Bronchiolite

Eva har været syg i en uge nu.

Det begyndte med høj feber. Vi bestilte tid hos lægen, da hun havde 40. Dagen efter konstaterede han bronchiolite og ordinerede seks fysioterapibehandlinger, som hun heldigvis får her i Verzy. Den sidste - på recept - i morgen, men fyssen vurderer at hun skal have flere. Hun piber stadig, siger han.

Og guderne skal vide, at hun har været skidt. I går græd og klynkede hun det meste af dagen. Et par timers julearrangement fik hende og os til at tænke på noget andet. Vidunderligt. I dag synes jeg, at hun har haft det bedre. Hun har sovet fem timer i løbet af dagen. Jeg tror aldrig tidligere det er sket. Hun er jo ikke kendt for at sove livet væk.

Vi har stadig skrækkelige hostenætter og mindst et vågent intermezzo med host, hyl og gråd, trætte forældre og en natflaske, der til sidst dulmer gemytterne.

I FRankrig behandler man den slags småbarnebronkitis ved at masserede ved lungerne for at få slimen til at løsne sig. Filosofien er, at så kommer den ud. Får småbørn denne sygdom gentagne gange kan astma udvikle sig heraf, så de - og vi - tager det rimeligt alvorligt. Men det er da interessant, at man behandler det her, og så vidt jeg ved, intet gør ved det i Danmark. Fyssen sagde her til aften, at man heller ikke behandler det i USA, først hvis barnet bliver indlagt på hospitalet. Jeg spurgte om eventuelle statistikker for succesen ved denne behandling. Men jeg har generelt stor respekt for de praksisser, man har i det franske sundhedssystem, og derfor prøver jeg også at forstå, hvad det er drejer sig om.

Og håber, at Eva snart er frisk igen.

Vi er ved at blive vanvittige af at være nærmest konstant hospital. For at det ikke skal være løgn hoster storebror også nu. Det er noget af en frygtelig stereokoncert at sidde fanget i her foran computerem med den ene gøende ind i højre øre og den anden i det venstre. Clement fik her til aften konstateret slem infektion i hals, noget i det ene øre men i det mindste intet i lungerne. Han får penicilin fra i morgen.

That's mors pige

I øjeblikket falder Eva i søvn hver aften over en bog. Hun har tre bøger med i seng - foruden diverse bamser - og hun er specielt glad for en lille babybog med klare farver med meget enkle tegninger og vers af franske småbarnssange. Hun insisterer jernhårdt på at få den med hver aften. Og jeg kan naturligvis ikke stå for et lille barn, der søger information, selv på sengekanten.

Forandringsparat

Hele sit unge liv har Eva reageret ret voldsomt på forandring.

I måneder, siden uger, siden dage efter rejser eller mange gæster har hun vågnet en gang i timen natten igennen. Det begyndte, da hun var tre måneder gammel. Nu tror vi, at det måske er et overstået kapitel.

For en uge siden kom vi hjem fra en uges ferie i New York, hvor hun havde nogle problemer med at vende tiden. Der er en tidsforskel mellem Frankrig og New York på seks timer. Herhjemme har der til gengæld ingen problemer været overhovedet.

Heller ingen natlige grædestunts som reaktion på rejsen. Det er vel nok dejligt, selvom vi endnu knapt nok tør glæde os.