Dagens sofrologiske program handler om hjemkomsten.
Vores jordemoder Christiane fortæller os - og det er nu kun Laurisse og undertegnede - at Catherine har født sin lille Adrien for fire dage siden. Vi ringer til hende, og alle får lejlighed til at spørge, hvordan det går. Alt er skønt.
Jeg har svært ved at forholde mig til denne lethed og lykke, al denne vidunderlighed. Disse dybe ønsker, denne store tilfredsstillelse og umiddelbare kærlighed. De gamle erindringer spøger. Eller er jeg så meget mig selv, at jeg egentlig ikke befinder mig så godt i og med denne de første måneders mor-og-barn-symbiose.
Problemer på forskudMin vane tro i Frankrig tager jeg problemerne på forskud... det giver en øget risiko for at bekymre sig uden grund, men det fungerer også som en form for forhåndsvisualisering, der gør tingene lettere at håndtere og kapere, når de dukker op.
Hvis de dukker op.
Selve fødslen synes jeg, at jeg begynder at have indstillet mig mentalt på nu. Den er jo, hvad den er... pinefuld men uafvendelig... nogle helt særlige timer i ens liv, der imidlertid hurtigt er slut. Sådan foregår vel i virkeligheden de fleste meget intense oplevelser i ens liv.
De seneste dage har jeg mere tænkt over opholdet på hospitalet
bagefter. Om det er sofrologiens visualiseringsøvelser, der har genoplivet opholdet på Rigshospitalet, der jo ellers er længst begravet, ved jeg ikke. Jeg formoder det. Og jeg kan mærke, at jeg i dén grad slår bakgear, og tænker, lad mig komme ud derfra hurtigt. Selvom jeg ikke har andet end positivt at sige om det personale, jeg foreløbig har mødt på hospitalet gennem de sidste fem måneder.
De dårlige minder - "Er der kommet mælk i babserne" - har mejslet sig ind, men de stammer unægtelig fra Rigshospitalet, og har ubestrideligt ingenting med Reims og Frankrig at gøre. Men udover alle de negative oplevelser, husker jeg, hvor svært det er at lytte til sig selv og tro på sine egne fornemmelser af, hvad der er rigtigt, på et hospital fyldt med eksperter.
Det er ikke altid, at eksperterne har ret, og Christiane understreger da også den ene gang efter den anden, at det er os - Laurisse og mig selv - der bedst ved, hvordan vi vil have det, og efterhånden også bedst ved, hvordan alting skal eller kan gøres, og vi må tro på det vi selv fornemmer. På samme måde som man kunne have sagt det i Danmark.
Sprog og andre aspekterDet er klart, at hun siger det lige akkurat til os to - Laurisse fra Cameroun og mig fra Danmark - som i forvejen er fremmede her, og højst sandsynligt vil opleve at gøre i hvert fald nogen ting på en anden måde, end man plejer på hospitalet.
Denne gang er jeg en anelse nervøs for at det sproglige aspekt kan spille mig et puds. Både under selve fødslen og i forbindelse med opholdet på hospitalet bagefter. Nogle gange tager det mig lang tid at sige noget, fordi jeg skal bruge tiden på at lede efter et bestemt ord.
Men de har selvfølgelig prøvet hjælpe dårligt- eller ikke-fransktalende med at føde deres børn før... jeg er nok heller ikke det hidtil umuligste tilfælde, de har set endnu rent sprogligt... alligevel prøver jeg at gardere mig lidt, taler ting og sager igennem med Alain, og prøver næsten at afkræve ham løfte om, at han må stå fast, støtte op og hjælpe med at finde ud af, hvad damerne har tænkt sig det sted, jeg skal opholde mig.
At stå fast på usikker grundJeg oplever ikke altid Alain som lige fast og stærk på områder, hvor han ikke er på hjemmebane. Jeg er ikke altid lige rolig for, at han nok skal gribe ind og tage over og handle, som vi er enige om, når eller hvis jeg må give op. Det er han selvfølgelig ikke særlig tilfreds med at høre, men jeg foretrækker at sige tingene nu hellerede end at blive frustreret, når vi står midt i det.
Dette kursus - disse timer - der kommer ind på lidt af hvert, er nærmest genialt til at blive opmærksom på aspekter, vi ikke har set, og derfor ikke har kunnet diskutere igennem på forhånd.
Manglende forventningerChristiane spørger om vores forventninger til hjemkomsten - jeg har jo ikke rigtig nogen - udover at jeg skal føde et barn mere, så Clement får en bror eller søster. Jeg har svært ved at forestille mig andet end at det må blive lettere og en bedre oplevelse denne gang, uanset hvad der sker. Alligevel forbyder et strejf af overtro mig at tænke dette alt for meget igennem. For hvad hvis nu...
