Støttestrømpe

To graviditeter har bragt mig i kontakt med efterhånden - og desværre - adskillige ord, der tidligere blot har haft en ildevarslende klang. Siden er jeg desværre blevet førstegradsbekendt med deres betydning.

Hæmeoiriderne er vist allerede behandlet her. Her på det seneste har venemuskelpumpe, tunge ben og så sent som i dag støttestrømpe sluttet sig til selskabet.

De sidste par uger - vel nærmest samtidig med barnedåben og dens temmelig omfattende fysiske udfoldelser - har mine ben været helt smadrede allerede inden de overhovedet var blevet svunget ud af sengen.

Og da problemet stadig ikke er i bedring, har jeg nu forsket lidt i fænomenet tunge ben. Det viser sig desværre at være en mulig bivirkning af at være gravid. Muligvis af at være en lidt ældre gravid, fænomenet ringer i hvert fald klokker hos andre i samme situation. Det kan være hormonelt. Øv altså.

I dag har jeg så surfet lidt rundt og fundet en PDF-fil, der beskriver fænomenet vældig sagligt og fint med oplysende tegninger i fire farver. Ifølge denne kan tyngden sagtens være kommet for at blive. Dobbelt øv.

Den oplysende og saglige brochure er reklamemateriale for et firma, der producerer den meget sexet lydende beklædningsdel: Støttestrømpen. Tredobbelt øv.

Hvad nu med mine nyindkøbte Wolford-strømpebukser med hulmønster i merinould?

Alain, der i dag har været på sit månedlige hygge-recept-fornyelses-besøg hos lægen i Vertus, benyttede lejligheden til at spørge lidt om støttestrømpen. Den køber man på apoteket, den findes i tre styrkemodeller, og lægen mener altså, at jeg skal have mellemmodellen, siden det er min anden graviditet.

Jeg ved nu videre, at man skal iføre sig støttestømpen lige efter at man er stået op. Ellers når benene at hæve, og så er det for sent at tage dem på. Man skal så i stedet ligge med benene oppe i 30 minutter, før man kan tage dem på. Vorherrebevares. Mellem klokken 7.30 og 20.30 har jeg da sjældent på noget tidspunkt 30 minutter, hvor jeg bare kan ligge ned med stængerne i vejret.

Efter sigende fås der i dag støttestrømper, der er pæne nok... eller pænere i hvert fald... nu ved jeg så ikke, hvordan den slags så ud tidligere, men jeg har mine anelse. Af den bange slags.

Hvis ikke lige det var fordi, jeg ingen synlige åreknuder har, ville jeg s'gu føle mig som mindst en på 75 år. Først rodbehandling som 25-årig, siden tindinger som Sølvræven selv som 30-årig og nu støttestrømper allerede, inden jeg er fyldt 40.

Slut med selen

Helt sjovt at se ham lægen... Han er en meget stor mand... nok noget overvægtig... det kan være svært at bedømme, når folk er oppe i nærheden af de to meter. Det virker så overvældende, ikke mindst her i Frankrig, hvor der går en hel del færre af den slags rundt.

Udover størrelsen er han rødmosset, hans temmelig blå øjne blinker polisk bag nogle umoderne briller med guldstel, og frisuren leder tankerne over i retning af kategorien lastbilchauffør.

Så meget for et førstehåndsindtryk. For i dag har vi altså fået audiens hos professoren selv, overhovedet for børneortopædisk afdeling i Reims.

Han har en hale af lægestuderende efter sig, der fylder godt op i undersøgelsesrummet. Først studererer han røntgenbilledet - som endeligt nu hvor Eva er fyldt tre måneder skal fastslå, om hofteskreddet er behandlet færdigt eller ej - dernæst stiller dette store menneske sig ved briksen, og cykler rundt med babydamens ben i højst et halvt minuts tid, før han fastslår, at problemet nu er løst.

Og det er jo ganske vidunderligt.

For en sikkerheds skyld gør jeg ham opmærksom på at jeg er dansk og godt lige vil have hans vurdering skåret helt ud i pap og papir og også lige strukket og bøjet i neon, når han nu alligevel er i gang. Altså, er problemet løst. Kan vi smide plasticapparatet ad helvede til: Oui eller non?

Han griner godt i skægget, og siger, at jeg vist forstår fransk ganske glimrende, griner lidt mere og viser mig tre fingre, samtidig med at han siger, vi skal have taget et nyt røntgenbillede om tre måneder for alle eventualiteters skyld.

