, min sjæl er simpelthen gået i gang med sidste heat før forløsningen.

Fra "hvis" til "når"
Jeg er ikke engang specielt bevidst om det. Sådan at forstå, at det ikke er mig, der vælger at tænke mere over det, der skal komme i løbet af de næste uger. Nærmest per automatik har tankerne bevæget sig fra at forholde sig ret teoretisk og fjernt til veer, fødsel og amning til nu at tage disse oplevelser, handlinger mere konkret til sig. Som om jeg mere eller mindre ubevidst allerede er i gang med at sætte ord og billeder på det, der skal ske, måske sjælens forsøg på at hjælpe kroppen med at forberede sig. En form for ubevidst visualisering.

Det er også muligt, at sofrologien på en eller anden måde sætter det i gang. Det er jo præcis, hvad der sker under afspændingsøvelsen én gang om ugen.

På en eller anden måde er der sket et skift fra "hvis" til "når", som jeg i hvert fald ikke bevidst selv har tænkt mig frem til. Føde-mode simpelthen.

Tænder

Mit tandkød gør ondt. Mine tænder gør ondt, men ikke som om at det er huller i tænderne. Det er mere, som om selve emaljen er øm, hvis det ellers giver nogen mening.

Når jeg børster tænderne, spytter jeg blod som en anden tuberkuløs. Især om aftenen.

Så det er vel bare tandkødsbetændelse, og det gamle ord om at hvert barn koster en tand, der gør sig gældende. Sådan er det i Danmark, sådan er det også i Frankrig, oplyste min tandlæge, da jeg fortalte om, hvad man siger i Danmark.

Jeg skyller mund som en sindssyg med Colgate og Zendium, men har ikke den store fornemmelse af, at det hjælper. Men det giver i det mindste munden en smag af fluor i stedet for blod efter endt gerning. I sig selv et fremskridt.

Hjem igen

Dagens sofrologiske program handler om hjemkomsten.

Vores jordemoder Christiane fortæller os - og det er nu kun Laurisse og undertegnede - at Catherine har født sin lille Adrien for fire dage siden. Vi ringer til hende, og alle får lejlighed til at spørge, hvordan det går. Alt er skønt.

Jeg har svært ved at forholde mig til denne lethed og lykke, al denne vidunderlighed. Disse dybe ønsker, denne store tilfredsstillelse og umiddelbare kærlighed. De gamle erindringer spøger. Eller er jeg så meget mig selv, at jeg egentlig ikke befinder mig så godt i og med denne de første måneders mor-og-barn-symbiose.

Problemer på forskud
Min vane tro i Frankrig tager jeg problemerne på forskud... det giver en øget risiko for at bekymre sig uden grund, men det fungerer også som en form for forhåndsvisualisering, der gør tingene lettere at håndtere og kapere, når de dukker op. Hvis de dukker op.

Selve fødslen synes jeg, at jeg begynder at have indstillet mig mentalt på nu. Den er jo, hvad den er... pinefuld men uafvendelig... nogle helt særlige timer i ens liv, der imidlertid hurtigt er slut. Sådan foregår vel i virkeligheden de fleste meget intense oplevelser i ens liv.

De seneste dage har jeg mere tænkt over opholdet på hospitalet bagefter. Om det er sofrologiens visualiseringsøvelser, der har genoplivet opholdet på Rigshospitalet, der jo ellers er længst begravet, ved jeg ikke. Jeg formoder det. Og jeg kan mærke, at jeg i dén grad slår bakgear, og tænker, lad mig komme ud derfra hurtigt. Selvom jeg ikke har andet end positivt at sige om det personale, jeg foreløbig har mødt på hospitalet gennem de sidste fem måneder.

De dårlige minder - "Er der kommet mælk i babserne" - har mejslet sig ind, men de stammer unægtelig fra Rigshospitalet, og har ubestrideligt ingenting med Reims og Frankrig at gøre. Men udover alle de negative oplevelser, husker jeg, hvor svært det er at lytte til sig selv og tro på sine egne fornemmelser af, hvad der er rigtigt, på et hospital fyldt med eksperter.

Det er ikke altid, at eksperterne har ret, og Christiane understreger da også den ene gang efter den anden, at det er os - Laurisse og mig selv - der bedst ved, hvordan vi vil have det, og efterhånden også bedst ved, hvordan alting skal eller kan gøres, og vi må tro på det vi selv fornemmer. På samme måde som man kunne have sagt det i Danmark.

Sprog og andre aspekter
Det er klart, at hun siger det lige akkurat til os to - Laurisse fra Cameroun og mig fra Danmark - som i forvejen er fremmede her, og højst sandsynligt vil opleve at gøre i hvert fald nogen ting på en anden måde, end man plejer på hospitalet.

Denne gang er jeg en anelse nervøs for at det sproglige aspekt kan spille mig et puds. Både under selve fødslen og i forbindelse med opholdet på hospitalet bagefter. Nogle gange tager det mig lang tid at sige noget, fordi jeg skal bruge tiden på at lede efter et bestemt ord.

Men de har selvfølgelig prøvet hjælpe dårligt- eller ikke-fransktalende med at føde deres børn før... jeg er nok heller ikke det hidtil umuligste tilfælde, de har set endnu rent sprogligt... alligevel prøver jeg at gardere mig lidt, taler ting og sager igennem med Alain, og prøver næsten at afkræve ham løfte om, at han må stå fast, støtte op og hjælpe med at finde ud af, hvad damerne har tænkt sig det sted, jeg skal opholde mig.

