Saturday, May 24, 2008

Lille sangfugl

Eva synger.

Der er ingen tvivl. Hun kan endda teksten til op til flere franske småbarnesange: Il était un petit navire - den er også god, den klarer jeg også, selv når jeg er hønefuld - Les petits marionnettes og Bateau Ciseau.

Det er skønt.

Nu får jeg så straks ambitioner om, at det lille væsen - voksen forklædt som baby - også skal lære en sang på dansk, så jeg har straks intensiveret aftensangen. Jeg kan nemt mærke, at der er mindre overskud, så jeg synger helt sikkert ikke nær så meget med og for Eva, som jeg gjorde for og med Clement.

Det har i øvrigt heller ikke betyder, at han synger danske sange. Men han kender dem i det mindste, og jeg er stensikker på, at det er godt for sprogudviklingen, sprogtone, kendskab til ord og udtale.

Monday, May 19, 2008

Viljestærk hærger

Eva er i virkeligheden voksen, hun er bare forklædt som baby.

Hun er også begyndt at tale. Svarer gerne oui, og vil i øvrigt gerne snakke med Mau, der bor på den anden side og er en stor killing ved navn Canaille. Den har fundet ud af at vi er venner, og kommer når vi kalder Bonjour Canaille.

Der er ikke som sådan noget tegn på trodsalder. Hun har ikke behov for at sige nej konstant, da hun under alle omstændigheder bestemmer alt selv og i øvrigt ikke gider at finde sig i en skid. Sker det alligevel for hende, griber hun straks til vold eller ødelæggelse af nærmest objekt.

Monday, May 05, 2008

Nøglebarn

Vi har et sæt nøgler liggende i gården, så vi hurtigt kan åbne og lukke porten.

Eva har naturligvis bemærket deres placering. Hun triller selv sin lille taburet ud i gården og rækker op efter dem, hvorpå hun promenerer begge dele hen til porten og gør, hvad hun kan for at åbne.

Jeg er ikke engang sikker på, at Clement, der er tre år ældre, overhovedet har bemærket, hvor vi lægger nøglerne.

Friday, May 02, 2008

Talesprog

Evas talesprog har udviklet sig lidt mere.

Hun svarer nu "Oui" til en hel del, og det lader til, at det ikke bare er tilfældigt. De første aktive ord kommer også - Alain er bedst til at afkode hende - det meste er også fransk.

Hun kan således bede om mere kød - "i'an" for "viande" - hun er stadig hardcore kødæder, og til hver en tid i stand til at sortere proteinet fra eventuelle grøntsager og/eller stivelse.

Selv hedder hun naturligvis "E'a", men bruger nu ikke sit eget navn alt for tit.

"Papa" er stadig væk hendes suverænt mest anvendte ord, for tiden er "bye-bye" også populært, og jeg prøver også at lære hende at sige "hej", hvilket også går udmærket.

Knaldhård cookie

Evas nyeste dille er at knappe bodyen op og tage bleen af, når hun bliver puttet.

Hun kan nu også finde ud af at hente sko og støvler, pakke sin dukke og klapvognen, når hun er på vej hjemmefra grundet utilfredshed med forplejning eller det benhårde reglement i hjemmet. Hun har dog stadig brug for hjælp til at binde snørebåndene og låse porten op, men det er vist kun et spørgsmål om tid.

Jeg synes det er forholdsvis anstrengende. Der er nærmest ingen grænser for, hvad hun finder på: Stoppe ting i toilettet, sprede alt muligt over alt i huset, rive små stykker toiletpapir i en million stykker og lignende. Og jeg er ikke helt fri for at mene, at hun mere eller mindre bevidst driller os eller mig, når hun har gang i alle disse ret oprydningskrævende aktiviteter.

Når hun og Clement leger sammen, hvilket egentlig sker ret tit og nogenlunde fint, når blot ikke hun tæsker ham og han blot ikke er træt, er der mindre af den slags terminator-aktiviteter.