Eva har fået skoldkopper. Af Clement.
Hendes lægen har bekræftet, hvad vi allerede har fået at vide af flere: Når en søskend giver smitten videre til den næste, bliver det 50 procent værre. Jeg synes nu snarere det ligner faktor 10 for den stakkels Eva.
Hun har så mange knopper, at det trodser enhver beskrivelse. De første kom i bleregionen, der de sidste tre dage har optrådt som en rød plamage, først i dag på fjerdedagen begynder de enkelte kopper at fremstå som små røde prikker. Heldigvis er det også først i dag, hun begynder at klø i det.
Forhovedet er også meget tæt besat, de kom på dag nummer to. I panden, ved øjnene, i hårbunden, overalt, der må være mange hundrede, og hun ser frygtelig ud. De første dage havde jeg svært ved at bære, at min lille kønne pige skal se sådan ud. Og når jeg stadig tænker det, skynder jeg mig at ty til: Vi har alle sammen haft det, vi har alle lignet døden fra Lybæk, vi ligner stort set normale mennesker i dag, så det kan Eva vel også komme til igen.
Siden fulgte ryggen, maven og en smule på arme, ben og hænder.
Hun har også haft især to nætter med høj feber, og to dage, hvor hun har siddet på armen det meste af tiden, klynkende for det meste, hylende ind i mellem.
Selvom hun egentlig stadig giver udtryk af at være ret sej. Det er ikke sjovt at have skoldkopper, selvom alle siger, det er bedst at få det som lille. Jeg mener nok, det er bedst at få det som storebror. Når man får det fra storebror, er det sgu hårdt at få skoldkopper. Jeg forstår lægens spørgsmål om, hvorvidt vi isolerede de to fra hinanden. Jeg ved ikke lige, hvad han forestillede sig. Jeg mener, hvor skulle vi gøre af Eva, mens Clement kom sig? OG under alle omstændigheder er der jo de første to dage, hvor man smitter, men hvor kopperne ikke er kommet frem endnu.
Tjah, hun har dem i hvert fald, og forhåbentlig ikke så længe, at vi blvier nødt til at holde os indendøre hele sommeren. Arrene må ikke få sol, så risikerer man varige men. Så hvad det angår er vi godt hjulpet af de nu efterhånden rådne juni og juli måneder. Jeg ville egentlig gerne se solen, men da vi alligevel holder os inde, kan det være ligemeget.
Eva får samme medicin som Clement for at forhindre kløen. Hun synes så lidt godt om den franske meget sukrede søde medicin, at hun prøver at kaste den op, hvis det overhovedet lykkes at få den i hende. Hun gør hvad hun kan for at lave sit foodbashing-nummer, som hun i øvrigt er ret dygtig til. Også når der er medicin på skeen.
