Hofteskredsbehandling

Når man har et problem - eller et eller andet overgår en - er det sjovt nok, som det pludselig viser sig, at man har en hel stribe af folk omkring sig, der forlængst har passeret det "pas" i livet. Uden at man nogensinde har været klar over det. Det har de - venner, familie, bekendte, hvem end de er - nemlig aldrig belemret en med.

Alain sagde på et tidspunkt, at han har læst, at hvert femte barn har problemer med hoften som nu Eva, hvilket jeg blankt afviste. Det kunnne bare ikke passe. Har du overvejet, sagde jeg, at det, du siger, betyder, at hvert femte barn, vi kender, skulle have haft disse problemer. Kan du overhovedet nævne et eneste?

Det kunne han selvfølgelig ikke, det kunne jeg heller ikke selv, men de har nu alligevel vist sig drypvis. Når jeg har fortalt om Evas spændetrøje. Jeg ved ikke, om det ligefrem er tyve procent. Men jeg er da uden at have spurgt eller fortalt fantastisk meget stødt på fem-seks familier, hvoraf nogle har ladet deres babyer gennemgå behandlingen, mens andre har ment - ud fra lægernes anvisning, går jeg ud fra - at problemet var så minimalt, at det nok ville gå i orden af sig selv.

Jeg har nu ikke hørt om nogen her i Frankrig, der har valgt at lade problemet ordne sig selv. Det tilskriver jeg kulturelle forskelle. Jeg vil mene, at læger her har langt større autoritet end i Danmark, og at man her vil foretrække at behandle for meget end for lidt. Alene derfor tror jeg kun sjældent, at man vil vælge behandling fra.

I Danmark tales der tilsyneladende om, at hofteskred bliver overbehandlet, hvilket vel er gunden til, at nogle vælger behandling fra. Om det også bliver diskuteret i Frankrig ved jeg ikke, men jeg er helt sikker på, at der er forskel på en danskers og en franskmands indgang til problemstillingen. Jeg kan dog se, at der åbenbart også er forskel på behandlingsformen. I Danmark bruger man, så vidt jeg kan se af tilgængeligt materiale på nettet altid en egentlig skinne, der ikke kan tages af i de tre måneder. Vi har den lette udgave, der minder om en plasticvest, som vi kan tage af ved bad og bleskift.

Det har ikke strejfet mig at vælge behandling fra. Heller ikke selvom to specialister foreløbig har sagt, at det kun er meget lidt. Heller ikke selvom jeg har læst - yderst interessant - at man ikke behandler hofteskred i det sorte Afrika. Defekten ordner sig ad naturens vej ved at iagttage ordentlige rutiner omkring bleskift, når man bærer barnet osv.

Men nogen gange - og de gange handler i øvrigt meget tit om noget sundhedsrelateret, sikkert fordi det bare er så vigtigt at vælge rigtigt her - hader jeg på den måde at stå midt imellem to landes måder at gribe tingene an på. Fordi man lægger en fast skinne i Danmark, kan jeg nu ikke lade være med at spørge mig selv, om det så eer godt nok med den 70'er-model, som Eva har. Om det virkelig stemmer med moderne, opdateret viden, at den bare skal holde hendes ben i frøstilling, og ellers har det ikke den store betydning, at den sidder på millimeter og så fremdeles. ´Jeg må jå holde mig til, at den ret lemfældige demonstration, vi fik på hospitalet må betyde, at det i Evas konkrete tilfælde virkelig ikke er så vigtigt.

Læs mere her.

Første gennemsovning

I nat sov Eva igennem for første nat siden hun blev født den 14. august.

Jeg kunne ikke tro mine egne øjne, da jeg vågnede, og det var lyst udenfor.

Jamen, sagde jeg til Alain, hun har da ikke været vågen... næh, det mente han heller ikke.

Normalt vågner hun jo mellem klokken 3 og klokken 4 om natten, og så går der halvanden time med at amme - først en halv time på det ene, så en halv time på det andet (bryst altså) - derpå den lede flaske, som jeg skal ned af trappen for at tilberede - og endelig skal hun skiftes, hvilket også er kompliceret af hofteskredsdimsen. Den er jo ikke svær overhovedet, det er kun kl. 4 om natten, at jeg bare overhovedet ikke har brug for at få kompliceret tingene unødvendigt. Nuvel, det er lykkedes at samle den hver nat... Så jeg klarer den nok...

Også selvom denne første fantastiske gennemsovning ikke holder i længden. Der er vel grænser for hvor fantastisk ens baby kan opføre sig. Eller?

At genvinde sit liv

I dag har vi været i skoven i halvanden time, i går var vi også i skoven i en halv time. Lige til Clement blev bange, fordi nogle jagerfly fløj henover hovederne på os så lavt, at jeg ikke kunne tale med ham i 5 sekunder. Vi kunne ikke høre hinanden. Der er flere baser i nærheden, og piloterne synes, det er sjovt at flyve lavt.

Det er første gang, at vi er nået udenfor porten helt alene - uden Alain - og på en helt almindelig dag. Det er skam stort. Et lille skridt for menneskeheden, men en landvinding for mig for det handler om at generobre mit liv, og skridt for skridt blive i stand til at gøre de sammen ting også med to børn som jeg før gjorde med et og tilbage i en helt anden tidsalder for tre år siden gjorde alene.

Vi kan gøre alting - stort set da - når vi er to. Alene og to børn er en anden snak. Men jeg mener bestemt, at jeg de sidste to dage har taget det første skridt i så henseende.

Hofteskredsdimsen

Sådan ser den altså ud... den dims vi snører uden på Evas torso for at holde hendes ben i frøstilling... det er vel rarere uden, men hun er ikke generet af den. Omend der er varmt under plastic'en. Jeg er meget glad for, at vi først har fået konstateret problemet og fået dimsen efter at hedebølgen er slut.

