Raseri

Eva er ved at udvikle det man på godt fransk kalder colere. Hun bliver med andre ord ganske rasende, når hun ikke får sin vilje.

At blive vasket er for eksempel langt mindre interessant end at undersøge Clements og hendes egen ret omfattende samling af badelegetøj, og hun skriger som en rasende af bar galde, når hendes papa alligevel insisterer på lidt rengøring.

Hun finder sig heller ikke længere i ikke at være med. Når vi spiser, vil hun også spise, vel at mærke fingermad. Alt sammen meget forståeligt og for så vidt betryggende: Hun bemærker livet omkring sig og ønsker at deltage i det på så lige fod, som hun nu kan.

Meget sjovt at bemærke forskellen til Clement, der for det meste var tilfreds, når blot han fik sine basale behov tilfredsstillet. Han var ikke nær så fokuseret på, hvad vi andre gør, som Eva er.

Hun arbejder stadig hårdt på at knække kravlekoden. Nogle gange har hun held til at få begge ben på plads, ofte sidder hun og rokker frem og tilbage - sjovt nok også rytmisk til musik - arbejder sig op på knæ for at nå op til noget, og bevæger sig også lidt fremad. Men det er som om, hun er lidt bange for blot at kravle afsted. Som om en betænkelighed opstår, hvorpå hun vælger atter at læne sig tilbage på sin tunge og sikre blebag.