Monday, July 31, 2006

At amme er noget biks

At amme sit barn er dejligt men det er altså også noget værre bikseri. I hvert fald i begyndelsen.

Allerede på hospitalet siger jeg jo selvfølgelig, at jeg vil amme mit barn, og sådan bliver det også. Den første dag skal jeg lægge hende til, så meget hun vil. Det gør jeg, desværre med det resultat, at jeg får sprækker på begge brystvorter. Dem, der har prøvet den slags, ved, hvor skrigende ondt, det gør, hver gang barnet lægges til og under hele amningen. Lige til sprækkerne er helet og brystvorterne hærdet.

Selv et lillebitte nyfødt spædbarn har overraskende hårde gummer, og min lille pige sutter faktisk rigtig godt og hårdt stort set fra starten.

Jeg har ellers i de seneste fjorten dage - på flere veninders råd - smurt vorterne med en særlig lanolinsalve, der skulle være ualmindelig fantastisk netop med henblik på at undgå problemer. Måske forventede jeg derfor - fejlagtigt - mirakler, sprækkerne kom alligevel. I dag - to og en halv uge senere - kan jeg godt efterrationalisere og sige, at selvom sprækkerne kom, så er de alligevel helet rimeligt hurtigt, og det har i hvert fald efterfølgende ikke gjort så ondt, som jeg husker det med Clement, så et eller andet må den salve kunne.

Den er netop blevet godkendt i Danmark, men hvor kendt den er, ved jeg ikke. Her i Frankrig bliver den anbefalet overalt: Uafhængige jordemødre, på hospitalet, af sundhedsplejersken. Den bruges også i USA.

På grund af sprækkerne bliver jeg på hospitalet opfordret til at lægge hende mindre til og af kortere varighed. Den er jeg helt med på... desværre betyder det nok bare, at mælken ikke løber til i den nødvendige mængde... Eva er sulten på hospitalet, at amme en gang hver tredje time er slet ikke nok. Det er svært for mig at gøre det oftere, fordi det gør så ondt. Måske er jeg en kylling mht smerte.

Det bliver et værre biks af jordemødre og sygehjælpere, som jeg skal ringe efter hver gang jeg vil lægge hende til, for at de kan tjekke, at hun ligger ordentligt og har ordentligt fat om brystvorten. Bider babyen skævt, giver det også problemer. Der er tilsyneladende ingen problemer, jeg husker aldeles glimrende fra Clement, hvordan det føles, når de små babyer har ordentligt fat, og ligeså glimrende, hvor skrigende ondt det gør, når de bider skævt.

Jeg smiler stadig af min allerførste beskrivelse af følelsen, når de små har fat om ens bryst - som sommerfuglekys - den sygeplejerske som fik denne poetiske beskrivelse, må have været helt klar over, at den baby i hvert fald ikke havde ordentligt fat.

Nå, på fjerdedagen kommer jordemoder nummer guderne-må-vide-hvad med et råd, jeg kan bruge til noget. Nemlig at jeg skal amme i forskellige stillinger for at sprede belastningen af brysterne. Det giver supermeget mening for mig, jeg har blot aldrig hørt det før, enedsige selv overvejet det.

Undervejs er det også gået op for mig, at nøjagtig samme oplevelse som fra barselsgangen på Riget er ved at blive genopført. Horder af kittelklædt personale har allesammen gode råd, der strider mod hinanden. Hvordan skal man finde sin egen vej, for de kan ikke allesammen have ret samtidig? Meget frustrerende, men jeg kan så nu konkludere, at det altså åbenbart bare er frusterende, det var ikke kun på Riget, hvor jeg selv var ekstremt stresset. Jeg er ikke stresset nu, men på fjerdedagen er jeg godt på vej til at være lige så forvirret, som jeg husker tiden på Riget, hvor jeg til sidst foretrak at drage konsekvensen og blive udskrevet. Samme tanke får jeg her. Jeg vil hellere hjem og finde min egen vej igennem. Sutteflasken er jo altid en udvej, hvis jeg ikke når i mål.

Jeg har fået en silicone-dut til at sætte over brystvorten, og den skåner de sårede steder så meget, at det bliver lidt lettere for mig at amme. De sidste dage får jeg dog lidt tilskud at give hende, fordi det er så sindssygt varmt - hedebølge på fjerde uge - og fordi jeg slet ikke kan amme hende mæt og glad, og hun skriger mere og mere på mad. Jeg ender med at blive udskrevet med det råd at tilbyde hende 30-60 milliliter i sutteflaske efter hver amning for at undgå sult.

Formentlig efter min aldeles firkantede udtalelse til både børnelæge og jordemødre om, at jeg er ligeglad, om hun får sutteflaske eller bryst, jeg vil blot ikke have et sultent barn en gang mere.