Vores søde, søde nabo, hvis søn var et af de sjældne drengebørn med samme problem - piger rammes langt oftere end drenge af denne defekt, jeg ved ikke hvorfor - sagde i går, at hun gerne vil forære Eva en lille kjole men først når hun ikke skal bruge dimsen længere. Den er jo ikke specielt kjolevenlig.

Jeg blev så glad... jeg bliver da glad, når nogen tænker på Eva... men dette gjorde mig ekstra glad... hun kan jo ikke rigtig bruge kjoler lige nu... men når hun ikke længere skal bruge dimsen, vil jeg jo gerne fejre det med at give hende en kjole på... jeg går ud fra, at Jocelyne kender følelserne fra dengang hendes søn havde en lignende dims. Hun fortalte mig, at de er stort set identiske bortset fra det blomstrede bånd, der sidder ved kanterne på Evas. Det er såmænd også så rørende i sig selv. Nogen må jo have siddet på en eller anden dødssyg fabrik for medicinsk udstyr og tænkt, at så grimt skal det saftsusme alligevel ikke være... og valgt at bruge tid og penge på at sy et ganske unyttigt kantebånd på også... bare for at det ikke skal være helt så slemt.

Jeg har allerede tænkt, at jeg kommer til at gemme dimsen... køn er den jo ikke, men jeg finder den rørende.

Mælkefedt

Af en eller anden grund sover Eva længe i dag. Så længe at jeg må igang med pumpen. Senere på dagen er jeg i gang med den helt store afvaskning, da hun skal have mad, og jeg foreslår, at vi springer dette måltid over, og at jeg i stedet malker ud bagefter.

Da jeg tager morgenens udpumpede mælk ud af køleskabet for at blande den med frokostforsyningen, kan jeg konstatere et glinsende fedtlag, der ligger på overfladen.

Glædestrålende viser jeg den til Alain. Det er altså ikke bare skummetmælk, der kommer ud af mine attributter.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg beskæftiger mig så pokkers meget over den mælk. Mere end én gang har jeg tænkt, at hvis jeg overvejede noget mindre, ville det uden tvivl gå mere af sig selv. Måske ville selv mængden være mere i overensstemmelse med Evas behov. Men jeg er jo den, jeg er, og jeg er altså en tænker...

Men jeg glæder mig også, og i dag er det helt tydeligt sødmælk, der strømmer ud af kanalerne. På en eller anden måde er amningen så mere umagen værd.

Et halvt kilo

Eva har skam taget over et halvt kilo på siden sidste skrækkelige torsdag. Hun er nu atter oppe over sin fødselsvægt. Hele 100 gram over de 3600 det kunne blive til den 14. juli. Mandag er det en måned siden. Sundhedsplejersken virker dog tilfreds nok. Eva selv virker også ret tilfreds for det meste. Gudskelov.

Sundhedsfagligt besøg

Sundhedsplejersken har været på besøg i dag. Jeg ved ikke helt hvorfor, for nu hvor vi endegyldigt er gået over til at fodre Eva med flaske, går alting rimelig smertefrit. Men sidste fredag blev hendes visit jo aflyst, da vi så overraskende blev hospitaliseret i 18 timer, og jeg formoder, at hun gerne ville følge lidt op.

Efter at jeg er holdt op med at amme 100 procent, og også giver flaske, er alt let. Jeg synes, det er dejligt at amme Eva, ikke mindst nu hvor det ikke længere gør ondt. Jeg har stadig fornemmelse af, at der er mælk tilbage i brysterne, når Eva slutter med at patte, men det er der ikke rigtigt noget at gøre ved. Jeg har forsøgt mig lidt med at malke ud, men det er for omfattende i løbet af en dag, hvis jeg først skal amme i en halv time og bagefter give to flasker - først det udmalkede, bagefter modermælkserstatningen - bagefter malke ud og så skifte ble, lulle i søvn eller hvad der nu står på dagsordenen, udover Clement.

Jeg har valgt fortsat at amme, fordi det er så dejligt. Intet bringer mig tættere på Eva, end når jeg ammer hende. Og hun elsker det, det er jeg helt overbevist om, hendes udtryk er simpethen så lykkeligt, når hun ligger ved brystet. Mit humør bliver så godt af at kunne give hende dette. Bagefter er amning hele indsatsen værd. Der er også det oplivende moment ved det, at det er en afslappende halv time hver tredje time, hvilket er rart, da dagene ellers godt kan blive lange og hårde. Jeg har ikke en chance for at hvile mig i løbet af dagen udover disse ammeperioder, hvor jeg dog godt kan beskæftige Clement samtidig: Læse bog, fortælle noget, lægge puslespil eller noget andet stillesidende.

Madame spørger til maden. Den fungerer, det er klart, når man giver sutteflaske, kan det dårligt gå galt, så ved man jo, at barnet spiser, hvad det skal.

Jeg spørger hende om hendes holdning til, hvorvidt mælk kan være god eller dårlig. Jeg udtrykker mig desværre for upræcist - det sker vist ofte på fransk - for hun svarer, at moderens mælk altid er god. Det, jeg mener, er snarere, om mælk kan være mere eller mindre nærende. Om min mælk kan være mindre nærende. Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg bliver ved med at opholde mig ved dette.

Hospitalet har jo med al ønskelig tydelighed demonstreret for mig, at der næppe nogensinde kommer mere end måske 30-40 milliliter ud af begge bryster sammenlangt per gang, og det kan Eva jo slet ikke blive mæt af. Hver sutteflaske indeholder nu 90 milliliter, og Eva levner for det meste ikke mange dråber. Dog sætter hun heller ikke en flaske til livs, hver gang hun spiser. Nogle gange - måske et par gange i døgnet - er hun tilfreds med bryst.

