Bogelsker

Eva og jeg er begyndt at læse bøger sammen i denne uge.

Gyldendals lille baby-bibliotek er perfekt. Der er kun et billede per side, et simpelt billede, og hun genkender genstande fra sin hverdag: visse dyr, visse madvarer, visse beklædningsgenstande. Jeg læser også en bog med billeder af dyr, siger dyrenes navn og lyd, hvilket morer hende meget.

Hun henter selv bøger nu for at vi skal læse dem.

Mor læser "Olive tree and the Lexus" om hvordan globalisering er nutidens referenceramme og virkelighed på samme måde som kold krig og supermagter var efterkrigstidens system. Jeg synes, det er fedt, piger skal læse bøger og blive kloge på andet end mode og andre ligegyldigheder. Det må gerne være der, man skal bare ikke tage det alt for seriøst, og jeg er sikker på, at man ikke kan begynde for tidligt med at grundlægge en ordentlig base.

Så vi miav'er, vuffer, hypper og hopper helt vildt.

Fire hjørnetænder

Vi nærmer os et uges jubilæum. Det handler om tænder.

Eva har været syg siden tirsdag, sovet væsentligt mindre end hun plejer og sørget for at vågne en gang i timen det meste af døgnet, når det endelig er lykkedes at lulle hende i søvn. Vi begynder at være en anelse udmattede, for ikke at sige desperate.

Den høje feber - 39,5 det meste af dagen - begyndte at dale på fjerdedagen. Da havde hun allerede været hos sin læge - der jo er næsten gud - og kunne fortælle, at hun havde ondt i halsen og forberedte os på tre-fire dage i samme dur.

Forkølelsen - næsen løber stort set non stop som en fontæne - fulgte så, og for at det ikke skal være løgn ondt i ørene fra i går. Det hænger tilsyneladende sammen med nyt værktøj, der er på vej frem.

Fire hjørnetænder titter grinende frem i den stakkels babys mund. Jeg kan aldrig huske, om det er tænderne, der giver sygdom, eller det er sygdom, der gør det lettere for tænderne at bryde frem.

Jeg husker det mere som noget i retning af en ulykke kommer sjældent alene. Men hele fire af de tænder, der i hvert fald her i Frankrig går for at være de værste, synes jeg ligegodt er et stift stykke at skulle bide skeer på en gang.

Men Eva kæmper med det. Hun nægter at sove, på skift ligger vi med hende i dobbeltsengen, mens hun snorker værre end 10 havnearbejdere, hun er stort set oppe i Alains decibel-niveau og det siger ikke så lidt. Vi taler mure, der ryster, så hendes søvnproblemer hænger naturligvis også sammen med, at det er svært for hende at trække vejret ordentligt.

Når hun er vågen, vil hun som den utrættelige Duracell-kanin hele tiden gå rundt, gå frem, gå tilbage, gå op, bare gå, i hvert fald ikke sidde og overhovedet aldrig hvile. Det får vi andre heller ikke så meget af, hver gang jeg håber, at tiden er inde til en halv time med te og bog, vågner staklen igen.

Til gengæld er det unægtelig et problem, der går over. Det gælder bare om at bevare perspektivet midt i hyl, skrig og skrål. Og skønt bliver det jo for en lille kødelsker som Eva at få værktøjet i orden. Nærmest desperat skriger hun på mam, når hun øjner kød på andres tallerkner, og selv har afsluttet sin egen portion.

Vi betragter hendes immunforsvar som væsentligt styrket efter denne uge.

De første ord

Eva er klar til at lære ord nu.

Tilfældigvis kom jeg for et par aftener siden til at kigge i en helt simpel bog med kun et billede per side, og blev derved opmærksom på, at hun faktisk har et ord for baby - baba - som jeg ikke kendte. Nu er jeg begyndt at læse mere bog med hende.

Det er så nemt at overlade barn nummer to til barn nummer et og lade det lære der, men hun skal selvfølgelig også have egen sprogundervisning som Clement har fået det.