Og det har jeg så måske alligevel fået... jeg kan ikke finde ud af det...

Hurtigt efter, at vi er kommet hjem den 18. juli, spiser Eva hos mig otte gange om dagen, de fleste gange bagefter får hun sutteflaske og hun tømmer den - enkelte gange gylper hun den op igen eller springer over, fordi hun er faldet i søvn - men som oftest får hun hele flasken med.

Jeg er hele tiden i tvivl om hun får nok at spise - hun virker til at være mere sulten - tømmer flasken og falder ikke i søvn straks efter flasken. Når jeg ammer hende, lader det til at hun ikke tømmer brystet helt, hvilket også virker lidt ærgerligt og dumt. Til gengæld er der masser af afføring og tis i alle bleer, og det er i hvert fald et godt tegn på, at hendes behov er dækket.

Sundhedsplejersken - la puericultrice - kommer første gang den 28. juli. Efter at jeg har forklaret hende, at jeg mener, at jeg har mere mælk tilbage i brysterne efter hver amning, mener hun ubetinget, at jeg skal prøve at droppe flaskerne og amme Eva, i det mindste til den 31. juli, hvor hun vil komme tilbage, fordi jeg giver udtryk for, at jeg gerne vil amme, helst vil amme. Hun er meget overbevisende, og jeg beslutter mig for at prøve.

Forinden har hun vejet Eva, og konstateret, at min lille pige har taget cirka 10 gram på om dagen, siden vi forlod hospitalet. Det er fint, siger hun.

Fredag den 28. juli ammer jeg så hele tiden. Det er et helvede. Jeg har lovet ikke at give flere flasker, og det betyder at Eva skal ammes hver halve time, 15 minutter på hver bryst, jeg forlader faktisk ikke vores soveværelse i otte timer, synes bare jeg ammer hele tiden, og alligevel sover Eva ikke, ja hun finder dårligt nok ro, og da Alain så kommer hjem uden - synes jeg - rigtig at bruge tid sammen med mig på at snakke om alt det ammebikseri - ja så ender det med, at jeg drøner ned i køkkenet for at lave en flaske, så jeg kan få lidt ro. Det bliver han sur over, da idéen nu var kun at amme. Jeg prøver at ringe lidt rundt for at få lidt råd, for jeg kan simpelthen ikke amme konstant.

Jeg får moralsk opbakning hos en veninde, og får mod til at fortsætte. Men jeg dropper tidsmålingen, og lader hende ligge så længe hun vil, med silicone-dutten, som jeg blev opfordret til at droppe, for ikke at få mine brystvorter gnavet i stykker én gang til. Det virker bedre. Hun er roligere i lidt længere tid, og falder i søvn til at almindelig sengetid, vågner kun til sin sædvanlige natmadning, og sover derop igen til ud på morgenstunden ved 8-9-tiden. Alene på min mælk.

DET virker til gengæld på den almindelige moral.

Lørdag holder hun en time mellem hver amning, søndag lidt længere endnu, så nu er min moral rigtig høj. Jeg får ros og støtte af veninderne, og også af sundhedsplejersken, da hun kommer igen mandag. Også ros fordi jeg kun har givet en flaske.

Til gengæld er vejningen et rigtig rigtig trist øjeblik. Eva har tabt alt det, som hun ellers havde taget på, siden vi kom hjem. Det er jeg ikke ret glad for. Aftalen bliver, at jeg skal fortsætte med kun at amme. Sundhedsplejersken kommer igen på fredag, og så må vi se. Hvis Eva har tabt sig yderligere på fredag, genoptager jeg flasken.

I løbet af i dag har jeg kunnet se, at det har været meget svært at få Eva til at falde til ro, hun har stort set ikke sovet hele dagen, kun korte perioder, det giver rigtig dårlige mindelser om dengang med Clement, og jeg synes endda, at jeg har ammet hende stort set konstant. Vi får se på fredag. Hvis jeg holder ud så længe. Amning er virkelig noget værre biks.

Sunday, July 23, 2006

Brystpumpe

Kroppen er et forunderligt instrument. Og den er udstyret med alletiders mekanisme til at genfinde sin naturlige form. Jeg er nu 10 kilo lettere - mangler andre 10 - men jeg kan se, at maven er svundet gevaldigt ind allerede.

Jeg ammer Eva - det er noget værre biks - men foreløbig holder vi ud, og jeg mener det, vi vil virkelig prøve at holde ud.

Især den første uge kunne jeg mærke, hvordan efterveerne og Evas sutten på mine bryster er forbundet som dag og nat og sort og hvid. Når baby er ude, har kroppen ikke længere brug for den udvidede livmoder og dens indhold, og den leverer derfor en ny form for sammentrækninger, hvis formål er at få livmoderen til at trække sig sammen til normal størrelse.