Alt det hospitalspersonale, jeg har spugt - både i Danmark (med Clement i sin tid) og nu med Eva i Frankrig) - siger, at det ikke er et spørgsmål, om mælken er god, men om der er nok.

Hvorfor jeg så ikke har nok, ved jeg ikke. Måske tænker jeg for meget over om der er nok. Alle bøger og mennesker, der ved noget om sagen, taler jo om, hvor psykologisk betinget det at amme i virkeligheden også er. Og det er helt klart, at jeg har været måske overfokuseret på, om jeg nu ville kunne få det til at fungere her i Frankrig, hvor jeg hører så mange mystiske opfattelser, og derfor på forhånd ikke har haft megen tiltro til den viden, der er på feltet hernede.

Nu kan jeg så konstatere, at de to sundhedsplejersker, jeg har mødt, bestemt virker kompetente. Den brochure fra hospitalet, som jeg har læst, var også umiddelbart genkendelig viden for mig, så jeg må nok konkludere, at det er muligt, at danske veninder af mig andre steder i Frankrig ikke har kunnet få den fornødne hjælp, men jeg har ikke noget at klage over.

Da vi jo er begyndt med hofteskredsvesten, spørger jeg også sundhedsplejersken, om vi anbringer den rigtigt. Det er ikke fordi, der er så mange variationsmuligheder. Den kan kun sidde på én måde, til gengæld kan det være mere eller mindre vigtigt, hvor præcist man anbringer den. Og hvor stramt.

Jeg har deduceret mig frem til, at der nok ikke er noget særligt at tænke over, idet hospitalets gennemgang af vesten var så hurtig og løselig, at det umuligt kunne have nogen særlig betydning, udover lige at hun selvfølgelig skal have den på. Det bekræfter hun.

Det har hun også haft siden i går eftermiddags. Kun afbrudt af et lille intermezzo, da hun tissede på det i formiddags, og den efterfølgende måtte vaskes og hænges til tørre. Heldigvis har hun ikke brokket sig over at få den på igen. Hun bemærker den tilsyneladende ikke, det er jo dejligt.

Da der virkelig ikke er så meget at snakke om - Eva er jo nem, at have sådan en baby er jo det nemmeste i verden stort set - aftaler vi, at jeg kan ringe til hende, hvis der er noget, jeg vil spørge om. Jeg tror også nok, at hun foreslår, at hun kan kigge forbi, når og hvis hun alligevel er i området, hvilket er fint med mig. Jeg er glad for at have en eller anden faglig person, jeg kan spørge til råds, og hende her er ligesom hendes kollega midaldrende, lige-ud-af-landevejen og let for mig at forstå rent kulturelt.

Åh at være en familie

Før vi fik Eva, sagde flere veninder, hvor dejligt det var for dem at få barn nummer to. Fordi det er dejligt at få et barn - og se hvad det er for en - men også fordi at de så følte sig lidt mere som en familie, som en rigtig familie.

En anden veninde spurgte, om vi så ikke også skulle have nummer tre - ligesom hende selv - på det tidspunkt var jeg vildt højgravid og kunne dårligt tvinge mine varme fødder henover asfalten, og tænkte på alt andet end endnu et barn.

Men nu hvor Eva er hos os, må jeg indrømme, at tanken kildrer mig velbehageligt. Til trods for at graviditeter er en halvhård affære for mig rent psykisk. Til trods for bøvlet, der er begyndt, og som formentlig fortsætter de næste to år. Jeg synes, at det trods alt er stilnet af med Clement nu, overvejelserne er muligvis ikke mindre, men de kræver i hvert fald ikke konstant opmærksomhed nu.

Og jeg er helt klart tiltrukket af det faktum, at man sådan bare lige kan lave et helt menneske i et splitsekund med rigtig energi. Et lille menneske, der vil arve godt og skidt, der vil komme ud og allerede have de første byggesten til sin helt egen personlighed på plads. Et menneske, som jeg vil have givet livet, og som jeg skal give redskaberne til at skabe sit eget liv. Det er s'gu da fascinerende, jeg begynder at ane, hvorfor folk får fem børn.

Babyoverskuddet

I disse minutter - mens jeg skriver - er det fire uger siden, at jeg fik lagt mit livs første epiduralblokade. Om fire timer er det fire uger siden, at jeg blev mor for anden gang.

Efter de første vaklende minutter har der snart længe ingen tvivl været i mit sind. Min lille datter er bare så dejligt og lækker, at jeg aldrig har kendt magen i mit 38 år gamle liv.

Trods mindst én vågen nattetime, trods dagens forløb i løb snarere end i gang, trods det at så lille et menneske skal bruge så megen pleje... har jeg aldrig oplevelsen af at køre træt. Vel er jeg da træt, især ved 18-tiden når jeg skal i gang med aftensmaden, er der bare ikke mere krudt, det finder jeg så alligevel, for vi får da noget ordentligt at spise hver dag.

Jeg formoder, at nybagte mødre - måske også fædre, jeg må spørge Alain - får et ordentligt læs energi til dårlige tider. Jeg ved ikke, hvor længe der er reserver til, så for en sikkerheds skyld har jeg skiftet graviditetsvitaminpillen ud med en multivitamin.

Halv dag i apparatet

Eva har nu tilbragt en halv dag i plasticapparatet, og jeg må indrømme, at det ser ud til, at det overhovedet ikke generer hende. Det er også rimelig let at tage af og på, blot stinker det så voldsomt af ny plastic, at det er svært at lugte, om hun skal skiftes. Som oftest er der selvfølgelig heller ingen tvivl, for det sprutter ud af hende med et sådant lydniveau, at det kan høres i rummet ved siden af.

