Mad er blevet stadig mere besværligt. Vi er nu landet der, hvor Eva overhovedet ikke gider åbne munden for andet end det hun selv kan putte ind med fingrene. Hvilket ikke er ret meget.
Men skemad er slut, og det har det været i nogle uger efterhånden.
Evas lille mund er lukket med syv hundrede segl og intet andet end fingermad kan få gabet op. Prøver jeg alligevel at proppe noget mos ind, kan jeg være stensikker på, at hun skubber det ud igen. Hun har fuldstændigt styr på, hvordan skemad smager og er i konsistensen, sammenlignet med noget, hun selv har moset med fingrene, og får proppet ind.
Så ind er rykket rengøring, flere daglige tøjskift og vores mad i bittesmå stykker, som vi lægger på bordet foran hende, og som hun så propper ind og ud af gabet, mens vi beder både stille og højtlydte bønner om, at i det mindste noget af det forbliver indenbords.
Resten lander på bordet, på gulvet og i spildesmækkens dejligt rummelige lomme foran, hvorfra resterne ogsaå kan fiskes og bliver fisket op og stoppet ind påny.
Noget af det, hun bedst kan holde fast i, er brød, hvilket har betydet en kraftig forøgelse af mængden af brød. Pasta og karfofler gider hun overhovedet ikke. Jeg tror ikke, hun finder smagen interessant.
Kylling i sennepssauce spiser hun gerne, skinke ligeså, agurk og gulerod og grønne bønner, æble og banan, små stykker pizza og madtærte.
Det eneste hun gider have indenbords via ske er frugtgrød og avocado, så - ja - begge dele spiser hun en hel del af.
Hun drikker gerne sin sutteflaske, hvis hun får den lun og lækker ligefør sin formiddagssøvn, eftermiddagssøvn eller nattesøvn, og derfor tager jeg det nogenlunde afslappet med diæten, for i det mindste er den varieret og får hun ikke nok af alt, hvad hun har brug for, er mælken i det mindste fuldt af vitaminer, mineraler og alt det andet gode, hun skal have.
Vi håber så på, at vi kan få madindtaget op i takt med at sutteflasken bliver mindre interessant.