Samtidig med at jeg ammer, kan jeg simpelthen mærke, hvordan livmoderen nærmest pumper ud, hvad den har tilbage af blod, slim og andre unævnelige ting, og jeg kan se, at den gør sit arbejde godt. Blot en uge efter fødslen kan jeg droppe de store hospitalsbind til fordel for inkontinensbind, og efter få dage i selskab med disse, kan jeg gå over til almindelige menstruationsbind.

Kvinder siger jo hele tiden, at ikke to graviditeter er ens. Ikke to fødsler er ens, og således er der vel heller ikke ens efterforløb. Jeg konstaterer blot, at jeg med Clement lå 11 dage på hospitalet, og da jeg kom hjem, brugte jeg fortsat et lille lager af hospitalsbind i adskillige dage. De indre ødelæggelser må være mindre denne gang, selvom jeg er tre år ældre.

Kroppen er i sandhed et forunderligt instrument.

Saturday, July 22, 2006

Det hvide blondehelvede

Mademoiselle Eva har fået den yndigste lille kjole - størrelse 60 - man kan forestille sig.

Den er hvid, har broderier i hvidt, små flæser ned af skørtet, og er syet sammen med et par lange bukser, så den også er til at bruge.

Jeg er med på, at det lyder kvalmende - men det er altså en moderne version af det franske blondehelvede nu også for babyer - og jeg ELSKER den.

For første gange forstår jeg nu, at når man køber den slags kjoler, som baby jo i sagens natur ikke vil få brugt mange gange, så køber man den i lige så høj grad for at glæde moderen som for at give datteren noget tøj.

Og jeg kan ikke få øjnene fra den. Jeg har helt seriøst overvejet at hænge den op ved hendes seng for at kunne glæde mig over den, hver gang jeg ser den. Jeg mangler bare en lille, fin bøjle, men satser på, at den kommer med eventuelle yderligere gaver. Ellers må jeg finde på noget. Den holder kun som dekoration sommeren over.

Sunday, July 16, 2006

Jeg må have noget mere mad

Måltiderne på hospitalet er fantastiske.

Som ammende, nybagt mor er jeg naturligvis på fuldkost. Den er bygget op som alle franske måltider af en forret, en hovedret, noget ost og brød og en dessert hver dag, og det smager godt hver dag. På trods af, at det er storkøkkenmad.

Jeg får både fisk, der er tilpas tilberedt, kartofler, der ikke smager ad helvede til, fordi de har tilbragt den største del af deres tilværelse på glas, men intet imponerer mig mere, end den dag de serverer en perfekt fersken til dessert. Tænk bare, hver eneste patient på fuldkost på dette ret store provinshospital har i dag modtaget en bakke, hvorpå befinder sig en perfekt fersken. Hvilken dygtig leverandør.

Eneste problem er, at jeg ikke er mæt hele dagen og hele natten med på det antal kalorier, de tildeler mig. Jeg har ikke fået spurgt Nathalie endnu - fætterkonen, der også er diætist på dette hospital - men der må simpelthen være forskellige normer i Frankrig og Danmark - også for dette - med hensyn til, hvor mange kalorier et fuldkostmåltid består af. Det er ikke nok til mig, og jeg synes jo ellers ikke, at jeg er begyndt at spise mere, mens jeg har været gravid. Jeg spiser bare mere i det hele taget.

Jeg ved ikke, om der virkelig er forskel på de daglige anbefalinger, om det hænger sammen med en anden kropsbygning, om det er fordi danske kvinder generelt nok bevæger sig mere end franske f.eks gør cyklingen jo en stor forskel.

Jeg ved bare, at jeg konstant har en pakke energikiks liggende på mit sengebord, som jeg kan dykke ned i, når min mave skriger på kalorier ud på nattens små timer.

Saturday, July 15, 2006

Storebror møder lillesøster

Vi har talt en del om, hvordan vi vil præsentere vores dreng på 3 for den nye lillesøster.

Jeg har allerede i en del tid - men især i de seneste uger - talt med ham om, at vores kommende baby nok ikke vil være ret spændende den første tid.

Babyer drikke deres mælk, de skal have skiftet ble, de sover, og de kan slet ikke lege i begyndelsen. De kan også godt finde på at hyle, især hvis de er sultne.

Vi ender med at bede hans farmor og alle, vi kan komme i tanke om, om ikke at fortælle ham det, når babyen er født. Vi vil selv fortælle ham det.

Alain kører ud til hans farmor dagen efter fødslen og forklarer ham, at nu er babyen kommet, og at i morgen skal han sammen med farmor og papa ind og se hende.

Om formiddagen tager de alle i en legetøjsbutik for at Clement kan vælge en gave, han vil give sin nye lillesøster - det bliver noget skumlegetøj til badet - og han må også vælge en storebrorgave til sig selv - det bliver et trommesæt.