Hun har været noget urolig til aften, måske fordi det er gået op for hende, at dimsen altså bliver siddende.

Ifølge ekspertpapirerne tager det dog højst en dags tid eller to, og vi ved såmænd ikke engang, om det er spændetrøjen, hun var utilfreds med eller noget andet.

Foreløbig er den i øvrigt endt uden på tøjet. På den måde kan hun bruge tøj, der passer hende, og man kan også direkte se, at hun har halløj på. Ellers ville hendes torso få en mærkværdig firkantet form under alt for stort tøj. Sådan lidt klovneagtigt... så morsomt finder jeg det trods alt heller ikke...

Ultraglad

Ikke engang fire uger gammel og har allerede fået sin første ultralydsscanning.

Scannelægen er enig med ortopæden: Evas defekt er meget lille.

Det er jo dejligt, lige hvad vi gerne vil høre men ikke turde håbe på.

Eva er så lillebitte som hun ligger på den sorte læderbriks med bodyen smøget helt op og uden ble, så understellet er blottet. Hun hævner sig og tisser på papiret med det vuns... men sygeplejersken er ikke sådan at slå ud. Det har de prøvet før.

Hun får den kolde creme på ved venstre hofte, og lægen kommer ind og scanner hende.

Diagnosen er, at benet ikke sidder så tæt på selve hofteskålen, som det bør. Det er et problem, der let kan rettes med den type spændetrøje, vi har fået, oplyser lægen.

Der er ingen grund til at tro, at ikke alt kommer på plads i løbet af den behandlingstid, der er afsat - altså de almindelige tre måneder - vi glæder os.

Eva finder sig i den første omgang kold creme og scanning, men da han starter forfra på den anden side af hoften, er hendes tålmodighed opbrugt, og hun sætter i med at hyle og skrige som en stukket gris. Da det er overstået, falder hun dog hurtigt ned igen. Hun er i sandhed et let barn.

Det er så let at gøre hende godt og glad igen. Små kys og strygninger over håret, måske bryst, hvis det går virkelig højt, og tænk, så er hun glad i en hel time eller to. Fantastisk.

Vi er også godt tilpas med dagens gode indhold, og i gang med at vænne os til tanken om at give hende plastic'en på.

Blomsterkantebånd på plasticapparatet

Spændetrøjen er kommet.

Den er i plastic, stinker af plastic og med en masse bændler og velcro samt et ret stift stykke stof, der skal anbringes mellem benene, så de presses ud i den ønskede frøstilling. Jeg glæder mig over, at hedebølgen er ovre, for det må blive varmt i sådan et plasticfængsel.

Jeg ved godt, at vi selvfølgelig skal være glade for, at det ikke er nødvendigt med en rustning af gips eller lignende.

Producenten har endda forsøgt at gøre den lidt fin ved at sætte kantebånd med blomster på...

Vi har ikke prøvet at give hende den på endnu. Det bliver i morgen, eller i hvert fald senest på fredag, hvor sundhedsplejersken kommer, og vi derfor kan spørge hende, om det vi ikke har forstået, eller ikke kan finde ud af.

Hvad tøj angår, kan jeg godt se, at vi måske kommer til at finde nogle store størrelser frem. Hun kan have apparatet udenpå bodyen, men hvis hun ikke skal se alt for mystisk ud, kommer hun til at have tøj udenpå apparatet, og lidt fylder det jo. Bare det ikke vil se alt for uformeligt ud.

Tænk engang, at jeg gider beskæftige mig med sådan noget... men hun er bare så fin, min lille babyfrøken, fine så bevægelser, fine træk, fin lille størrelse... jeg bryder mig ikke om, at hun skal udsættes for noget, der ikke er lige så fint, som hun er.

Den har i øvrigt størrelse 12 centimeter, den allermindste, der findes.

Mælkelugt

Jeg er begyndt at elske den lugt af varm mælk, der er imellem mig og Eva, når jeg ammer hende.

Selvom der ikke er mælk nok til at dække hendes behov, er der i hvert fald nok til, at jeg har lagt mærke til lugten nu.

Og jeg nyder den.

Kropskontakt

"Nyd det nu, inden hun får den på," siger min veninde, og mener den "dims", der skal rette Evas hofteskred.

Jeg har i tankerne strejfet indholdet af hendes budskab, mere per intuition end pga. erfaring eller bevidst deduktion.

Jeg tror egentlig mest, det hang sammen med en tanke i retning af "Øv, kan hun mon overhovedet have de tre fine kjoler på". Dem har hun fået i fødselsgave, og jeg kom lige pludselig i tvivl om, hvor stor den skinner egentligt er? Pladen er jo i hvert fald rektangulær på både for- og bagside, og pludselig kunne jeg ikke se for mig, hvordan man har kjole, ja hvordan man i det hele taget har tøj på, med mindre det altsammen er alt for stort.

Først derefter gik det op for mig, at jeg jo ikke længere vil kunne lægge hende blødt og fint tilrette i en halvcirkel under mit bryst. Hun vil jo være stiv med den på, det er ligesom idéen i behandlingen.

Isabelle taler om manglende kropskontakt, krop-mod-krop varme, og jeg bliver helt trist. Hvor jeg dog glædede mig til at opleve det med Clement, og det varede så længe, før noget blev en nydelse. Med Eva har næsten alt været en nydelse, og nu vil jeg ikke af med denne kropsnære del af det. Jeg vil simpelthen ikke give afkald på noget af det, jeg følte mig så snydt for første gang. Selv om jeg selvfølgelig godt ved, at det bliver jeg nødt til. Jeg vil det selvfølgelig også, for jeg vil have hofteskreddet kureret.