Vi får tips om bleer, der kan vaskes. Besked om, at man ikke vasker børn med sæbe, og at der er masser af kemi i masser af produkter. Alt det har vi jo været igennem, og vi tager det da også gennemgående ret afslappet med udstyret, værelse og den slags.
Christiane kommer også ind på muligheden for at få en fødselsdepression, hun omtaler fjerde-dags-blues'en - den tristhed, der kan ramme en helt, nybagt mor nogle dage efter fødslen - og understreger gang på gang, hvor vigtigt det er at ringe, hvis der er noget... vent ikke, ring, siger hun, jeg ved dog ikke, hvordan hun bliver betalt: Af mig eller af det offentlige, i den situation.
Hun kommer også ind på sex, og hvornår vi forventer at gå i gang med det igen. Jeg har igen ikke de store forventninger. Laurisse tror, at hun hurtigt skal dyrke både sex og sport for at få sin flade mave tilbage. I Frankrig er der store forventninger til kvinden på enhver måde, men om hun som kvinde fra Cameroun følger dem, kan jeg ikke vurdere. Generelt søger ikke-vestlige og ikke-EU-borgere at blive mere franske end franskmændene selv, og de kan ikke skifte nationalitet hurtigt nok. Jeg er blevet vældig opmærksom på, hvilken vuggegave det er, hvilket held man har, når man ikke behøver den slags overvejelser.
Hurtig hjemkomstJeg gør mig til gengæld masser tanker om at være på et hospital. Da mit ophold på Riget med Clement er den eneste erfaring jeg har, er det som at genopleve et 11 dage langt mareridt, og derfor ikke ligefrem befordrende for en positiv forventning.
Jeg skal bare ud af hospitalet hurtigt. HJEM. Dette føler jeg så meget, at det uundgåeligt må blive et emne næste gang hos jordemoderen på sygehuset. Måske skal vi bede om et besøg på barselsgangen.
Jordemodereleven Alison er der igen. Hun siger, at det almindelige er fire-fem dages ophold, hvilket jeg bestemt ikke forestiller mig. Man kan forlade etablissementet efter to dage, men skal så formentlig skrive under på, at det er på eget ansvar, mener hun.
Under selve afspændingen falder jeg i søvn flere gange, blandt andet under den del af seancen, hvor vi skal visualisere os selv i forskellige situationer hjemme med vores lille barn. Det er måske godt det samme. Hvile trænger jeg altid til, og jeg henter normalt billeder frem fra min første barsel, der jo altså ikke var særlig hyggelig for nogen af os den første tid.
Negativ eller tænksomI bilen hjem undrer Alain sig over, at jeg ikke bare kan glæde mig... jeg er nødt til at spørge ham, om det generer ham at høre mig udlægge mine manglende forventninger. Det afviser han.
Jeg tror nok, at en hel del af det handler om min usikkerhed overfor at føde i Frankrig. Stadigvæk.
Jeg er godt i gang med at forberede mig på det monsterprojekt, det er, at føde et barn, men jeg har jo altså noget ekstra hjemmearbejde. Dels fordi det er i Frankrig, hvor jeg kun føler mig delvist hjemme, dels fordi jeg har så mange dårlige oplevelser fra de 11 dage på Riget, at jeg kunne fylde en bog med det. Stadigvæk. Og Christianes visualiseringsøvelser er med til at vække minderne i mig.
På en eller anden måde er jeg i gang med at indstille mig på at skulle kæmpe og få ballade, i stedet for bare at kunne koncentrere mig om at føde mit barn.
Endnu engang bliver det således omstændigheder udenom kernen, der kommer til at dominere. Omkring Clements fødsel handlede det om, at Alain var i Frankrig, og jeg var i Danmark, og at vi ikke havde fundet ud af, hvordan tingene skulle hænge sammen for os. Hvilket liv vi ville leve sammen. Om vi ville leve sammen. Denne gang handler det så om Frankrig, om sproget, om traditionerne, om praksis, om to måder, der møder hinanden, nogen gange frontalt.
Om jeg imidlertid lander i tænkeboksen igen, fordi jeg tænker for eller bare meget, eller der virkelig bare er meget at holde styr på, ved jeg faktisk ikke. Men i mit eget hjem undgår jeg disse kulturelle konfrontationer, og det er vel i virkeligheden den enkle forklaring på, at jeg hurtigst muligt vil være der.