Da de kommer, sørger vi for, at jeg har armene fri, så jeg kan sidde med Clement og snakke med ham. Vores datter er heldigvis samarbejdsvillig og ikke sulten... da vi sørger for, at besøget falder udenfor spisetiden.

Clement er ikke specielt interesseret, hvilket, jeg synes, er fint. Hvorfor skulle han være interesseret i noget, der bare ligger, ikke går, ikke taler? Farmor foreslår ham mindst fem gange, at han skal gå hen og kysse sin lillesøster, hvilket irriterer mig så meget, at jeg til sidst siger, at det må Clement selv om. Det er trods alt ikke ham, der har bedt om at få en lillesøster, men os, der har valgt at få et barn mere.

Da vi har været hjemme i en uge, begynder han at interessere sig for hende. Han finder babylegetøj på loftet og bærer det ned for at vise hende, hvordan man bærer sig ad. Han går med ud på badeværelset for at se hende blive skiftet, og han synes, det er en lille smule spændende at se hende få mad ved mors bryst.

Vi er derfor ret fortrøstningsfulde med hensyn til at få en hyggelig lille familie ud af vores nye firsomhed.

Friday, July 14, 2006

Fødestuen

Fødestuen minder mest af alt om en operationsstue.

Det gynækologiske leje står i midten af det store rum. Der skal jeg ligge. Langs væggene er borde, hvor personlaet kan tilberede alskens ting. Drop, som jeg får lagt for det tilfældes skyld, at jeg beslutter mig for epidural. Jeg får antibiotika, pga Clements aldrig identificerede infektion, mener de her, at det er sikrest at give mig det. Det er fint med mig. Hvis de mener, det er den bedste måde at sikre sig mod en gentagelse, kan jeg ikke have noget imod det. På den højre arm sidder et armbånd, der puster sig selv op med jævne mellemrum, hvorved mit blodtryk bliver målt. JEg får også de to målere om maven, der måler mine veers styrke og hjerterytme.

Jeg har taget mit eget tøj af og fået en sygehusskjorte på, og så ligger jeg der, og venter på, at den jordemoder, der skal forløse mig, kommer og undersøger tingenes tilstand.

Hun er ret ung... i 30'erne vil jeg tro, det er blevet ungt i takt med, at jeg selv er blevet ældre. Alt er normalt... og hun forlader rummet. Med jævne mellemrum kommer hun og eleven tilbage og tjekker, at alt er som det skal være. Ellers er vi overladt til os selv. Alain på en stol ved siden af lejet.

Ved siden af lejet er en af følerne forbundet med en maskine, der údskriver en graf over veernes styrke. På papiret bliver det noteret hver gang de foretager sig noget.

Jeg er forlængst inde i rytmen igen. Jeg kan mere fornemme end egentligt mærke, når en ny ve er under opsejling, og kan derfor nå at forberede mig ved at trække vejret. Cirka hver fjerde ve er en af de seje, jeg kan se på grafen i de pauser, hvor jeg slapper af, at de er helt oppe og toppe ved papirets kant. Dem, har jeg svært ved at tage, jeg formoder, at det er disse veer, der virkelig åbner noget. Det er svært at tage en smerte, som man oven i købet ikke behøver at klare, da jeg har ligget der en time, siger jeg til jordemoderen, at jeg gerne vil have en epidural.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at hun må tænke, at det var ikke længe, jeg holdt ud. Men på den anden side: Mine kræfter er små efter endnu en lang, travl og vildt varm dag, og hvorfor skal jeg så egentlig slide så voldsomt, som en fødsel er, når jeg ikke behøver.

Der går endnu en lille times tid med smerter. Først venter jeg på anæstesilægen, der viser sig at være en lillebitte, effektiv asiat, der ligner en pige mere en end granvoksen læge. Men som altid skal man passe på med at sætte folk i bås, selvom de ser anderledes ud end man ville have forventet, og hende her kan vist sit kram godt nok.

Hun har to hjælpere, den ene skal holde mig stille, mens hun skyder udstyret ind i min ryg. Jeg skal svinge benene ud over sengen, hvilket jeg slet ikke er tilfreds med, det er en virkelig led stilling at opholde sig i under de tre stærke veer jeg har under operationen. En sygeplejerske presser mine skuldre hårdt ned for at sikre, at jeg ikke bevæger mig. Da ledningerne er lagt ind i lænden, bliver alt plastret til. Min ryg er et stort plaster for at sikre, at alt bliver siddende som det skal under hele fødslen.

Så går der til gengæld ikke lang tid, før jeg har langt færre smerter.