Heldigvis har jeg da haft de første tre - næste fire uger - helt for mig selv med min datter, uden dims imellem os, så mon ikke vi kan bevare de gode takter, også når hun har den på. Det må jeg arbejde på.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke lidt over, hvordan jeg skal få hende til at bøvse, når jeg ikke kan klø hende på ryggen. Og om det er ligeså dejligt at blive strøget over benene og armene som på ryg og mave... over kroppen...

Vær en virkelig, lille frø

Vi er begyndt at tage os lidt mere af det hofteskred... mens vi venter på spændetrøjen, der er bestilt på et apotek i Reims.

Jeg har læst lidt på danske links og mine danske bøger om babypleje, og Alain har tjekket op på den franske del af informationerne.

Det har vist sig, at der åbenbart findes flere forskellige behandlingsformer alt efter graden af defekt - dermed har det altså en betydning, at Evas defekt i hvert fald foreløbig er diagnosticeret som lille. Vi har nemlig fået recept på det, jeg kalder spændetrøjen - det ligner den nemlig - og den må vi tage af, når hun skal skiftes. Der findes andre "dimser", der skal sidde døgnet rundt i tre måneder. Det har også vist sig, at en venindes datter tilbragte sine første tre måneder i et apparat, som de kun måtte tage af hver 8. time. De kunne altså ikke nødvendigvis skifte lortebleer, før efter otte timer.

Det kan man selvfølgelig leve med, når målet er så ædelt som at sikre sit lille barn mod en vraltende gang på livstid foruden tidligt slid på hoften. Men sjovt kan det ikke have været, at ens lille prinsesse fra tid til anden har været nødt til at tilbringe otte timer med afføring i bleen.

Vi har ikke fået nogen særlig besked om den slags, og efter at have tjekket lidt op på sagerne, kan vi se, at der rent faktisk er forskellige modeller alt efter grad. Vi konkluderer derfor, at spændetrøjen faktisk hænger sammen med den lette diagnose, som ortopæden stillede sidste uge.

Alain finder ellers interessante oplysninger. Ikke mindst finder jeg det vældig spændende, at det tilsyneladende ikke er nødvendigt at behandle Evas form for hofteskred i det sorte Afrika. Det hænger sammen med, at sorte, afrikanske mødres måder at bære og tage sig af deres spædbørn på åbenbart regulerer defekten på naturlig vis.

Den måde, de bærer børnene på i den første tid, får de små til at sidde i den frøstilling, som Evas kommende spændetrøje eller andre remedier til behandling af hofteskred tvinger dem ind i og som altså befordrer den færdigudvikling af hofteskålen, som mangler, og som har udløst diagnosen.

Og vi kan selv støtte den gode udvikling ved at lære nogle gode vaner:

1) Ikke hive op i benene ved bleskift - som det er lettest - men i stedet fatte om numsen.

2) Give bryst i liggende eller halvliggende - hvad det så end er - stilling. Ærgerligt, ærgerligt, nu hvor det endelig efter snart fire uger fungerer fint at sidde op med hende.

3) Lade barnet sidde overskrævs på ens lår, hvis/når det får sutteflaske.

Evas enkle paradis

Min lille datter har et udtryk af yderste velbehag, når hun sutter mælk hos mig. Hun smiler... hun vender det hvide ud af øjnene, ind i mellem åbner hun en sprække, rævesover, skal måske lige sikre sig fortsatte leverancer.
Løfter hun hovedet for at løfte sig af brystvorten, har hun en vane med nærmest at hugge hovedet hen mod paradis igen. Eller hun snuser - som et lille dyr - for at finde en eliksir, der er kun for hende.

Sådan ser hun aldrig ud, når hun får sutteflaske - her er hun langt mere vågen, og hun er bestemt glad for flasken, ingen tvivl om det, men den har intet med paradis at gøre. Alene denne forskel er nok til, at jeg er umådelig glad for, at Eva - trods flaskemælken, trods alt bikset med amning, trods smerterne - kan få i hvert fald noget mælk hos mig.

Jeg tror aldrig, at man kan komme tættere på sit barn end sådan her. Det er såmænd ikke fordi jeg har haft behov for at kommme så tæt på nogen, men nu hvor det så er sket alligevel, må også jeg indrømme, at det er dejligt, og noget helt særligt, som jeg yderst nødigt ville have undværet.

For meget af det gode

At amme sin baby er noget af det bedste, man kan gøre for den og for sig selv. Men for meget af det gode fordærver her som i så mange andre sammenhænge. Skal man tro ny forskning fra Finland, som den britiske avis The Independent omtalte forleden.

Forskere ved Helsinkis hud- og allergihospital bad for tyve år siden 200 mødre om at amme deres børn så længe som muligt og har efterfølgende fulgt op på resultatet. Babyer, der er blevet ammet mere end et halvt år, rammes måske i højere grad af eksem, allergi og astma end dem, der er ammet i op til et halvt år, lyder konklusionen.

Det fremgår dog ikke helt klart, om de ammede babyer også har større risiko, end dem, der slet ikke ammes.

Min konklusion er, at dette blot endnu engang viser, hvor svært det er at styre efter al den forskning og konklusioner, der er om alle mulige livsforhold

Skal man med andre ord lade være med at amme? Amme mindre? Amme som man har lyst til? Gøre som man i det hele taget har lyst til og føler rigtigst. Jeg hælder nok til det sidste.

Problemet er mest af alt at finde hele vejen ind til der, hvor ens egen stemme, intuition og fornemmelse for, hvad der er rigtigst i ens egen familie, bor i den kakafoni af information, ny forskning og ekspertudsagn, man bombarderes med dagligt, ikke mindst som nyslåede forældre.

