Klynk og kommunikation

Nu har vi efterhånden haft Eva med en del steder. Præsenteret hende for en del mennesker. Overalt hører vi det samme: Hvor er hun yndig! Hvor er hun nem! Hvor er hun stille!

Jeg har en fornemmelse af, at det er en vigtig del af at være en populær fransk baby, at man ikke skriger... well, det er selvfølgelig det behageligste for alle, det indrømmer jeg gerne, men helt kan det jo ikke undgås.

Omend med Eva må jeg sige, at det er sandt, det er ikke mange klynk, der kommer over hendes læber... alene når hun er sulten og når hun har lavet stort, ytrer hun sig med lidt større bogstaver. Reaktionen falder normalt prompte, så hun har sjældent grund til at sætte sirene på.

På det seneste har vi til gengæld udvidet repetoiret med umiskendelig kommunikation. Når hun pludrer, og jeg svarer tilbage, lyser hun i store smil, pludrer tilbage, og slår ud med arme og bene, så det er en fornøjelse at se på.

Er der optræk til hyl, og hun hører min stemme, tier hun også straks. Nærmest mirakuløst og egentlig temmelig ærefrygtindgydende at være så meget i en lille persons verden, at alene lyden af ens stemme er nok til at fremkalde reaktion. Det må jeg nyde så længe det varer. Hvad storebror angår, skal der efterhånden en hel del mere end moders milde røst til at fremkalde reaktion.

Overfodring

10 uger gammel vejer Eva godt seks kilo.

Hendes indtag af flydende føde er også ret stabil - mellem seks og otte flasker om dagen - hvoraf hun drikker mellem 120 og 150 mililiter, i alt når hun så op på knap en liter, hvilket også er, hvad hun skal have teoretisk set.

Hun har fået armbånd om håndled og om fødderne og et par dobbelthager eller tre er det også blevet til. Det er faktisk ikke helt let at anbringe den spildesmække, der skal afværge, at de jævnlige udslip efter endt madning gør tøjet vådt hver gang.

Jeg har haft den tanke, om man mon kan overfodre babyer? Det er jo så nemt med flaske, hvor de små slet ikke skal arbejde for føden selv.

Det virker nu som om hun har meget godt styr på, hvor meget hun vil have. Hun stopper selv, og der kan være alt mellem 120 og ingen mililiter mælkeerstatning tilbage, når hun siger stop.

Og da jeg nok heller ikke har tænkt mig at give hende mindre, hvis nogen skulle finde på at sige, at hun får for meget, lader jeg være med at spørge. Den skrappe børnelæge melder nok ud, hvis han finder det nødvendigt.

Ikke mere mælk

Voldsomme var de vel ikke, brystspændingerne, men de var der, de var ubehagelige. Jeg har taget pillerne, så nu er det i hvert fald slut med mælk. Der er ikke så meget som en dråbe tilbage, og det er fint nok nu.

Til gengæld har jeg så under den sidste uges vinhøst kunnet drikke både champagne og Gérards ret voksne Ratafia, når det kommer til alkoholprocenten. Jeg ved ikke, hvor højt den holder sig, men der er helt sikkert en hel del mere slag i den, end i den officielle kollega fra kooperativet.

Midtvejsbesøg på hospitalet

Den enormt høje ortopæd på Det Amerikanske Hospital i Reims siger, at det går rigtig godt med behandlingen af Evas hofteskred. Faktisk kan han ikke længere lokalisere problemet. Men derfor skal vi ikke tro noget. Hun skal gå med korsettet seks uger mere. Han har nu heller ikke under første besøg givet os nogen grund til at håbe, at vi kunne slippe med mindre. Under alle omstændigheder bliver det for tre måneder, lød det, der mindede mere om en dom end en diagnose.

Og da vi nu har fem ugers erfaring med dimsen, sagde vi selvfølgelig også, at der absolut ingen problemer er med den. Eva har ikke reageret med andet end varmeknopper, for den er ikke specielt åndbar. Og det tager kun lidt længere tid at skifte hende, fordi den skal af og på. Det er til at leve med.

Næste visit er i slutningen af oktober. Da vil hun blive røntgenfotograferet, for at lægen kan konstatere, om det så virkelig også er slut.

Kropskontakt

Det er 10 dage siden, at jeg holdt op med at amme. Der er stadig mælk i brysterne, ind i mellem spænder det, ind i mellem pumper jeg noget ud. Jeg har fået nogle piller, som jeg skal tage to gange om dagen, for at indstille mælkeproduktionen.

Jeg har lidt svært ved at få dem taget.

Det er som om, at jeg psykisk har svært ved at indstille mig på, at amningen altså er slut nu. Jeg ville gerne have fortsat, i går kunne jeg ikke lade være med at lægge Eva til. Hun sad i min armhule og snusede og sniffede og søgte og så prøvede jeg. Hun pattede villigt men ikke længe og kun det ene bryst.

Hun er færdig med det men hat tydeligt nok stadig brug for den nære kropskontakt.

Det har jeg også selv. Men det er så let at glemme - overse - når man ikke længere ammer.

Gynækolog

Har fået en gynækolog anbefalet af en veninde, og der har jeg så netop været.

Alt er fint på plads efter fødslen, kunne han afsløre. Fint nok... det vil sige, han har ikke fundet nogen mavemuskler af betydning, så det mener han, at jeg med fordel kan arbejde lidt med.

Med andre ord: Mavebøjninger. Og nok af dem.

Efter Clement tog jeg 2 gange 100 hver dag i en måned. Det virkede ret godt. Men har jeg mon disciplin for ikke at tale om tid nok til det også nu.

Er dog begyndt noget genoptræning efter at amningen er stoppet. Har cyklet tre ture nu og turene til og fra skole - fire op ad bakke og fire ned ad bakke - har efterladt mine ben og balderne med i en tilstand af akut bevidsthed om muskler jeg lykkelig havde glemt og som ligeså lykkeligt har glemt, hvordan det er at blive ekserceret.

De sidste par måneder før fødslen måtte jeg helt opgive større fysiske udfoldelser, og det må jeg så tage fat på nu. Jeg gider ikke være tyk og slap allerede inden jeg er 40, og jeg kan jo se, at der stadig sidder 12 kilo mere, end der bør.

Ikke mere bryst

Den 1. september var amningen helt slut.

Ikke fordi jeg ønskede det, men Eva har gennem en uge vist stadig større utålmodighed ved brystet. Pigebarnet har forlængst regnet ud, at affodring er både hurtigere og mere effektiv med flaske. Og fredag nægtede hun simpelthen hen pure med arme og ben strittende til nærmest alle verdenshjørner og ryggen i ren flitsbue.

Så droppede jeg det, men ikke uden vemod, for det vidunderligt at amme sit barn, når det virker. Det er så nært... og næsten intet får mig til at sidde og bare være sammen med mit barn på samme måde.

Samtidig er jeg selvfølgelig glad for at hun har så lidt brug for nærheden... jeg formoder jo, at det betyder, at hun får den på anden vis. Ja, det håber jeg da.

Under alle omstændigheder har hun valgt... nu skal jeg så bare have mælken væk. Jeg har jo ikke kunnet trappe ned gradvis, når hun har valgt at stå af på den måde.