Anæstesilægen tjekker mig, kniber mig forskellige steder i armen og på benet for at sikre sig, at bedøvelsen virker. Fra lænden og hele vejen ned kan jeg snart ikke længere mærke nær så meget, en fornemmelse af varme skyder ned igennem mig, det er bedøvelsen, der virker. Jeg har også fornemmelser af, at ben og fødder sover, det er også helt normalt. Men der er ikke bedøvelse nok til at tage de store veers smerter.

Da jordemoderen kommer for at undersøge mig en gang til, mener hun, at jeg ikke er bedøvet nok, for jeg reagerer i smerte på hendes undersøgelse - jeg er nu seks centimenter åben - anæstesilægen kommer tilbage, og giver mig flere doser, af i alt fem omgange, før jeg bliver erklæret bedøvet. Derfra kan jeg til gengæld virkelig ikke mærke mere smerte.

Det er ved midnatstid, og de næste to til tre timer frem, sker der ikke så meget. Både Alain og jeg selv småsover. Højst syret, når man har prøvet en rigtig ubedøvet fødsel, hvor der bestemt ikke slappes af i de sidste timer, tværtimod arbejder kroppen mere end på noget andet tidspunkt i livet. Men jeg blunder altså... engang i mellem kommer jordemoderen og tjekker... en gang i mellem kaster jeg et blik på vegrafen... eller uret... ellers ikke noget.

Fordi jeg ikke har smerter, kan jeg selv mærke, hvordan mit barn fortsat bevæger sig inde i mig, de bevægelser jeg har mærket nu i månedsvis, nu blot med den forskel, at det er de sidste få bevægelser jeg vil mærke på denne måde. Snart vil barnet være født, og mit indre atter bevægelsesløst og tomt.

Førend jordemoderen før klokken tre om natten kommer og siger, at nu er det tid til at presse. Jeg mærker jo ingenting, så jeg må spørge, om hun virkelig er sikker. Det er hun...

Til gengæld aner jeg ikke, hvad jeg skal presse med, for jeg mærker ingenting... første forsøg går da heller ikke godt... så siger jeg, at jeg er i tvivl om, hvad jeg rent fysisk skal gøre, da jeg intet rigtig mærker. Jeg prøver at presse ballerne ned i bordet og spørger om det er sådan, hun mener. Det er det, og sådan presser jeg så, når jeg får besked på det.

Efter hvad der føles som et øjeblik - men det er det vel ikke - siger hun, at hovedet er på vej ud, og at jeg kan mærke det, hvis jeg vil. Det gør jeg, og hun har s'gu ret, der er et hoved på vej ud af mig, helt vildt... det er jo stærkt motiverende for at presse endnu mere, og snart er hele hovedet ude og snart efter også kroppen.

"It's a girl", siger Alain... det er en lille pige, og hun kommer op på min mave under lagnet... hun har en mørk brunblå farve, som jeg ikke bryder mig om, men ingen udviser panik, og hun har også grædt.

Jeg genser navlestrengen, den overraskende tykke, blåglinsende slange, der har forbundet os i ni måneder. Alain får lov at klippe den, for kort, siger de senere på barselsgangen, men vi har vist prøvet det, der var værre.

Jeg elsker jo dokumentation, så jeg spørger selvfølgelig jordemoderen, om de bruger vegrafen til noget eller jeg kan få lov at få den som minde... den skal desværre vedlægges min journal, så den må jeg skyde en hvid pil efter.

Glæden... jeg ved ikke, hvornår den kommer, ikke straks i hvert fald... jeg tror ikke jeg har turdet... skulle først lige høre, at alt er i orden, før jeg er gået i gang med at glæde mig over min lille pige. Jeg kan se det på billederne fra fødestuen. Jeg ser træt ud, der er ingen glade billeder... først fra dagene derefter... der er de der til gengæld også, og det tager mig heldigvis ikke mange timer at forelske mig i min lille baby.

Det er dejligt, at også jeg har fået lov at opleve dette.

Thursday, July 13, 2006

De sidste dages dyriskhed

At føde et barn... efterfølgende at amme sit barn... er hændelser, der for mig har været så grænseoverskridende, at jeg ikke tror, jeg på noget tidspunkt tidligere har følt mig tættere på dyrene... mere i kontakt med mine egne instinkter... eller i dén grad givet efter for i virkelighedne ret ukendte kræfter.

Mest tydeligt bliver det for mig i graviditetens sidste uges tid, og mest omkring mit forhold til, hvad jeg putter i munden. Gennem det meste af graviditeten har jeg jo forsøgt at styre mine lyster. JEg har begrænset chokoladeindtaget, ikke sprunget til bageren for at hente croissanter og kun tømt Alains åbne peanutsposer en gang imellem.