18 timer på skadestuen

Gennem fem dage har vi fundet nogle små, røde pletter i Evas bleer. I begyndelsen har jeg antaget, at det var joden fra navlen, der satte spor i bleen, men som Alain rigtigt anfører, kan det ikke forklare, at pletterne er både på bleens for- og bagside. Det må være blod.

Da vi alligevel skal på hospitalet, foreslår sundhedsplejersken, der kommer på hjemmebesøg, os at spørge dér.

Vi henvender os først på barselsgangen, men bliver der henvist til skadestuen for børn. Da vi henvender os i receptionen der er Eva sulten og skriger ganske meget og på den særlige måde hun har udviklet allerede på barselsgangen på fjerdedagen, hvor hun er sulten.

Så jeg kan godt høre, at hun er sulten, men jeg har jo vænnet mig til at høre det gennem det sidste lille uges tid, og måske allermest i de første måneder med Clement. Jeg har udviklet en særdeles høj tærskel for, hvordan et lillebitte barn kan skrige, og må skrige. Det gør mig helt ked af det at skrive det, men det er sådan, det er, og det er uden tvivl forklaringen på, at jeg har levet med situationen den sidste lille uges tid. På trods af mit mantra om, at jeg aldrig mere vil have et barn, der er sultent, så er det åbenbart lige akkurat, hvad jeg har fået igen ved at droppe den ekstra sutteflaske og amme 100 procent.

Sygeplejerskerne i receptionen sender mig direkte hen i et rum for at amme hende. De tager sig ikke engang tid til at veje Eva først, sådan som det ellers er praksis her. Imens jeg ammer i et lille undersøgelsesrum, forklarer Alain situationen med bleerne. Så slutter han sig til mig i det lille rum, og vi venter sammen på en eller anden.

Det bliver en ung medicinstuderende - en kvinde, der ser meget seriøs og alvorlig ud, det gør de allesammen, også de lægestuderende jeg har været i kontakt med på barselsgangen - der kommer først. Hun skriver diverse informationen ind på et stykke papir, men er ellers åbenbart ikke i stand til at sige noget, for hun henter først en ung mand, siden kommer en anden - læge eller sygeplejerske - det ved jeg ikke. Derefter går det stærkt.

Hele rummet fyldes med personer med hvide kitler, og en af dem foreslår - jeg er dog ikke helt klar over, om det er en ordre eller et forslag - at Eva får en sutteflaske, og så kan de undersøge hende bagefter. Det accepterer jeg selvfølgelig.

Men så kan jeg heller ikke mere. Det er som om vi - jeg - er blevet smidt ud af paradiset. Alt har været så enkelt med Eva disse første tre uger, enkelt, dejligt, smukt og lige som det skal være, og som jeg kunne have bestilt det, hvis jeg helt selv kúnne bestemme. En brat opvågning.

Så jeg græder - ikke som pisket endnu - det er bare så omvæltende, først det konstaterede hofteskred og nu dette sultne barn, som de oven i købet indlægger stort set på stedet for at observere hende. De taler om mulig urininfektion, og vil undersøge både urin, blod og veje hende før og efter brystmælken for at tjekke, hvor meget hun egentlig får.

En sygeplejerske anbringer en lille pose i Evas ble, der skal opsamle hendes urin, så de kan analysere den.

Vi bliver dernæst overflyttet til et lille rum på den del af skadestuen, hvor de har patienter til observation i maksimalt 24 timer. Der er koldt i rummet. Der står en babyseng, en længestol og så er der en vægt, pusleplads og en vask, der er stor nok til at fungere som badekar.

Da de tager en blodprøve græder jeg som pisket. De tager simpelthen så meget blod ved sådan en, det ved jeg, jeg har jo også set Clement få sådan en taget, han var blot uden bevidsthed, så det var ikke specielt traumatisk. En sygeplejerske drypper gluclose i Evas mund, det er den eneste form for bedøvelse, de kan tilbyde, og den virker delvist. Det vil syge, hun hyler ikke som en stukket gris hele tiden.

Det gør jeg til gengæld. En sygeplejerske foreslår mig at vente i korridoren, imens de bliver færdige, men jeg afslår. Jeg græder ikke pga af blodprøven, den må de jo selvfølgelig tage for at kunne sige noget om det blod i bleen, som vi er kommet for.

Jeg er bare så ulykkelig over al denne sygdom, alle disse defekter. For to timer siden kom jeg hertil med en lille prinsesse, nu sidder jeg som mor til et underernæret hofteskred med mulig urinvejsinfektion. Jeg føler mig i dén grad smidt ud af mit babyparadis, ud i en brutal virkelig verden, hvor jeg ikke vil være. Jeg synes, jeg har været nok i den verden med den spæde Clement, og jeg VIL bare ikke derhen igen. Så jeg græder og græder og græder. Men det kan jeg selvfølgelig ikke forklarer damerne her. Jeg ved ikke engang, om Alain forstår det.

En af damerne siger noget til mig... jeg beder hende gentage, men jeg forstår stadig ikke, hvad hun siger, og det bliver klart for mig, at jeg er i en eller anden form for chok. Jeg forstår simpelthen ikke, hvad folkene her siger. De kunne lige så godt tale kinesisk eller martiansk, for mig gør det ingen forskel. Foreløbig er Alain her dog som tolk.

Senere må han køre tilbage til Verzy for at sikre sig, at Clement og Josette, der således får en uventet overnatning - og gudskelov bare kan blive - er i orden, og for at hente toiletsager og mere tøj og noget aftensmad til mig. Klokken er over otte om aftenen, og jeg har intet spist siden frokost klokken 12, hvilket ikke er befordrende for humøret heller.

