Kyssepigen

Eva er en megakysser. Hvor Clement faktisk nåede et pænt stykke på den anden side af de tre før han udbad sig små bisous, så elsker Eva at kysse og knuse og snuse og kramme.

Farvel til frøken Totand

De to første tænder var tidligt ude, allerede inden den fyldte femte måned havde Evas gummer skudt de første spidser op. De næste har ladet vente på sig. Men nu er det ganske vist, nummer tre og nummer fire er på vej, og frøken Totand snart en saga blot.

Baglæns

Eva kan bevæge sig. Det er så nyt, at hun ikke har fundet ud af det endnu selv. Helt nemt at regne ud er det næppe heller, for som en del andre babyer fører de endnu ret spæde kravlebevægelser bagud i stedet for fremad. Hun fjerner sig altså fra de mål, hun ser, i stedet for at komme dem nærmere.

Men bevægelse er bevægelse, og moren er naturligvis pavestolt.

Natteroderi

I virkeligheden harr det vel stået på helt siden jul. Men det er alligevel først på det seneste, at vi er blevet mere og mere opmærksomme på, at Eva sådan set er lidt eller nogle gange ligefrem ret besværlig om aftenen og/eller om natten.

Nogle aftener skal hun visses og vusses en gang i timen for at falde til ro omkring midnat. I løbet af natten vågner hun mellem ingen og tre gange, men desværre med stigende tendens mod de tre, hvoraf en inkluderer en sutteflaske og en anden at give hende sutten.

Intet tyder på, at det stopper, og da vi egentlig havde indstillet os på, at natteroderiet var slut for mange måneder siden, er det lidt svært at æde, at det åbenbart kun er begyndt.

I Frankrig råder man til at trøste, hvis der er behov, men ellers lade barnet ligge også selvom det skriger, så det kan lære at falde i søvn igen på egen hånd. I en dansk småbarnebog af lægen Vibeke Manniche fraråder hun ret bestemt at lade små børn græde om natten. Hvem har så ret?

Det er ligesom, vi har været der før. Forskellige - ja direkte modsatte praksisser - landene imellem og hvem har mest ret eller hvad kan vi bedst leve med.

Vi er jo ret trætte af ikke at få vores nattesøvn. Men jeg er på den anden side ikke sikker på, at jeg har hjerte til at lade Eva græde. Måske er det bare latterligt, for hun tager vel ikke skade af det eller hvad. En veninde lod sin drenge græde under vældigt ordnede forhold og regler, og det tog kun to nætter før han sov igennem på egen hånd.

Hmm, foreløbig går vi vist i tænkeboks. Jeg har lige været der første gang med sutten. Klokken 20.30.

Mamam

Evas lyde udvikler sig nu.

Ba ba har vi hørt på i nogle uger, men senest er nu også mamam kommer til. På dansk forbinder vi jo denne lyd med mad, jeg spekulerer på om det ikke er oprindelse til det franske ord for mor maman. Begge dele jo noget ret grundlæggende i babys univers.

Jeg er såmænd ikke engang klar over i hvilken grad de skelner mellem disse to eller hvornår de begynder at gøre det.

Pigeleg

Det er helt sjovt at sammenligne Evas legevaner med Clements. Der er helt tydelige forskelle, og det er ikke noget, vi opfordrer til.

Hun griber for eksempel ud efter vores ansigter, når vi sidder med hende på armen. Tager gerne et godt greb i hagen eller næsen og sætter neglene i, lige til man - næsten - skriger babyvold.

Hun interesserer sig derfor også for dukker - såmænd også tøjdyr - men dukkerne har de samme ansigter, med hage, næse, øjne og ører, som hun finder så spændende. Da dukkehud ikke er varm, foretrækker den ægte vare.

Jeg kan ikke helt huske, hvad der var Clements favoritter i denne alder. Han må have være lige på nippet til at begynde at udvikle sin store passion for plasticflasker. Den har han sådan set bevaret til den dag i dag. Men hvor den første udfordring var at skrue låg af og på, kører han nu rundt med flaskerne på ladet af sin legetraktor. Men han er fortsat ikke tilfreds, hvis Mamie netop har tømt skraldespanden for plasticemballage, når han kommer.