Mens jeg fortæller min mor om hospitalstjekket den 13. juli - der hvor den jeg mærker noget jeg siden har bestemt som helt sikkert den første rigtige mærkbare ve - spiser jeg en Cornetto. Eller er det to... Normalt venter jeg med madindtaget til telefontsamtaler er ovre, men i dag må jeg bare have den is... eller to is... og jeg gnasker lystigt i mig for at være sikker på at få den sat til livs.

Jeg har også lagt mærke til, hvordan jeg i stigende grad har givet efter for min lyst til at puste og stønne. Jeg har også noget at puste og stønner over, som jeg jo er tvunget til at bære rundt på min runde mave i hedebølgen, og alt går i den grad op ad bakke i Verzy, når jeg skal hjem. Alligevel tror jeg godt, at jeg kan sige, at jeg normalt holder den slags lyde for mig selv.

Men nu er det ligesom jeg bare må have mere plads... jeg er helt sikkert betydeligt mere hæmningsløs end normalt. Min krop er også i en anden form for overlevelsestilstand end normalt.

Og så er der det, at jeg vil få brug for mine instinkter og får at lytte til min krop både under fødslen og i de første dage, hvor jeg skal lære mit nye barn at kende og at tilfredsstille det så hurtigt som muligt. Noget, der altsammen lettes gevaldigt, hvis man kan høre sin indre stemme.

Jeg tror bestemt denne min given efter for lysterne er min krop, der indstiller sig på at lægge øre til den moder Natur, der også er en del af mit væsen, omend normalt meget fjern. Fascinerende at finde frem til... og fascinerende at det sådan er til at hente frem, når man ellers har brugt hele sit liv og al sin intellektuelle kapacitet på at blive og gøre noget helt andet.

Måske er det det, der er gaven ved at føde et barn. Altså udover guldklumpen.

Fødslen begynder

I Danmark venter en spændt kommende dobbelt-mormor, og hun får et opkald med beskrivelse af forløbet på hospitalet, inden vi sætter kursen mod årets fest.

Jeg får en underlig form for smerte, kan næsten ikke holde ud at sidde ned, rejser mig fra stolen og fortæller min mor, at jeg muligvis lige har fået den første ve, mens vi talte.

Muligvis, for jeg kan ikke huske, hvordan veer føles. Blot at de gør ondt.

Min tante har forklaret mig, at det kan være som menstruationssmerter, i hvert fald i begyndelsen. Senere overgår det enhver beskrivelse, bagefter er det helt glemt.

Vi overvejer, om vi tør begynde at køre mod et sted, der ligger 45 minutter den gale vej, men vi skal jo have Clement afsat, så det gør vi. Da vi er ankommet, lægger jeg mig for at hvile - ødelagt som jeg er af varmen - og som jeg ligger der i sengen, kommer der flere af samme type smerter. Forholdsvis hurtigt også i en bestemt rytme. Jeg beder Alain tage tid, og bliver hurtigt klar over, at den er god nok.

Vi beslutter os for at køre tilbage, mens det endnu ikke er for svært, og når lige at mellemlande en halv times tid i Verzy, inden vi kører videre mod hospitalet. I løbet af den sidste time er veerne gået fra at have 12 minutters mellemrum til for de flestes vedkommende at komme rimelig punktligt med 5-6 minutters mellemrum. Undervejs i bilen bliver de værre og værre, og da jeg endelig når ind på fødegangen for anden gang i dag, har de nået et niveau, hvor man ikke taler og stiller sig i foroverbøjet position, mens de står på. Når de så damper af, taler man stille og roligt videre, indtil næste ve kommer.

I bilen nævner jeg flere gange, at jeg jo slet ikke er sikker på, at det er rigtigt i gang. Måske er det for tidligt at troppe op... så vænnet er jeg til den danske facon, hvor man først får adgang til de hellige gemakker, når det virkelig er oppe over. Alain vakler, men beslutter sig til sidst for at holde fast i, at nu kører vi altså på hospitalet, så de kan se på mig...

For anden gang i dag står vi så udenfor den aflåste dør. Man ringer på, stiller sig foran et øje, så de derinde kan se, at der nu virkelig også står en gravid kvinde i mere eller mindre nød - i hvert fald i pine - derude. Så lukker de op, og en jordemoder kommer og tager imod os. Jeg skal endnu engang lave en tisseprøve, det er slet ikke noget problem, for hele dagen har jeg været på toilettet hver gang der er gået 30 minutter, og jeg har lige tilbragt de seneste 20 minutter i bilen.

Bagefter kommer jeg ind i samme rum som i eftermiddags, jeg bliver undersøgt af en jordemoder, der fortæller, at jeg nu er fem centimeter åben. Det er ganske rigtigt i gang. Vi skal snart møde væsnet fra det indre rum.

Første tjek på fødegangen

En uge går efter sidste besøg hos madame Fernandez - det er blevet min termin - og der er stadig ingen tegn på at baby vil ud...

