Evas eget skolehæfte

I dag er det så blevet Evas tur til at hjembringe sit eget første skolehæfte.

Det er rødt. Udenpå står der Eva med sorte bogstaver, og så er der en mariehøne, der er malet blå, og som ellers er sort, tilføjer Eva med sans for detaljen.

Hun er så pavestolt af sit hæfte, at hun ikke skal cykle hjem men gå over at hente Clement på hans store skole. Så alle andre også kan se, at Eva stor og stolt promenerer sit nye hæfte.

Vi læser det, da vi kommer hjem, og glæder os allerede til at lave devoir i det. At lave lektier er at være vokset op i næste division. Det håndgribelige dejlige bevis, og Eva rager næsten helt op i himlen. Det er hende vel undt.

Natlig tristesse

Eva og Clement har den sidste halvanden måneds tid sovet i køjeseng på hans værelse.

For at få hende ud af vores soveværelse uden at være nødt til at installere hende på en anden etage.

Fordi Clement gerne ville have selskab på værelset, han er lidt mørkeræd.

Fordi de råhyggede sig med køjeseng i sommerferie-sommerhuset.

Det fungerer også nogenlunde. Det er godt nok en anelse kompliceret at natte to børn på én gang med så forskellige sovemønstre. Clement lægger sig stort set bare og så sover han. Eva kan godt have svært ved at nå ind til søvnen, og det går bedst med tre bøger først. ALligevel kan klokken godt nærme sig 22 snarere end 21, hvilket slår vores arbejdstid om aftenen i stykker.

Nå, men vi arbejder på at komme på højde med sitationen, sådan at kun en behøver at lægge begge børn i seng.

Det betyder dog ikke, at Eva ikke kommer dappende ind i løbet af natten.

Hun siger nu med egne ord, at hun bliver trist, når hun sover alene. Nu er hun jo et meget kropsligt barn, der virkelig har brug for at mærke os holde om hende og mærke vores krop mod hendes. Siden hun var lillebitte har hun gerne puttet sig op imod os, og det behov har hun stadig i meget høj grad.

Hvis hun vågner grædende om natten, hvilket også sker, uden at vi har mistanke om mareridt, kan hendes lille endnu sovende ansigt se ud som om det er ved at falde helt fra hende. Som om hun virkelig er ulykkelig. Så hjælper det hende at ligge tæt ind til en af os, og så falder hun hurtigt i søvn igen.

Måske fordi hun, der ellers altid vil være så stor, også har brug for at forblive lille og beskyttet i nogle situaitoner.

I aftes prøvede jeg for første gang at give hende det største tøjdyr, jeg kunne finde, for at se, om det kunne hjælpe hende gennem natten. Det kunne det ikke, men det hjalp hende da til at falde i søvn selv og uden mig ved siden af, hvilket i sig selv var noget.

Måske skal vi investere i et endnu større tøjdyr på størrelse med hende selv. Måske skal vi bare acceptere, at hun har brug for dennne form for tryghed for at vokse tryg op, så hun vel til sidst kan hente den fra sig selv.