Allerede om eftermiddagen har jeg lagt mærke til, at neglen på Evas ene lilletå ser mærkelig ud. Som om den hvide stribe er ved at falde af af sig selv. Hvilket den jo aldrig gør.
Jeg nævner det for Alain nogle timer senere, og da vi piller sko og sok af hende, er det yderste led af lilletåen helt rødt, ildrødt, og der er en tydelig fordybning hele vejen rundt om tåen, som om en elastik eller snor havde været bundet stramt udenom tåen.
"Solveig, den er ved at falde af. Hendes tå er ved at falde af," siger Alain skrækslagent, og min mave snører sig sammen, jeg trækker en hel masse luft ind ligesom for at holde vejret rigtig længe og bliver på det nærmeste lammet de næste minutter. Det er præcis sådan det er at blive rigtig bange.
Siden tager vi os jo sammen, konstaterer at Eva i hvert fald er 100 procent upåvirket og jo derfor i hvert fald ikke har ondt, og ringer til lægen, der naturligvis mener, at det må være en syning på sko eller sok, der er årsag.
Alligevel kører Alain til lægen med hende, og han konstaterer så, at problemet ikke er en sok men en svampetype, der tilsyneladende har været i færd med at æde hendes tå. Jeg ved godt, det lyder helt vildt. For mig lyder det stadig som Science Fiction, som jeg har vanskeligt ved at forholde mig til.
Men vi behandler nu hendes tå med flere medikamenter. En kur, der varer 10 dage, hvorpå vi formentlig skal se lægen igen. Måske ved han så lidt mere. De mildt sagt vage udtalelser Alain vender hjem med er ikke helt tilfredsstillende.
Så som hvordan undgår man den slags? Har vi gjort noget forkert? Hvor kommer sådan en svamp fra?
Foreløbig ved vi det ikke. Faktisk ret klamt.