På det seneste har jeg dog introduceret noget af Clements første hitlegetøj: Telefonen, som hun også finder vældig interessant. Babylego, som også er ok at gonge med, og traktoren med små klodser til. Allesammen ting, hun finder ret spændende, når hun bliver sat på gulvet for at underholde sig selv lidt.

At sidde er at leve

Eva er ret sikker i sidderiets kunst.

Jeg begyndte at øve det med hende efter jul, og i løbet af februar har hun forfinet kunsten til ikke at tilte ret tit.

Hun er selvfølgelig blevet godt hjulpet af at sidde i den høje stol.

Jeg er helt sikker på, at det nye perspektiv også motiverer hende. Det er ret tydeligt, at hun lægger mærke til forandringer. Har hun en dag Clements spildesmække - blå med biler - på i stedet for sin egen - rød med blomster - får hun, trods sin ubetvivleligt meget store madglæde, ret meget tid til at gå med at undersøge bilerne, før hun er klar til at spærre gabet op.

Begejstret babyballet

Begejstring. Eva bobler nærmest over af det. De små arme går på hende - op og ned, op og ned - så det er lige før, hun flyver. Når hun næsten ikke kan være i sig selv af bar lykke, koordinerer hun med benene også.

Den, der opfandt sprællemanden, må have været inspireret af sådan en baby som Eva.

Når hun spiser, og i det hele taget sidder i sin høje stol, er det hænderne og fingrene, der er i konstant bevægelse. Håndled, der drejer, fingre, der kører rundt. Højre hånd, så venstre hånd, så begge to, så med og uden fødder. Babyballet af højeste klasse. Det er sådan en baby træner sine muskler, formoder jeg. Men det er også et forunderligt og poetisk skue, der kun stopper, når hun sover.

Nyt perspektiv

Eva har på det seneste fået smag for at svaje lidt i de små, tykke ben, der dog stadig ret hurtigt bliver bløde som gelé af dén øvelse.

Men hun synes helt tydeligt godt om det nye perspektiv, hun får af verden set fra ben- snarere end mavehøjde.

Og benene bærer bedre og bedre.

Jeg anbringer op ad mine ben eller ved Clements lille runde legebord, der har en rigtig god højde at lave ståøvelser ved.

Vi har også introduceret nyt legetøj, der bevæger sig, sådan at det måske kan anspore til lidt bevægelse.

Jeg har set hende bakke nogle få millimeter på maven, men hun opdagede ikke selv, hvad der skete. Underlaget er vigtigt. Normalt sidder hun på en sofa slået ud til dobbeltseng og leger, og dens blødhed befordrer ikke til at bevæge sig. Når hun til gengæld sidder på parketgulvet ovenpå, er det lettere, og det var da også netop her, hun bakkede for allerførste gang. Så kort det end var, så hurtigt det end var overstået.

Nu har hun fået Clements første traktor til at motivere sig til at sætte yderligere fart på. Den er hun vældig begejstret for.

Bababa

Vi træner lyde for alvor. Ba-ba-ba kommer med styrke og stor bestemthed ud af min datters mund.
Vi siger da-da til bordet. Klapper fodkager - det har mormor lært os - og er også stærkt i gang med ståøvelser.
Eva synes, det er dejligt at stå lidt nu, og hendes ben er i den ret korte tid - halvanden uge måske - vi har lavet det, blevet stærkere. Det vil sige, de ekser ikke omgående under hende men først efter nogen tid. At hun er ret begejstret for det nye perspektiv på tingene er ret indlysende.

Baktusser

Eva er syg. For første gang i sit lille liv har hun gule baktusser, der den sidste uge nærmest er silet ud af øjnene på hende. Nu regner vi med at antibiotika skal få gjort kål på infektionerne snarest.

