Thursday, April 10, 2008

E'a

Eva siger nu sit eget navn. Hun skrotter simpelthen v'et og Ea er jo også et navn.

Ellers skal jeg helt lade være med at læse om alle de ord, sætninger, for ikke at sige grammatiske bøjninger 18 måneders børn åbenbart kan.

Eva siger kun ganske få ord: Sut, totot - vugger-ordet for samme - maman, l'eau, papa og så tror jeg egentlig hun siger en del flere ord, som jeg ikke rigtig får udskilt.

Hun forstår stort set alt, der er henvendt til hende, dansk eller fransk.

Clement sad i hendes alder og nærmest manisk læste bøger, læste bøger og trænede simpelthen sig selv i ord på den måde. Det gør hun aldrig. Eva gør ingenting i mani. Hun gentager intet, men flyver som en sommerfugl fra det ene til det andet og så tilbage igen.

Hun har styr på ting i sin dagligdag på en eller anden måde end Clement havde. Lyner med største selvfølgelighed jakken op og ned, jeg tror ikke Clement overhovedet kendte til lynlåsens eksistens før han var væsentligt ældre. Eva tager sko af og gerne på, hue på, øser mad op, tænder og slukker film og meget mere.

Jeg er begyndt at lade hende dufte til krydderier, når jeg laver mad. Det synes hun indtil videre er sjovt. Kanel og stjerneanis samt timian og basilikum er vi nået til.

Friday, April 04, 2008

Onde øjne

Eva er begyndt at more sig med at lave onde øjne. Efterfulgt af store grin.

Hun sænker hovedet og løfter øjnene akkurat så meget at hun kan skule ud under øjenbrynene, mens hun udstøder et farligt "rrrrr".

Det er vanskeligt at holde masken ret mange sekunder. Også for hende selv