Første skoledag

Eva er begyndt i skole.

Sommeren igennem har hun promeneret med taske på ryggen. Hun er svært tilfreds med den lille rygsæk, og det gør intet, at den er arvet fra Clement. Sådan har de små børn i Maternelle ikke rigtig brug for en skoletaske. Den rummer kun sovedyret og eventuelt en sut, men det er også vigtigt, når man skifter opholdssted.

Nu kender vi jo lærerinden Brigitte og hendes hjælp Pascale, og ved at det er et super sted, hvor børnene laver bunker af sjove ting, og lidt af det hele: Leger med ler, får historie, lærer at opføre sig ordentligt overfor sig selv, hinanden og de voksne, laver rytmik, kører på cykler udenfor og meget mere.

Da vi kom den første dag - det var i går - var legerummet ryddet for møbler. Der var masser af gulvplads og forskelligt legetøj lagt frem. Biler med tæppe med veje, Lego-klodser, perler og mere.

I legehjørnet med bord, stol, lille komfur, dukkeseng og meget mere fandt vi Paul, Evas særligt gode ven fra vuggeren, og der lykkedes det også mig at sætte hende af i god ro og orden efter 10 minutter lettere betuttet med mor i hænderne.

Resten af dagen gik fint.

Jeg henter hende hjem til frokost, så jeg kan følge med, og så hun kan få ro halvanden time midt på dagen, så længe det hele er nyt. JEg kan mærke på hende, at hun har brug for at være sig selv lidt, inden hun er klar igen. Hun trisser rundt og hører musik - Sebastians skatteøen og Tim og Tom et les instruments de vents er favoritter - lægger puslespil og farvelægger mandala-tegninger. Har tilsyneladende brug for at være stille lidt og bestemme selv lidt, hvilket er nærmest uhørt. Jeg tror aldrig - i hvert fald sjældent - jeg har oplevet det.

Lige før klokken halv to daffede vi tilbage i skole på cyklen, der stadig vækker opsigt som Verzys sejeste for dem under én meter, og hun trissede uden problemer ind i soveværelset.

Da jeg hentede hende igen tre timer senere, var hun ikke blandt de få, der ikke sov, også det er jo ganske uhørt. Brigitte spurgte os, om hun normalt har svært ved at vågne, hvilket vi jo kunne bekræfte. Når man er nødt til at vække Eva, befinder hun sig normalt i drømmeland i mellem en halv og en hel time derefter.

Også i dag, den anden skoledag, ville hun gerne afsted.

Afleveringen gik ikke helt så glat som den første dag, da en af drengene græd fuldstændig vildt og hysterisk, da hans mor forsøgte at gå. Han har aldrig været væk fra sin mor, og derfor overvældet af den nye situation. Nervøs vel også. Også Evas ven Paul sad og småsnøftede på Pascals skød, da vi kom, og al den sorg var altså mere end Eva kunne tage.

Så ville hun heller ikke forlade mine arme, hvilket også er ganske usædvanligt. På mandag tror jeg, at planen bliver at ankomme straks, når skolen åbner for at undgå at sige farvel samtidig med al denne meget smittende ulykkelighed.

De andre børn legede nemlig ret upåvirket med diverse legetøj.



Ingen problemer med frokostbreaket. J