Jeg forstår, at det franske sundhedsvæsen er dyrt. Men kors i hytten hvor man føler sig passet godt på her. Det er ganske imponerende. Det må jeg huske at sige næste gang.

En time senere sidder vi på vores yndlingsrestaurant, cafeteriaet i indkøbscenteret Cora, strategisk placeret overfor legeland. Alain siger ganske uopfordret, at hvis han var stødt på hr. professoren et hvilket som helst andet sted end lige CHU Reims, ville han have gættet på at monseiur var landmand.

Vaccination

Eva har fået sin første vaccination. Ved samme lejlighed indhentede børnelægen samtlige points, han satte til ved at være ikke særlig flink overfor Clement ved første besøg.

Der er noget nervøst ved ham, hvilket fik Alain til at foreslå, at Clements kiggen og pillen ved alting måske gjorde det svært for ham at være afslappet.

Hvorom alting er... i går kiggede han på Eva, og det gør han på så engageret og interesseret en måde, at jeg sådan set ikke tror, at jeg har delt en lignende interesse i min lille baby med ret mange andre end Alain, min mor og ganske få veninder. Og det er jo svært at stå for.

Derfor fik han, lægen, naturligvis også det ene gummegrin efter det andet, mens han kiggede på Evas armbånd både her og der og konstaterede, at hun har taget et kilo på siden sidst. Flot Eva.

Vi har diskuteret modermælkserstatningen noget - om vi skal skifte til en anden eller ej, fordi der står på dåsen, at den gives sammen med modermælk, og den kilde er nu endeligt udtørret - til det sagde lægen klart nej: Man skifter ikke et vindende hold ud, som han malende beskrev det. Så længe hun tager så fint på, er der ingen grund til at overveje noget andet. Hun labber den da også i sig med stor fornøjelse.

Vaccinen var jeg nervøs for. Jeg huskede tydeligt vores første besøg, hvor der var hele to skrigende babyer - store babyer - de skreg længe, syntes jeg.

Igen vandt han i min agtelse. Han begyndte med at undskylde overfor Eva, at han nu vil gøre hende ondt - det er jo i en god mening - til mig siger han, at han stikker en gang i numsen. Det vil få hende til at hyle, men kun lidt. Anden gang han stikker i den anden balde, vil hun hyle lidt mere, fordi det jo altså var rigtig nok, det gjorde ondt. Der bliver ingen tredje gang, for det duer slet ikke. Så vil gråden ingen ende tage. Næste gang vil hun blive stukket i balderne et andet sted, forklarer han. Han opfordrer os i øvrigt også til at give hende Dolipran om præcis to timer - ikke før, for så vil vaccinen ikke virke - hvis hun skulle være blandt de et ud af 10 børn, der får en reaktion. Han siger, at vi kan give hende en stikpille, og spørger samtidig om jeg har problemer med det. Engelske mødre synes åbenbart det er noget nær det skrækkeligste de kan forestille sig. JEg har ingen speciel holdning til det, da vi har flydende Dolipran ender vi med at give det i stedet.

Der er atter points, idet denne læge altså også tager mentalt hensyn til, at jeg måske har andre idéer og praksisser og grænser, fordi jeg er dansk og ikke fransk. Det er faktisk ikke ret mange gange, jeg har oplevet det i Frankrig, og jeg ved såmænd heller ikke, om det er noget jeg selv har givet mentalt plads til i Danmark. Først når man prøver at blive udfordret på sine grænser i udlandet, går det op for en, hvad det vil sige at gennemføre et udlandsophold på en god måde.

Da undersøgelse og vaccination er overstået, sætter vi os. Saftsusme om ikke denne børnelæge sætter sig ned og omhyggeligt - oven i købet læseligt - nedfælder i Evas sundhedsbog SAMTLIGE vaccinationer hun skal have fra nu af og de næste 10 år. Så har vi det, og kan ikke undskylde os med, at vi ikke lige vidste, hvornår hun skal have den næste, siger han, og ryster lidt på hovedet af folk, franske folk, der ikke har styr på vaccinationerne.

Det har vi vel sådan set heller ikke til Clement... men Alain spørger jævnligt, om der er nye vaccinationer at foretage, og på den måde mener jeg nok, at vi er rimeligt godt med.

Vi har begge en god fornemmelse, da vi forlader konsultationen. Denne læge interesserer sig for vores barn og til dels også for os. Lidt af en sjældenhed i mit liv. Jeg har haft med en del læger at gøre i tidens løb, fordi jeg har flyttet en del rundt, men det hører til sjældenhederne, at jeg ligefrem har mærket noget, jeg kun kan tolke som interesse.