Han foreslår, at jeg prøver at ringe til Isabelle. Måske har hun vagt. Senere viser det sig, at det har hun rent faktisk. Men jeg samtidig med, at jeg i dén grad har brug for at tale og tale og tale, så orker jeg ikke at tale med nogen. For jeg ved, at jeg vil komme til at græde og græde og græde på grund af chokket, men jeg ved også, at jeg formentlig allerede i morgen er klar igen til at tale mere fornuftsbaseret, og at der ikke nødvendigvis kommer noget godt ud af at kommunikere i choktilstanden. Samtidig vil jeg hellere sove end tale.

Jeg får et værelse på den gang, de har med værelser til familie. Jeg er så træt så træt, og kan slet ikke overskue at skulle prøve at få lidt søvn i lænestolen i det kolde rum.

Eva bliver i det rum. Det var jeg ikke klar over, da jeg sagde ja til værelset. Jeg hader tanker om at hun skal ligge der alene, men jeg kan jo se, at sygeplejerskerne er i rummet ved siden af, og rent fornuftsmæssigt kan jeg godt se, at Eva nok er lige glad. Jeg vil jo blive ringet op, når jeg skal komme og amme. Og jeg har sådan brug for at hvile mig lidt oven på denne skrækkelige dag.

Ved 23-tiden kommer Alain tilbage med mad og tøj, og en sygeplejerske viser vej til værelset. Det er altsammen fint. Det vil sige, det er det selvfølgelig ikke, men når det nu skal være sådan her, er det så godt, som man kan forvente.

Først ved 23.30-tiden kan jeg gå i seng. De ringer efter mig allerede to timer senere for at komme ned og amme. Turen går okay. Jeg farer ikke vild. Jeg hører telefonen, og forstår, hvad de siger til mig. Det er ikke uhyggeligt at gå turen gennem hospitalet og hen på skadestuen, hvor Eva. Det er ok, og jeg har det nogenlunde ok.

Hun græder. Er ved at blive skiftet af den sygeplejerske, der har nattevagten, og som først tager alt af hende for at veje hende. Så skal jeg amme, og det er jo ret afslørende. Jeg ammer hende i de to gange et kvarter, som jeg nu har fået besked på at genoptage, uagtet mine indvendinger om, at hun ikke tager nok i løbet af et kvarter. Da hun bliver vejet bagefter, har hun fået så lidt, at det nærmest ikke kan vejes. Det skyldes vel stressen, både min og Evas, hvad ved jeg.

Jeg føler mig som en vildt dårlig mor. Ikke nok med at jeg ikke har reageret på mit barns kalden - om jeg så nok så meget har haft et andet barn, der skreg på samme måde, hvor jeg bare måtte leve med det - jeg har s'gu heller ikke mælk til hende, som alle andre ordentlige mødre. Nu bliver hun så mæt af flasken. Bagefter lægger jeg hende til at sove. Og går så selv tilbage for at sove videre.

De ringer igen klokken fem. Måske.

Jeg vågner febrilsk op klokken 5.45, lyset er tændt. JEg er helt forvirret, det forekommer mig,at de har haft ringet, og at jeg er faldet i søvn igen. Jeg haster ned på skadestuen. Natsygeplejersken sover, Eva sover også, jeg spørger en anden sygeplejerske, men hun afviser, at de har haft ringet.

Det stemmer ikke, for de er vældig obs på, at hun spiser hver tredje time nu. Jeg tolker det således, at de har haft ringet, men da jeg ikke er kommet, har de bare givet hende flaske, og ladet mig sove. De har jo set, hvor træt og kaotisk jeg er.

Næste gang er ved 7-tiden, og denne gang har jeg da i det mindste mælk - 30 ml - godt nok kun en tredjedel af hendes behov, men det kan da i det mindste måles. Jeg må blive til efter morgenmødet, klokken 9 sidder jeg stadig i lænestolen, efterhånden ret sulten. Måltider og den slags indgår ikke i værelsespakken, men der er aldrig rigtig tid til at købe noget i caféteriaet. Efter morgenmødet kommer en ung børnelæge og undersøger Eva fra kælder til kvist.

En sund og rask baby, lyder hans konklusion. Der er intet i vejen med hende, hun skal blot have nok at spise. Det er jo dejligt, det er jo skønt. Så kommer Alain, og jeg går op for at klæde mig på. Da jeg kommer tilbage igen, er vi blevet udskrevet og kan tage hjem.

En anden læge har i mellemtiden også været der, undersøgt Eva og spurgt Alain, om jeg mon gerne vil blive eller helst vil hjem. Han svarer, at jeg uden tvivl helst vil hjem. Ja, jeg bryder mig bestemt ikke om hospitaler, selvom det selvfølgelig i dette tilfælde har været rart at få konstateret, at der altså ikke var nogen infektioner, at alt er som det skal være, udover madmængden men den vil jo altså blive justeret nu. De anbefaler os noget andet modermælkserstatning, noget af det Isabelle også har talt om uden proteiner. Det koster en bondegård, dobbelt så meget som det Johnson-produkt, vi købte i Danmark til Clement i sin tid, og som ellers var dyrt nok. Men hvad gør man ikke? Så må børnelægen Jacotot tage stilling til, om vi skal fortsætte med det, når han har undersøgt Eva den 1. september.

Blodpletterne i bleen, som vi oprindeligt kom for, forklarer de med, at småpiger har hormoner fra moderen under graviditeten som i nogle tilfælde kan forårsage en form for menstruation. Det er altså det.

Hofteskredet

Eva har hofteskred.

Siden hendes femte levedag - den dag vi blev udskrevet - og hvor hun som noget af det sidste blev gennemundersøgt af endnu en børnelæge, har vi ventet på at få besked. Han ønskede nemlig ikke at udtrykke sin mening: Hver har sin metier, og det er ortopædkirurgen, der kan stille den sikre diagnose.