Hun har i øvrigt endnu engang demonstreret at hun er en sej lille størrelse. Hun har selvfølgelig ikke været glad og tilfreds under sygdommen, hun har brokket sig noget, og helst ikke sovet om dagen, eller i hvert fald kun i arm, mors arm altså. Men hun har spist stort set normalt, og hun har været glad og legende nok. Som hun plejer. Det har ikke været som at have et sygt lille barn. Var det ikke lige for feberen.

Det begyndte med en slem forkølelse for en uge siden. En nat, hvor den lille og jeg ikke lukkede ret mange øjne, og et besøg hos lægen dagen efter med noget mod feberen, noget til ørerne - der var propper, sagde han - og så til øjnene, da vi godt kunne se, hvor det bar hen.

Lørdag og søndag var øjenbetændelsen helt forfærdelig, hun kunne nærmest ikke se ud af øjnene, der hele tiden løb fulde af lortet. Feberen var der stadig, næsten ingenting om morgenen, og over 38 om aftenen.

Snottet stod ud af næsen på babyen fra begyndelsen, og det er ikke stoppet. Blot er det mindre gult nu end i begyndelsen-

Tirsdag aften begyndte hun at hoste, og onsdag tiltog hosten mere, hvilket fik Alain til at bestille endnu et besøg hos lægen.

Her til morgen vurderer denne så, at den oprindelige virus er gået over i en bakterie, der har sat sig i næse, øjne, hals og på lunger, men ikke i ørerne, hvilket i kombination med de andre fire ville have været en alvorlige bacille.

Nu slap vi så med antibiotika, nye og forhåbentlig bedre øjendråber - læs: medicin som man har en chance for at anvende, det er nemlig ikke ret nemt at putte creme ind i børns øjne uden at røre ved det - og mere febernedsættende Dolipran. Og en form for formaning i form af: Det var godt I ikke ventede længere (med at komme).

Det er en meget stor problemstilling - især for mig. I Frankrig drøner folk til lægen for ingenting (min formulering). Det er muligt, at vi er vikinger i Danmark, det er også muligt, at det er en dårlig vane at komme så sjældent. Det er også muligt, at andre folk går oftere end jeg, men hernede er vi i forvejen hos lægen en gang om måneden med Eva plus det løse.

Nu er vores børnelæge temmelig overbevisende - glem ikke han næsten er gud - der var selvfølgelig også et lille guldkorn i dag: nemlig, opvarm øjendråberne mellem hænderne. Så er det mindre ubehageligt at få i øjet for Eva, og så vil hun reagere mindre på at blive behandlet med det.

Vi har nu også fået at vide at vi bare kan give det febernedsættende medicin, når hendes temperatur er under 36 grader - skulle det ske - eller over 38 grader. Vi har fået instruktioner i, hvornår og hvordan man kan klæde et febersygt barn af. Igen ikke på min danske måde, som jeg selvfølgelig heller ikke er så skråsikker på, når det kommer til stykket. Jeg mener blot, at man i Danmark tager tøjet af børn, der har feber, for at få feberen ned. Hvor man her giver et medikament. Instruktionen udløb af et spørgsmål. Da jeg klædte febersyge Eva af, og hun fik kolde ben og Alain også senere så hende ryste, kom jeg jo i tvivl. Skal man så give dem tøj på igen eller hvad?

Og igen viste det sig, hvor svært det er at prøve at bruge "plejer" fra to så forskellige måder at gribe tingene an på som den franske og den danske. Da jeg nu har temmelig stor tillid til vores læge, vil jeg nok vælge at følge hans anbefalinger uanset de kan virke mærkværdige på mig. Jeg har i hvert fald tillid til, at de vil virke. Og det er virkelig meget opslidende altid at prøve at få de to ender til at mødes, for det kan de bare ikke.

Men jeg kan ikke forstå, hvorfor man er så hurtig til at give medicin her. At det virkelig skulle være bedre, end at lade kroppen klare ærterne selv, hvis den kan. I Frankrig siger man omvendt, hvorfor skal man lide, hvis man ikke behøver? På en måde bliver jeg dem også svar skyldig der. Jeg kan dog sagtens forstå, hvorfor sundhedssystemet er dyrt i Frankrig.