Evas baby

Evas egen baby - der går under samme navn - er til aften for første gang blevet puttet i sin egen opredning ved siden af Evas. Med dyne over og ninnin i favnen. Det fandt Eva-pigen ganske underholdende. Hun var så knaldtræt, at jeg slet ikke nåede at finde to små bøger frem, en til hver.

At geare ned til søvn kan være svært. Nogle gange foregår det i selskab med en stribe pixi-bøger, andre gange med et vaskeægte pigeskrin, som Eva arvede ved juletid, og som jeg har stoppet lidt pigegejl i: Armbån, hårelastikker og lignende. Jeg ved godt, det lyder vanvittigt, men hun er tydeligt interesseret i det, og det lader til, at hun på en eller anden måde har en form for styr på, hvad den slags er til.

Jeg nægter at tro, at det er genetisk, så det er vel blot endnu et eksempel på, hvor utroligt meget og tidligt, småfolk kopierer fra de store.

Venstre hånd

Alain holdt længe udkig efter Eva foretrukne førstehånd. Han er selv venstrehåndet, og kender dermed alt det besvær, det kan give. Der er ingen tvivl om, at hun tager efter ham, hvad det angår.

Vi lurer lidt på, om vuggereren prøver at få hende til at spise med højre hånd. Måske fordi vi vist egentlig ikke har fortalt dem, at vi regner det for så godt som sikkert, at hun er venstrehåndet.

Det må vi se at få gjort nu, så hun kan få lov at tage skeen i den hånd, der passer hende bedst.

Hun er helt habil med skeen nu, og vil gerne spise med både ske og helst også kniv og gaffel, hvilket dog hurtigt bliver for kompliceret for hende. Men med skeen rammer hun noget af maden i mål, og det lander i spillesmækkens opsamlingsrende kan jo også reddes med klør fem.

Så alt i alt fungerer måltiderne helt fint nu. Største problem er, at damen er kødæder, og helst kun tager alt kødet. Er der ikke noget kød, kan hun sagtens finde på at spille kostbar og vente på det, der kommer bagefter. Kartofler og lignende uden smag gider hun stort set ikke.

Mere kiné

Eva og Alain har været hos lægen i dag.

Han er ikke ganske tilfreds med hendes vejrtrækning, og har nu ordineret to gange fysioterapi om ugen i fire uger, så hun kan lære at hoste ordentligt. Samtidig har vi andre fået forklaret, hvordan man hoster ordentligt.

Man lukker munden HELT op, så lungerne får noget luft at arbejde med.

Helt ærligt, vidste du det? Jeg har aldrig hørt magen. Men det er jo ikke første gange, at Evas læge kommer med seriøse guldkorn, så jeg har tænkt mig fluks at tage ved lære.

Lægen tager med andre ord hendes vejrtrækning alvorligt. Jeg må jo midt i de otte nye behandlinger glæde mig over det. Risikoen er jo, at det kan udvikle sig til astma, men det kan man ikke sige noget om før om halvandet år.

Ellers er hun jo et pragteksemplar. Omend kun af middelfransk størrelse.

Uden ord

Eva taler endnu ikke, men hun forstår overraskende mange ting.

Hun reagerer på simple sætninger men det er også tydeligt, hvordan hun forstår, hvordan vi lever vores liv.

I julen imponerede hun. Hun har i flere måneder bekendtgjort, når der er stor aflevering i bleen - kaka lydet det så. Hos mormor præsterede hun to gange også at finde alt det nødvendige udstyr frem, ren ble, plastic-skiftestykke og det håndklæde hun ligger på. Til forskel fra herhjemme kunne hun nå det hele. Ret underholdende at iagttage, hvor godt med hun egentlig er.

På besøg i Hareskoven hjalp hun med at dække bord til morgenmad, lægge servietter på og hente den ene, der manglede. Tilmed hos Hanne, som hun ikke kender ret godt.

Selv om ordene ikke komme aktivt ud, forstår hun de fleste basale ting, vi siger: Kom Eva, nu skal vi spise. Kom og få et bad. Vi skal gå en tur - så henter hun støvler - med videre. Vel at mærke på begge sine sprog, dansk og fransk.

Hun er stadig vild med at læse bøger. Det foregår på den måde, at vi kigger i bøgerne, og enten peger hun på ord, som jeg siger, eller også siger jeg ord, hvorpå hun peger på det relevante billede. Vi har bøger liggende overalt i øjeblikket, og jeg prøver også at huske på at få sunget nogle sange: Godt for humøret og for musikken samt for indlæring af sprog. Jeg husker stadig, hvordan Clement var i stand til at synge Rævefar på dansk, før han kunne tale mit sprog. Det bliver nok ikke tilfældet for Eva, for jeg synger mindre for hende. Der er mere at lave og hun er også mere fokuseret på Clement og hans aktiviteter end på mig.

Hun er i det hele taget langt mere fokuseret på mennesker og hvad de gør end på de ting, jeg mindes, han var så optaget af i samme alder.

Det næsten maniske ønske om at lære og repetere ord har de fælles. Efter at have hørt at barn nummer to og eventuelt efterfølgende børn ofte vil tale deres andet sprog dårligere end nummer et, prøver jeg også at være opmærksom på at give Eva nok dansk sprog. Jeg har ikke fået påstanden verificeret nogle steder, finder den blot interessant, og har den liggende i baghovedet.

Og kan ikke lade være med at more mig over og også imponeres af Evas tydelighed. Selv uden sprog kommunikerer hun 100 procent tydeligt, ikke kun overfor os. I Danmark kunne vi konstatere, hvordan alle fandt hende yderst nem at forstå. Hvem der talte så flot og fint uden omsvøb, uden forbehold, uden ord.

Evas egen baby

Eva har fået foræret en lille klapvogn af samme type som hendes egen med tilhørende babydukke.

Det er hendes nye allerbedste eje.

Dukker havde hun i forvejen, en dukkevogn såmænd også. Men ikke en, der ligner hendes egen. Det har hun nu. Og det er som om dette nye ejerskab har grundlagt en stor interesse for og glæde ved dukker.

Hun render rundt med den i armen hele tide, og insisterede hårdt og brutalt på at have den med, da hun i dag skulle i vuggestue for første gang siden den 20. december. Dukken sad trygt - stort set, man er vel kun knapt 18 mrd - i hendes armen under hele turen først i skole med Clement og bagefter over i vuggestuen.

Det er meget kært at se sin datters moderlige instinkter vågne, og jeg formoder, at vi nu ender med at bruge lidt penge fra julen på indkøb af yderligere dukkeudstyr: En lille seng og en høj stol.