Det har vi så ventet på, og den er altså god nok. Alain siger, at han har regnet med, at det ville være sådan hele tiden. Tager man sorgerne på forskud, bliver man højst positivt overrasket, men altså ikke i dette tilfælde. Jeg har ikke tænkt over det udover at jeg bedre end de fleste - min mor er jo født med det samme - ved, at det i dag er en defekt, man behandler, og som børn ikke får men af normalt.

Alligevel synes jeg det er hårdt at vente på kirurgens dom. Jeg kan ikke lide at se syge børn, og her er kun forældre og børn med problemer. Værre bliver det, da vi sidder i undersøgelsesrummet, og venter på, at lægen skal komme.

Da han så kommer, bruger han ikke mange minutter på at stille sin diagnose. Han rykker lidt rundt i hendes ben, til siden, opad, nedad. Det er venstre hofte, som det er almindeligst, i øvrigt kun ganske lidt, siger han. Men derfor skal hun alligevel have skinnen på i tre måneder. Kontrolbesøg hos ham igen om seks uger. Ultralydsscanning i næste uge helst. Skinnen kan vi købe på apoteket. En sygeplejerske viser os, hvordan vi lægger den på. Nogen spørgsmål? Jamen, så farvel.

Jeg ved jo, at Eva vil blive rask og rørig efter at have haft den skinne. Det er fint nok. Men hvor jeg dog en tid alligevel er berørt. Indtil i dag har hun jo trods mistanken været min perfekte lille pige. Alt - sådan da - har været så positivt og godt, og nu er det lige pludselig en medfødt defekt, der er dagsordenen.

Vi bestiller skinnen, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om jeg mon kan give hendes hendes almindelig tøj på. På hvordan det mon vil være at holde hende. Om jeg kan klø hende på ryggen, så hun bøvser? Om jeg lægge hende under mit bryst, dreje hendes mave mod min mave og hive hende lidt op eller ned, så hun kommer i den rette højde. Så let, så ubesværet... Alligevel ved jeg selvfølgelig godt, at hun hurtigt vil have glemt, at det nogen sinde har været anderledes. At vi efter den første uges tid, håndterer hende ligeså let som i dag også med skinne.

Blot tanken må jeg stadig have lidt tid til at vænne mig til. Det er jo både et stil-og temposkift. Selvom der er meget, der er værre, så er det nu alligevel et paradigmeskift omend i det små. Et skred...

Paradis på jord

Clement i Mælkeland.

Når nu det er sådan noget biks at amme, hvorfor gør man sig så overhovedet umagen?

Udover alt det sunde - det styrker dit barns immunforsvar, brystbørn er mere intelligente og et hav af andre ting, jeg ikke lige kan komme i tanke om - udover den praktiske side - ingen sterilisering af sutteflasker, ingen problemer med at holde mælken varm, skidt med at papa har glemt mælkepulverer m.v. - så er det simpelthen så dejligt.

Når det ikke længere gør ondt, når det ikke længere er en større ingeniørbedrift at få sig arrangeret med puder, barn, brystvorte osv... men barnet bare umiddelbart griber fat og spiser, mens man selv blander jordbærsaft til den store - jeg ved godt, den slags er forbudt, men livet fortsætter jo omkring mig, selvom jeg ammer - er det bare så dejligt.

Min lille datters små dyriske lyde - en hel symfoni af små grynt, snøft, støn og pust, mens hun patter løs - er vidunderlig musik i mine ører, og på intet tidspunkt er jeg mere tunet ind på hende og alt hendes, end når jeg ammer.

Hun ser så fredfyldt ud, som hun ligger der det allerbedste sted i verden. Hun er i den jordiske udgave af paradis, det er jeg slet ikke i tvivl om, og selvfølgelig vil jeg gerne gøre en indsats for at hun kan få lov at være der i den første del af hendes liv.

Det er såmænd så kort tid, det varer. Det ved man bagefter. Jeg kan godt huske, at da Clement endegyldigt forsagede brystet til fordel for flasken - da var han fire måneder gammel - var det bestemt ikke uden tristesse for mig. Jeg syntes, at denne sidste lille morgenamning var vores helt særlige stund, og havde ikke forberedt mig på, at det endda ville være slut.

Fra basketball- til håndboldmave

20 kilo plus... tror jeg nok, jeg nåede op på... måske endda et par kilo mere, til sidst gav jeg los og løs og spiste, hvad jeg havde lyst til fra køkkenets udvalg...

Selve forløsningen hjælper jo kun en af med 6-8 kilo, og så er der stadig et stykke vej til de 20... men altså allerede en uge til halvanden efterfødslen har jeg kun 11 kilo tilbage, og lynhurtigt har jeg en form for talje tilbage.





Mavens udvikling fra den 8. juli - seks dage før fødslen - til den 22. juli - otte dage efter.

Clement mener nu, at der stadig må være en baby inde i maven, og jeg beroliger ham med, at han kan tage det afslappet. Der kommer ikke flere babyer lige nu...

To uger og to dage efter fødslen kan jeg tage en denim-nederdel på til bryllup... jeg har jo ikke det store udvalg af tøj, og en stram nederdel er måske lovlig optismistisk, men jeg kan have den uden at det er ubehageligt, så jeg vælger at se stort på, at jeg selvfølgelig stadig har en ret gravid topmave siddende foran. Folk kan jo se på barnet, at det er ok stadig at have den. Maven altså...

Med Clement var jeg først i en almindelig nederdel to måneder efter fødslen, så dette bekræfter mig blot i, at jeg rent fysisk er langt bedre stillet denne gang. Til trods for at jeg er tre år ældre. Ret fantastisk.