Vuggestuestart

Eva begyndte i vuggestue samtidig med at Clement starte på andet år i skolen.

Den lille dame var langt fra tilfreds. Hun foretrækker selv at bestemme alt, og dette her var ikke noget hun selv havde udtænkt.

I løbet af de første par uger er det meste af gråden stoppet. Hun bryder sig ikke om at forlade mors arme om morgenen, selvom det går lidt bedre, hvis det er Yasmine, der tager imod. Alligevel griner hun, når vi ruller klapvognen ind i gangen, så min tolkning er, at ulykken må være til at overse efterhånden.

Hun har næsten alle dagene spist pænt derhennem, lidt af hvert som herhjemme. Hun sover væsentligt mere end herhjemme. I vuggestuen rask væk 2 x 2 timer, dobbelt så meget som herhjemme.

Når jeg henter hende om eftermiddagen, kæfter hun rent sagt op med store smil i alle retninger. Nogle gange må hun lige bryde ud i gråd, når hun ser mig, andre dage fortsætter glæden.

Alt i alt er jeg helt overbevist om, at vuggestuen nok skal blive et hit, ligesom det altid var for Clement.

Banebrydende skridt

Eva har lært at gå.

For fire dage siden tog hun sit allerførste skridt, og hun fortsætter troligt i den stil, der er hendes: Bulldozerens.

Eva er en lille dame, der foretrækker at gøre alting selv. Derfor har hendes interesse for gåøvelser i selskab med f.eks. mig, hendes mor, holdende snart i to hænder, snart kun en, været yderst begrænsede. Hun har stort set ikke gået tur med nogen.

Til gengæld har hun ikke holdt sig tilbage med alt muligt andet, der har øge hendes fysiske styrke. Hun har kravlet helt vildt meget, og bliver rasende, når hun bliver afbrudt i at gå op eller ned at trapper. Hun betragter - og forsøger at spise - små sten, mens hun sidder på knæ eller i hug-stilling, og det har hun gjort det meste af sommeren. Hun har ligeledes rejst sig op ved taburetter, borde og alt muligt andet hele sommeren og gået rundt ved væggene, indtil hun har måttet overgive sig, styrte sig ned i kravleposition for at spurte over til væggen ved den modsatte side af eksempelvis svigermors lange gang, der er ligeså eminent til kravlespurt som til indendørs traktorkørsel.

Da jeg i torsdags ville prøve, hvor langt hun mon var fra at mestre at gå selv, viste det sig - ikke overraskende - at hun kunne. Glæden i hendes øjne, smilet, der fyldte hele den nederste del af ansigtet, viste mig, at hun fuldt ud forstod sine banebrydende bevægelser.

Siden har hun flittigt fulgt de nye bevægelser op.

Allerede denne weekend går hun nu selv et par meter, før hun falder ned i kravlestilling. Vigtigst og sjovest, hun tager selv initiativet. Som på så mange andre områder bestemmer Eva helst både tempo, udførelse og stil helt selv.