Vi tropper derfor sammen op på hospitalet. Denne gang foregår det på selve fødegangen. Jeg er således også rent fysisk rykket tættere på sagens kerne.

Vi kommer ved 15-tiden, og jeg bliver - efter den obligatoriske urinprøve - undersøgt af en jordemoder, som spørger rutinemæssigt til forskellige ting.

Jeg har blandt andet kunnet konstatere at jeg - måske er det kun i løbet af i dag, måske i løbet af de seneste 2-3 dage - nu kun kan holde på urinen i en halv time, noget af en forværring fra tidligere, hvor jeg kunne gå en hel time uden at krydse et toilet. Det synes et ret sikkert tegn på, at noget må være under opsejling.

Jordemoderen undersøger mig og konstaterer, at jeg er tre centimeter åben, hvilket betyder at jeg har åbnet mig en centimeter siden besøget hos mme Fernandez for en uge siden. Bagefter kører de en monitoring, hvor de måler - tror-jeg-nok - babyens hjerterytme og min... jeg skal lægge ned i en halv time - som bliver til næsten en hel - med to følere rundt om maven, det de måler tikker ud som en graf fra en maskine bag sengen.

Det er skønt at få næsten en times tvunget hvil - det er langt over 30 grader - og jeg har svært ved at klare varmen. Tunge ben, ondt i ryggen, svedende som et svin... selv Alain, der normalt ikke har problemer med varme, sidder og hænger på ledsagerstolen.

Endelig kommer en læge for at scanne mig. Hun konstaterer, at alt er fint... og spørger mig - lige som vi er på vej ud af døren og således på det psykologisk set dårligste tidspunkt om de skal prikke hul på fosterhinden, tror jeg nok der menes, for at sætte gang i sagerne.

Det kan jeg ikke overskue, så vi siger nej tak, og får besked på at møde op igen om to dage. Jeg har allerede givet udtryk for at jeg helst vil undgå en igangsat fødsel, men foreløbig er alt også fint, og jeg må gerne gå de næste to dage over tiden.

Vi kører hjemad for at hente Clement og køre til Bastillefest i Soulières.

Saturday, July 08, 2006

Større end fodbold



Min mave er virkelig stor - større som en fodbold - selvom fodbolden ellers synes så passende et mål i disse VM-tider.

Frankrig spiller finale mod Italien i morgen, og mange har så mindeligt bedt mig om at holde på den i hvert fald under kampen. Dog ikke Alain, men jeg er sikker på, at han tænker det. Det er så også i orden, hvis han gør det.

Jeg kan næsten ikke slæbe mig afsted længere. Jeg er træt nærmest inden jeg overhovedet er kommet ud af sengen om morgenen. Min kvalme vender tilbage cirka en gang i timen, det eneste jeg kan gøre ved den er at spise og drikke, så nu har jeg droppet de sidste forsøg på at undgå overspisning.

Det har alligevel også vist sig, at jeg har taget nøjagtig det samme på som sidst, og jeg har virkelig spist seriøst mange mindre wienerbasser denne gang. Af den enkle grund, at jeg her ikke passerer Sankt Petri bageri hver morgen. Hvis jeg gad slæbe mig hen til bageren, og der var garanti for gode croissanter, er det muligt at jeg ville have været mindre standhaftig også denne gang. Men man kan aldrig vide, om det er en af de dage, hvor selv deres smørcroissanter er bagt for hårdt, og de holder altså bare ikke. Tænk at flytte til Frankrig, bo i en by med bager, og så er der ikke statsgaranti på gode friske croissanter. Nå, men det er sikkert godt for ikke at ryge helt ud af vægtskalaen.

Friday, July 07, 2006

Ingen tegn på at baby vil ud

Jeg går stadig og venter.

Når jeg vågner om morgenen, føler jeg mig som en strandet hval.

Siden de to jag over lænden onsdag aften har der ikke været det mindste tegn på at noget er ved at ske.

Selvom jeg ikke ligefrem længes efter smerten, går jeg alligevel bare og venter og venter og kan ikke lade være med at ønske, at der snart sker noget.

Oplevelser, hvor man i den grad har forberedt sig og forestillet sig alt muligt så grundigt på forhånd, er sjældne, synes jeg.

Thursday, July 06, 2006

De første prik

Mens vi i aftes så Frankrig spille semifinale i fodbold-VM mod Portugal, mærkede jeg de første to ret små jag over lænden. Det er de første prøveveer, jeg har fået.

Pludselig fik jeg stort behov for at forlade etablissementet - vi var trods alt til fodboldfest 50 kilometer væk fra hospitalet - og kommer hjem.

Lige så snart kampen var slut - Frankrig vandt 1-0 - kørte vi tilbage. Jeg har ikke mærket noget lige siden.

