Babykraft

Eva er godt i gang med at blive stærkere og stærkere. Hun kravler ikke endnu, men hun møvler sig baglæns på maven som en orm og vender sig rundt efter legetøj i et væk. I sin tremmeseng prøver hun at hive sig op med armene nu. Jeg er spændt på, hvor lang tid der går før hun begynder at rejse sig op i den.

Alain har lært hende at tænde og slukke lyset på badeværelset, når det er skiftetid. Clement lærer hende at spille på den lille tromme, og hun har også lært at tænde og slukke for musikken på babycirkusset. Fantastisk pige.

Svampetå

Allerede om eftermiddagen har jeg lagt mærke til, at neglen på Evas ene lilletå ser mærkelig ud. Som om den hvide stribe er ved at falde af af sig selv. Hvilket den jo aldrig gør.

Jeg nævner det for Alain nogle timer senere, og da vi piller sko og sok af hende, er det yderste led af lilletåen helt rødt, ildrødt, og der er en tydelig fordybning hele vejen rundt om tåen, som om en elastik eller snor havde været bundet stramt udenom tåen.

"Solveig, den er ved at falde af. Hendes tå er ved at falde af," siger Alain skrækslagent, og min mave snører sig sammen, jeg trækker en hel masse luft ind ligesom for at holde vejret rigtig længe og bliver på det nærmeste lammet de næste minutter. Det er præcis sådan det er at blive rigtig bange.

Siden tager vi os jo sammen, konstaterer at Eva i hvert fald er 100 procent upåvirket og jo derfor i hvert fald ikke har ondt, og ringer til lægen, der naturligvis mener, at det må være en syning på sko eller sok, der er årsag.

Alligevel kører Alain til lægen med hende, og han konstaterer så, at problemet ikke er en sok men en svampetype, der tilsyneladende har været i færd med at æde hendes tå. Jeg ved godt, det lyder helt vildt. For mig lyder det stadig som Science Fiction, som jeg har vanskeligt ved at forholde mig til.

Men vi behandler nu hendes tå med flere medikamenter. En kur, der varer 10 dage, hvorpå vi formentlig skal se lægen igen. Måske ved han så lidt mere. De mildt sagt vage udtalelser Alain vender hjem med er ikke helt tilfredsstillende.

Så som hvordan undgår man den slags? Har vi gjort noget forkert? Hvor kommer sådan en svamp fra?

Foreløbig ved vi det ikke. Faktisk ret klamt.

Dårlig humor

Der kommer vel et tidspunkt i enhver forælders liv, hvor man simpelthen bare bliver nødt til at se det lige midt i øjnene: Ens børn er ikke perfekte.

Det er på det seneste for alvor gået op for mig, at begge mine børn - den yngste bare otte måneder, næsten ni - har en helt vildt dårlig sans for humor.

Den ældste spytter så savlet står ham boblende ned ad hagen, og babyen er lige ved at brække sig af grin i fulde fem minutter.

Babyen sprutter med stor fornøjelse, men først når skuffen er fyldt helt op, så gulerodsmosen står i kaskader ud over køkkenbord, køkkengulv og mors sidste rene par cowboybukser. Den ældste skynder sig at samle handsken op og overtager med ovennævnte nummer.

Den ældste intonerer med sit "baaaaaadddddd" alternativt "berk" - det er vist fransk og betyder tilsyneladende det samme, han er virkelig tosproget på en måde, der er til at forstå nu - gennem en hel frokost, dag efter dag, kraftigt sekunderet af babyen, der selvfølgelig ikke ved, hvorfor det er så fantastisk morsomt. Det må vel være noget genetisk, der er fælles for alle dem under en meter og 10.

Jeg konstaterer bare, at begge mine børn åbenbart må være nærmest født med et plathedsgen af ulidelig størrelse. Eller er det mig?