Måske er der, det betyder, hvis det virkelig passer, at de efterfølgende børn i flersprogede familier kommer til at tale deres andet sprog mindre godt end deres første. Det er en nabo, der har fortalt mig det. Jeg ved ikke, om jeg kan have helt fidus til hende, men jeg overhører hende heller ikke. Hun er lærer, og - er jeg sikker på - trænet i at bemærke blandt andet også den slags. Og i øvrigt holder det meget godt blandt vores venner.

Men altså Eva har sine første ord klar: Udover baba, også brrr for bil, vof vof for hund og så kaka og ninnin og mam mam.

Hvem ka, Eva

Eva udvikler sig meget i tiden. Hun henter frakke og anbringer sko ved fødderne, når vi skal gå. Hun kan selv transportere sin tallerken hen på bordet. Hjælper meget gerne med at tømme opvaskemaskinen - en aktivitet vi ellers prøver at undgå, men det er vanskeligt, hun har nærmest 6. sans for hvornår porten til paradis åbener.

Lørdag morgen tog dog prisen, da Alain fandt en pakke corn flakes og en bøtte peanutbutter korrekt anbragt på morgenbordet.

Ord er der ikke så mange af endnu - udover kaka og ninnin, som hun anvender korrekt, når der er stor præmie i bleen og hun kalder på sin lille prins - Det tager jeg temmelig roligt, da hun jo har to sprog at forholde sig til. Clement begyndte ikke at komme med små sætninger før 1,5 års alderen.

Den første kærlighed

En stor og smuk kærlighedshistorie er ved at udvikle sig mellem Eva og hendes ninnin. Kompliceret er den også, det er vel al stor kærlighed her i livet, hvis den er af rette kaliber. Og den lille prins rører i den grad ved de fineste følelser i Evas lille sind.

Hendes smil er stort, armene åbner sig mod den lille stærkt kulørte spilledåse, der er camoufleret i stribet velour. Siden kærlighedshistorien begyndte at udvikle sig, er prinsen ved at antage en mere grå og snusket overflade af alle de mange gulve, gårde og stier han bliver slæbt henover. Samt jævnlige ophold i Evas mund. Selvom hun nu har gået i tre uger, har pigebarnet en forkærlighed for at transportere ting med munden.

Det er i vuggestuen spilledåsen har skaffet sig Evas store opmærksomhed. Hun sover med ham, hun har ham med ind på stuen om morgenen, og om eftermiddagen sikrer vi os, at han ikke ved en fejl efterlades sammen med de sene babyer.

Mere og mere fortvivlede råb på ninnin stiger op af dybet af Evas seng, når hun ikke har sin sovekammerat med sig. Herhjemme går det stadig at lade som ingenting og give hende en af utallige andre, men i vuggestuen duer kun den ægte vare. Fair nok.

Jeg har dog allieret mig med Armelle i vuggeren med henblik på en eventuel mulighed for at fordele kærlighedsdoserne på to bløde slaskedyr af frygt for det forfærdeliget tab, hvis nu prinsen skulle blive glemt, tabt eller suttet i stykker.

Stjerne

Store smil til højre og venstre, både når jeg afleverer damen i vuggestuen om morgenen, og når jeg kommer for at hente hende igen midt på eftermiddagen. Ikke nok med at munden er bred og mundvigene opadvendte. Det ser grangiveligt ud som om Eva efterspørger publikum, før hun sætter sine små numre i værk: Smil, da-da'er, kokette hvin, og jeg ved ikke hvad. Hvis jeg skal tro bare halvdelen af, hvad de kittelklædte barnepiger beretter, har de det sørme sjovt i løbet af de få vågne timer Eva, 15 måneder, tilbringer i Verzys kommunale pasningsordning. Hun spiser som et tærskeværk, der er nærmest ingen ende på alle de bægre med yoghurt, frugtgrød, portionspakkede oste, frisk frugt og små økologiske kiks foruden hovedmåltidet, jeg pakker ned hver morgen. Hun vågner heller ikke længere om natten. Jeg betragter hende med andre ord som indkørt. Det er vidunderligt.