At stå fast på usikker grund
Jeg oplever ikke altid Alain som lige fast og stærk på områder, hvor han ikke er på hjemmebane. Jeg er ikke altid lige rolig for, at han nok skal gribe ind og tage over og handle, som vi er enige om, når eller hvis jeg må give op. Det er han selvfølgelig ikke særlig tilfreds med at høre, men jeg foretrækker at sige tingene nu hellerede end at blive frustreret, når vi står midt i det.

Dette kursus - disse timer - der kommer ind på lidt af hvert, er nærmest genialt til at blive opmærksom på aspekter, vi ikke har set, og derfor ikke har kunnet diskutere igennem på forhånd.

Manglende forventninger
Christiane spørger om vores forventninger til hjemkomsten - jeg har jo ikke rigtig nogen - udover at jeg skal føde et barn mere, så Clement får en bror eller søster. Jeg har svært ved at forestille mig andet end at det må blive lettere og en bedre oplevelse denne gang, uanset hvad der sker. Alligevel forbyder et strejf af overtro mig at tænke dette alt for meget igennem. For hvad hvis nu...

Vi får tips om bleer, der kan vaskes. Besked om, at man ikke vasker børn med sæbe, og at der er masser af kemi i masser af produkter. Alt det har vi jo været igennem, og vi tager det da også gennemgående ret afslappet med udstyret, værelse og den slags.

Christiane kommer også ind på muligheden for at få en fødselsdepression, hun omtaler fjerde-dags-blues'en - den tristhed, der kan ramme en helt, nybagt mor nogle dage efter fødslen - og understreger gang på gang, hvor vigtigt det er at ringe, hvis der er noget... vent ikke, ring, siger hun, jeg ved dog ikke, hvordan hun bliver betalt: Af mig eller af det offentlige, i den situation.

Hun kommer også ind på sex, og hvornår vi forventer at gå i gang med det igen. Jeg har igen ikke de store forventninger. Laurisse tror, at hun hurtigt skal dyrke både sex og sport for at få sin flade mave tilbage. I Frankrig er der store forventninger til kvinden på enhver måde, men om hun som kvinde fra Cameroun følger dem, kan jeg ikke vurdere. Generelt søger ikke-vestlige og ikke-EU-borgere at blive mere franske end franskmændene selv, og de kan ikke skifte nationalitet hurtigt nok. Jeg er blevet vældig opmærksom på, hvilken vuggegave det er, hvilket held man har, når man ikke behøver den slags overvejelser.

Hurtig hjemkomst
Jeg gør mig til gengæld masser tanker om at være på et hospital. Da mit ophold på Riget med Clement er den eneste erfaring jeg har, er det som at genopleve et 11 dage langt mareridt, og derfor ikke ligefrem befordrende for en positiv forventning.

Jeg skal bare ud af hospitalet hurtigt. HJEM. Dette føler jeg så meget, at det uundgåeligt må blive et emne næste gang hos jordemoderen på sygehuset. Måske skal vi bede om et besøg på barselsgangen.

Jordemodereleven Alison er der igen. Hun siger, at det almindelige er fire-fem dages ophold, hvilket jeg bestemt ikke forestiller mig. Man kan forlade etablissementet efter to dage, men skal så formentlig skrive under på, at det er på eget ansvar, mener hun.

Under selve afspændingen falder jeg i søvn flere gange, blandt andet under den del af seancen, hvor vi skal visualisere os selv i forskellige situationer hjemme med vores lille barn. Det er måske godt det samme. Hvile trænger jeg altid til, og jeg henter normalt billeder frem fra min første barsel, der jo altså ikke var særlig hyggelig for nogen af os den første tid.

Negativ eller tænksom
I bilen hjem undrer Alain sig over, at jeg ikke bare kan glæde mig... jeg er nødt til at spørge ham, om det generer ham at høre mig udlægge mine manglende forventninger. Det afviser han.

Jeg tror nok, at en hel del af det handler om min usikkerhed overfor at føde i Frankrig. Stadigvæk.

Jeg er godt i gang med at forberede mig på det monsterprojekt, det er, at føde et barn, men jeg har jo altså noget ekstra hjemmearbejde. Dels fordi det er i Frankrig, hvor jeg kun føler mig delvist hjemme, dels fordi jeg har så mange dårlige oplevelser fra de 11 dage på Riget, at jeg kunne fylde en bog med det. Stadigvæk. Og Christianes visualiseringsøvelser er med til at vække minderne i mig.

På en eller anden måde er jeg i gang med at indstille mig på at skulle kæmpe og få ballade, i stedet for bare at kunne koncentrere mig om at føde mit barn.

Endnu engang bliver det således omstændigheder udenom kernen, der kommer til at dominere. Omkring Clements fødsel handlede det om, at Alain var i Frankrig, og jeg var i Danmark, og at vi ikke havde fundet ud af, hvordan tingene skulle hænge sammen for os. Hvilket liv vi ville leve sammen. Om vi ville leve sammen. Denne gang handler det så om Frankrig, om sproget, om traditionerne, om praksis, om to måder, der møder hinanden, nogen gange frontalt.

Om jeg imidlertid lander i tænkeboksen igen, fordi jeg tænker for eller bare meget, eller der virkelig bare er meget at holde styr på, ved jeg faktisk ikke. Men i mit eget hjem undgår jeg disse kulturelle konfrontationer, og det er vel i virkeligheden den enkle forklaring på, at jeg hurtigst muligt vil være der.