Thursday, November 29, 2007

Ske på vej

Så er det lige før vores lille venstrehåndspige tager skeen i egen hånd og putter maden i egen mund. Der er stadig enkelte tekniske kiks, hvor hun vender skeen, inden maden er behørigt placeret, og dermed lander den i spildesmækken opsamlingsreservoir i stedet for i Evas gab, men det er kun en mindre detalje.

Hun spiser i øvrigt utrolige mængder mad i vuggestuen. Så meget mere end herhjemme, at vi har svært ved at tro på det, men barnepigerne insisterer på, at hun spiser al den mad, jeg giver hende med, og jeg har svært ved at tro, at de skulle lyve mig op i ansigtet hver eneste dag. Alain tror ikke på det.

Thursday, November 15, 2007

Slagssøster

Eva er ved at udvikle sig til noget af en slagssøster.

Flere gange om dagen forfølger hun Clement. Enten for at klistre sig op af ham i en omfavnelse, der aldrig stopper. Eller også for at tæske ham med Legoklodser eller andre hårde ting, hun har ved hånden. Det lyder morsomt, men det er det slet ikke. Når jeg siger nej og fjerner hende, griner hun bare. Clement hyler. Fordi det gør han bare, og fordi det gør ondt.

Nu har Alain forklaret ham, at han skal nej til hende meget tydeligt og bestemt uden at skrige det, løfte hende hårdt væk, skubbe hende væk om nødvendigt.

Hun bliver nødt til at lære at respektere hans grænser, og han bliver nødt til at lære at sætte dem.

Jeg håber på, stoler på, at det for dem begge er bedre at lære den lektie herhjemme end alle mulige andre steder, og det er noget, man skal lære, både for sit eget vedkommende og for andres.

Monday, November 12, 2007

???

Okay, det skal ikke være nogen hemmelighed: Eva insisterer på at læse mindst fire bøger, inden hun skal sove. Jeg tilgiver hende derfor gerne, at hun også investerer nogle minutter i at tæske løs med nogle gule plasticdimser, der stammer fra Clements værelse. Hun har sikkert hugget dem.

Det, jeg så ikke forstår, er, hvordan det kan lade sig gøre, at Alain, der i dag har været hos hendes læge, der jo næsten er gud, for at få hende vaccineret for guderne må vide hvilken gang... hvornår er det lige, han siger, at hun er det mest intelligente barn, han nogensinde er stødt i de 50 år, han har konsultation i downtown Reims.

Næste gang bliver jeg nok nødt til at tage afsted med barnet, så jeg selv kan spørge. Jeg lider ikke af den kittelautoritet, som mange franskmænd har, og som jeg har Alain lidt mistænkt for også at tage på sig, når han drager afsted mod endnu et prik i horisonten.

Friday, November 09, 2007

Papa

Så har Eva føjet Papa til sit kraftigt voksende ordforråd. Jeg formoder, at hun også vil giftes med ham. Den lille prins, der er første favorit, overlever nok ikke så længe, da hun ynder at transportere ham i munden.

Vi arbejder også med ordet bamse, som jeg tror, at hun forsøger at sige. Lyden er nogenlunde den samme hver gang nu, men hun kan ikke selv hente det frem af hukommelsen endnu. Men bamse er jo også en hyggelig fyr. Det ligner en stime: Papa, den lille prins og bamse.

Jeg er vældig fascineret af hendes sprogindlæring i denne tid. Selv om det ikke objektivt set er ret længe siden, husker jeg egentlig ikke længere, hvordan det var for Clement. Hvornår, hvilke ord, hvor hurtigt. Men jeg mener også, at han arbejdede ret systematisk med at oparbejde et ordforråd, da han først havde forstået systematikken. Det ser ud til, at Eva er begyndt at gøre det samme nu. Hun spurter i hvert fald rundt og henter bøger, når hun er herhjemme.

Her i huset rummer bogsamling jo gode muligheder for musiknørderi. Jeg tror vi ejer al litteratur om musik for børn under 12 år, der er værd at eje på både dansk og fransk. Undtagen Sigurds musikbog, der lige er kommet på dansk.

Vi skal naturligvis også støve rundt og tjekke udvalget i en mysikbytik, når vi nu skal til New York om en uge.

Wednesday, November 07, 2007

Evas ord i udvikling

Evas egne udvikler sig i forrygende fart i øjeblikket: Vi er nu oppe på følgende ord, som hun selv aktivt kan hive frem:

  • Baba - baby
  • vof-vof - hund
  • splash-splash - bad, at tage bad
  • Coucouche - ble
  • Kaka - pølser
  • Ninnin - den lille prins, Evas store kærlighed, større end selv papa, som hun ellers skal giftes med, mindst
  • Mamama - spise, drikke, jeg er tørstig nu
  • cokleli - hane, kykeliky, på fransk coqerico
  • Brr - bil

    Alain mener, at hun også har et ord for Clement, det har hun sikkert, jeg kan ikke rigtig udskille det.

    Men jeg kan mærke, hvor vigtigt det er at få brugt lidt tid hver dag på at læse bøger og sige ord med hende, for hun suger det til sig som en svamp. Hun genkender situationer i sine helt enkle babybøger, og er i stand til at gentage lyde, der søger at efterligne mine ord.

    Jeg kan også mærke, hvor let jeg kommer til at springe over her. Vi har jo Clement her i huset til at lære hende det hele, tænker jeg let. Men i virkeligheden har hun jo lige så meget brug for at lave ord, gentage ord, læse bøger, som han havde,og det er meget nemt at overse hendes behov i al larmen. Hun kræver det heller ikke rigtig, finder bare på noget andet. Men nu viser hun mig, hvor interesseret hun er, henter tit bøger, som vi læser, og ved nu, hvor de bøger hun godt kan lide er henne.

    Det er de små Gyldendal-bøger, et lille bibliotek med helt simple tegninger og sitatuioner og billeder af ting, hun kender fra sit liv. Desuden kan hun godt lide en bog med billeder af dyr, hvor jeg siger dyrets navn og lyd. Og så er der to bøger med en knap med lyd, der interesserer, men de hitter ikke helt, fordi knappen er for svær for hende at aktivere selv. Bøgerne er til gengæld flotte.

    Kan man mon være så heldig at få optrænet en lille bogorm? Bøger kan man (næsten) aldrig få for mange af. (næsten) refererer til manglende reolplads her i huset, hvor bøger, blade og udklip ligger i lag stort set overalt, hvor vi ikke sover, spiser og tager bad.