Da Clement blev født, fik jeg også sådan et par jag, en eller to dage, før fødslen for alvor gik i gang, så jeg formoder, at dette er indledningen.

Mærkeligt at tænke på, at det nu er så tæt på at være slut. Man venter og venter, i uger, i måneder, i kvartaler og lige pludselig er man så tæt på målet, at tiden kan tælles i timer.

Kufferten er pakket nu, og vi tager den også for en sikkerheds skyld med på tur. Nu håber Alain så, at det kan blive overstået enten før eller efter VM-finalen på såndag kl. 19. Der er fire dage til, så han har en rimelig chance.

Wednesday, July 05, 2006

Venter kun på veerne

Nu mangler der sådan set kun én ting: Veerne.

Slimproppen fjernede madame Fernandez i dag, da hun havde fingrene oppe for at måle livmoderhalsens længde. Den er forkortet, som den skal. Babyens hoved står, som det skal. Det var jeg nu også ret sikker på, for den presser ret hårdt mod min stakkels blære.

Fødslen kan komme når som helst i løbet af den næste uge, mener hun.

Det er rart at få bekræftet, at alt er fint og klart.

Hun kaldte i øvrigt også min mave for "une belle boudine", jeg har svært ved at lodde nuancen i det, men det betyder vel så meget som at stort set alle kiloene - 18 stærke er det blevet til - har placeret sig foran på maven, der mere end nogensinde ligner et bovspryd, en galionsfigur. Men madame siger, at "boudine" har en blødere, blidere klang end "ventre", så hun synes om at bruge det ord. Hun skal være velkommen.

Tidsindstillet bombe
Jeg føler mig lidt som en tidsindstillet bombe, hvor vandet kan gå, når som helst, og fødslen ditto. Blot kender jeg ikke indstillingen...

Frankrig har en kamp tilbage i VM, og dem, der interesserer sig for den slags, kan håbe på endnu en. I givet fald på søndag. Vi har besluttet at satse på den i aften, hvilket på en eller anden måde føles lidt vildt, da det er 45 minutter i den gale retning i forhold til hospitalet.

På den anden side kan jeg jo ikke side herhjemme og kun vente i en hel uge. Tværtimod har vi haft et rimeligt aktivt ude- og gæsteliv de seneste uger, for i det mindste at fylde tiden. Og udnytte det dejlige sommervejr selvfølgelig også.

Jeg har pakket kufferten, halvt i hvert fald, jeg har ikke det store overskud af underbukser, jeg kan passe, så det må vente til sidste sekund.

Clement er på en uges sommerferie, så det ville passe fint, hvis fødslen kunne kommer undervejs. Vi får se. I sidste ende er det veerne, der kører løbet.

Sunday, July 02, 2006

Gravid i heden

Vi har over 30 grader i skyggen, i morgen bliver det efter sigende endnu varmere, og jeg kan næsten ikke slæbe maven afsted.

I dag nåede jeg kun ud af matriklen for at invitere naboerne til grill i morgen aften, primært fordi vi har sagt, at vi ville gøre det, og så for at fylde ventetiden ud. For den er lang nu.

Jeg kan holde den gående i nogle timer, inden jeg bliver så træt, at jeg må sove mindst tre. Selv Alain kan ikke holde ud af foretage sig noget i de varmeste eftermiddagstimer, så jeg føler mig lovligt undskyldt.

Vægten ligger på godt 80 kilo nu, og lidt er der da røget på på ben, bryster og balder, men jeg må nok konstatere, at det hele ellers er ret koncentreret foran på maven. Hvilket får ryggen til at protestere med få timers mellemrum.

Presset nedad mod bækkenet er ret massivt, det gør faktisk ondt, jeg kender det ikke fra min første graviditet, men nu kan jeg mærke, at hvis jeg bevæger mig for hurtigt eller pludseligt - ikke at det sker tit - så er der omgående betaling ved kasse 1 i form af ubehagelige jag og stramninger. Jeg er derfor ret sikker på, at baby har lagt sig parat. Men rigtige veer er det altså ikke.

Sjovt nok har jeg fuldstændig glemt de rigtige veer. JEg tager mig selv i at tænke over om dette eller hint jag mon var det første tegn på noget action, men i virkeligheden ved jeg jo godt, at når man har rigtige veer, er man altså overhovedet ikke i tvivl, for det gør bare så meget mere ondt end man overhovedet kan forestille sig. Endda også selvom det starter blidt. Jeg kan altså rent intellektuelt huske, hvordan veerne var, men ikke selve smerten eller hvor den føltes eller sådan noget.

Ellers begynder jeg nu at glæde mig, til babyen kommer ud, og så må vi tage alle andre forudsete og ikke forudsete besværligheder, som de kommer.